icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Styrk den toneangivende trio

De hænger sammen som en kæde. Tilsammen giver de det helt nødvendige helhedsblik på en arbejdsplads, og det skal prioriteres – både nu, i fremtiden og på trio-dagen

  • Af Marie Sonne, forbundsnæstformand
  • 09-2016 /

I slutningen af denne måned holder Socialpædagogerne for første gang en konference om arbejdsmiljø og faglighed for ‘Den toneangivende trio’ bestående af TR, AMR og leder. Vi har valgt at give alle tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere et særligt tilbud med en lidt anderledes konference. Og når vi vælger at gøre det med netop de tre, så er det, fordi de hænger sammen som en kæde. Tilsammen giver de det helt nødvendige helhedsblik på en arbejdsplads, og det skal prioriteres – både nu, i fremtiden og på triodagen. Her sættes trioerne i spil i et stort øvelsesterræn, og der skal tænkes arbejdsmiljø på kreative måder, vendes dilemmaer og findes nye løsninger. Glæd jer, hvis I skal med – og til jer, der ikke skal: Glæd jer til trioens hjemkomst og til deres nye arsenal af ideer og løsninger, som I kan lege med på.

For dem er der brug for! Det er jo ikke den store hemmelighed, at den socialpædagogiske faglighed og arbejdsmiljøet ude på arbejdspladserne hænger uløseligt sammen. Eller som vi formulerede det i 2014, hvor vi på Kongressen vedtog arbejdsmiljøstrategien under overskriften ‘Arbejdsmiljø og faglighed går hånd i hånd’.

En stærk socialpædagogisk faglighed er forudsætningen for et godt arbejdsmiljø. Og omvendt er et godt arbejdsmiljø forudsætningen for, at fagligheden kan udvikle og udfolde sig til gavn for mennesker med behov for hjælp og støtte. Socialpædagogernes medlemmer er forandringsparate, fleksible og fagligt kompetente. Hver eneste dag finder vi løsninger til gavn for de borgere, som har brug for vores hjælp og faglighed. Vi strækker os.

Men én ting går vi ikke på kompromis med – og det er sikkerheden, som er en vigtig del af arbejdsmiljøindsatsen. Her kan nok så meget leg, kreativitet og faglighed altså ikke vejes op imod den virkelighed, som desværre findes ude på en lang række af socialpædagogiske arbejdspladser. Løsningen er desværre ikke enkel. Men løsningen er i hvert fald ikke at udsulte et fagområde, som er det, der sker nu. Uuddannet personale, alenevagter og for få hænder til for mange borgere, der i virkeligheden har brug for mere støtte. Ud fra så ringe kår kan det være uendeligt svært at få et godt arbejdsmiljø, så vi skal kæmpe på flere fronter.

Vi har brug for politikernes hjælp til sikre de rette betingelse for den socialpædagogiske indsats, og her er vi i fuld gang. Og på andre områder kan vi selv skubbe til en udvikling, og det er ved at styrke kæden mellem TR, AMR og leder og derigennem få nogle solide og fagligt funderede arbejdspladser, hvor man som ansat tør sige fra og stoler på sin trio. Første skridt er i hvert fald triodagen.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat