Tænk mennesket med ind i loven
Nu håber jeg, at det er den ånd, politikerne arbejder ud fra, når voksenbestemmelserne skal på plads
Kan 18-årige Trine med Downs syndrom passe et såkaldt almindeligt arbejde med kolleger, frokostpauser og spidsbelastninger? Ja, det kan hun måske. Og ja, hun skal også, hvis hun kan. Men selvfølgelig kun, hvis det er en såkaldt rummelig arbejdsplads.
Der skal være plads til, at Trine måske nogle gange kobler ud og skal have forklaret arbejdsgangene på en anden måde end de andre 18-årige ansatte. Men når det er på plads, så er der heller ingen tvivl om, at Trine vil opleve arbejdet som meningsfyldt og givende. Det oplever jeg i hvert fald ofte, når jeg er ude på netop de arbejdspladser, der både er skæve og fleksible – og måske har lidt højere til loftet og derfor kan rumme, at vi ikke alle er ens.
At indgå i en meningsfuld sammenhæng er nemlig essentielt for alle mennesker. Men det er bare ikke altid arbejdet – eller det at arbejde – der er nøglen. Det vil det fx slet ikke være for en anden 18-årig, Mads, der ligesom Trine har Downs syndrom. Han vil aldrig kunne varetage et såkaldt normalt job. Han vil heller aldrig kunne tage helt vare på sig selv.
Og alligevel findes der kommuner rundt omkring i landet, som tvinger unge som Mads i arbejdsprøvning. Det er på alle mulige måder en skam. Ikke alene er det spild af skattekroner, men hvad værre er: Det giver helt unødvendige ar på sjælen hos en i forvejen sårbar gruppe mennesker.
Det er simpelthen en forfejlet polititik, som ærlig talt lugter af, at man ude i nogle kommuner forsøger at komme uden om at betale førtidspension. Når de unge med udviklingshæmning fylder 18 år, skærer man dem pludselig over én kam. I stedet for at tage en individuel vurdering af hvert menneskes kompetencer og muligheder, så sender man dem lukt ud igennem et jobcenter og udsætter dem for et arbejdspres, som de slet ikke kan klare. Denne automatik er ødelæggende. Uværdig.
Til gengæld skal man også huske at anerkende, når ministerierne og kommunerne gør det modsatte. Altså, når de tager hensyn til særlige grupper. Det ser jeg bl.a. i forbindelse med det meget omdiskuterede kontanthjælpsloft, hvor man har valgt at fritage og dispensere borgere i eksempelvis ‘særlige boliger’. Så stor ros til politikerne for – efter lige at have tænkt det igennem en ekstra gang – at have udvist et særligt blik for de mennesker, som er undtagelsen fra de gældende krav og mønstre.
Inden for den kommende tid skal voksenbestemmelserne i serviceloven revideres. Også her er der tale om regler og rammer for en gruppe borgere, der netop har brug for et særligt blik og særlige hensyn. Så nu håber jeg, at det er den ånd, politikerne arbejder ud fra, når voksenbestemmelserne skal på plads.