Familiepleje med forstærkning
Også børn med store udfordringer kan have godt af at vokse op i en plejefamilie – men det kræver de rette betingelser. Sådan lød budskabet fra norske gæster, der fortalte om et tilbud med en forstærket indsats rundt omkring plejefamilien
Olav er forfærdelig ked af det. Han sidder inde på værelset og vil ikke tale med os, og hans fodboldtræner fortalte, at han havde tisset i bukserne på fodboldbanen. Noget han jo aldrig plejer at gøre. Hvad gør vi nu?
For lidt siden blev vi ringet op af en dame, der sagde, at hun er Malins farmor. Hun ville snakke med Malin, men der står slet ikke noget om en farmor i sagsakterne. Hvad skal vi sige til hende?
Vi føler os helt magtesløse og uduelige. Trond bliver stiv i hele kroppen, hver gang vi prøver at vise omsorg og fx vil give ham et knus. Gør vi noget forkert?
Sådan lyder tre eksempler på plejeforældres opkald til akuttelefonen på det norske børneværnstilbud Brusetkollen, der ligger 20 km fra Oslo.
Her er der flere forskellige tilbud til udsatte børn og deres familier, og et af dem er en særlig form for familiepleje, der er kombineret med ekstraordinært meget støtte til plejefamilien.
– Disse plejefamilier, som vi kalder omsorgsbaser, er for børn, der ellers ville blive anbragt på institution. Det er børn mellem 6 og 20 år, der både har haft vanskelige opvækstbetingelser med omsorgssvigt og diagnoser som fx asperger, psykisk udviklingshæmning eller ADHD. Det er børn, der ikke kan klare at være i en almindelig plejefamilie, men som alligevel har gavn af at vokse op i en familie, fortæller forstander Elin Flatebø.
Del af en afdeling
Hun holdt oplæg om emnet på Socialpædagogernes konference om udsatte børn og deres familier, og uddyber efterfølgende sammen med Paal Iversen, der er leder af afdelingen for familiepleje. På Brusetkollen er plejeforældrene nemlig tilknyttet en afdeling på linje med ansatte i fx skolen eller døgnafsnittet, og ligesom andre ansatte er familieplejerne forpligtede til at deltage i fx gruppesupervision, faglige temadage og forskellige møder. Alle plejefamilierne bor højst en times kørsel fra Brusetkollen, og hvis der fx opstår en akut situation, kan de få hjælp 24 timer i døgnet – 365 dage om året.
– Vi kan næsten altid klare det akutte med råd og vejledning over telefon, men hvis der fx opstår en situation, hvor et plejebarn slår eller er stukket af, er der altid en familieplejekonsulent på vagt, som kan komme ud til familien. Det sker yderst sjældent, men alene det at vide, at man kan få hjælp her og nu, gør en stor forskel, siger Paal Iversen.
Akuttelefonen er kun et af mange tiltag, der understøtter arbejdet i plejefamilierne. Fx er der tilknyttet miljøterapeuter, som kommer ud i hjemmene, ligesom der er indbygget aflastning – eller pauser, som Brusetkollen kalder det – så plejebørnene mindst hver fjerde weekend og op til hver anden weekend kommer i et såkaldt weekendhjem uden for plejefamilien.
– I løbet af året er der løbende aktiviteter, hvor både plejebørn og familieplejekonsulenter deltager, og en gang om året tager alle familieplejekonsulenterne på en uges hyttetur med alle plejebørnene. På den måde får plejeforældre og plejebørn en pause fra hinanden samtidig med, at familieplejekonsulenterne kan lære børnene bedre at kende, så de dermed bedre kan råde og vejlede, siger Paal Iversen.
Billig institutionsplads
Med de mange tiltag bliver omsorgsbaserne dyrere end almindelig familiepleje, og Elin Flatebø fortæller, at nogle glipper med øjnene, når de hører prisen på 1-1,3 mio. norske kroner.
– Men så siger jeg, at de skal se det som en billig institutionsplads, for det koster det halve af en plads på en døgninstitution, og med børnenes store vanskeligheder er det en alternativ institutionsplads.
En plejemor eller plejefar i en omsorgsbase tjener lidt mindre end en uddannet socialpædagog med fuldtidsarbejde, og Elin Flatebø fortæller, at hun nogle gange oplever en modstand imod beløbet – fx hos sagsbehandlere i kommuner.
– Der er en ide om, at man skal være plejeforælder ud af kærlighed og omsorg til barnet, og at man derfor ikke må få for meget for det. Men vores holdning er, at det her er nogle vældig krævende børn, som indebærer, at man ikke kan have et andet arbejde ved siden af – og derfor skal plejeforældrene selvfølgelig have en løn at leve af. Du kan sagtens vise omsorg og blive glad for barnet, selvom du modtager penge, på samme måde som socialpædagoger på en døgninstitution også kan være glade for børnene, selvom de får løn.
– Ja, indskyder Paal Iversen, men vi bruger bevidst betegnelsen ‘frikøb for andet lønnet arbejde’ – i stedet for at sige, at de får løn for at tage sig af barnet. Ligesom vi fx heller ikke siger, at plejeforældrene skal have ‘ferie’ fra barnet, men omtaler det som en ‘pause’. Og det er vel at mærke ikke kun plejeforældrene, der har brug for pausen, børnene har det også, fordi det kan være svært for dem at indgå i så tæt en relation, som der er i en familie.
|
Fakta om afdelingen for familiepleje Brusetkollens afdeling for familiepleje hedder Satelitten. Den består af plejeforældre med tilsammen op til tyve børn samt en række familieplejekonsulenter, som hver har fire-fem plejefamilier. I den typiske plejefamilie er der kun anbragt ét barn, som den ene forælder er 100 pct. frikøbt til at tage sig af, så plejeforælderen altså ikke har andet arbejde. I enkelte plejefamilier er der anbragt flere børn, fordi der er tale om søskende, ligesom der også er plejefamilier, hvor både plejemor og plejefar er 100 pct. frikøbt, og hvor der derfor bor to plejebørn. Læs mere på www.brusetkollen.no |
Undersøgte problemer
Inden Elin Flatebø og Paal Iversen for fjorten år siden oprettede omsorgsbaserne, gennemførte de en række interviews med familieplejere rundt omkring i Norge, og her kom det frem, at mange i for høj grad følte sig overladt til sig selv.
– Og det er derfor, at vi har gjort rigtig meget ud af, at plejeforældrene skal være en del af Brusetkollen, så de ikke står så alene, siger Paal Iversen.
Interviewene viste også, at der ofte var store vanskeligheder med samarbejdet mellem plejefamilier og de biologiske familier, og på Brusetkollen er det derfor familieplejekonsulenterne, der står for den vanskelige del af samarbejdet. Fx er det ikke plejeforældrene, der skal sige ja eller nej, når en biologisk forælder ønsker at se sit barn – det er familieplejekonsulentens opgave. Og når en biologisk far fx er utilfreds med, at plejeforældrene har sagt, at plejebarnet ikke må have mobiltelefonen om natten, skal han ikke klage til plejeforældrene, men til familieplejekonsulenterne.
Samtidig gør Brusetkollen meget ud af, at de biologiske forældre skal være en del af deres børns liv. Fx sender plejeforældrene løbende fotos til de biologiske forældre, så de kan følge med i børnenes aktiviteter, ligesom plejeforældrene typisk inviterer de biologiske forældre hjem til middag. De biologiske forældre får også at vide, at de – ligesom plejeforældrene – løbende kan ringe til familieplejekonsulenterne.
– Og som oftest lykkes det at skabe et godt samarbejde, hvilket er meget vigtigt. Målet er, at de biologiske forældre skal give børnene en følelsesmæssig tilladelse til at knytte sig til plejefamilien. De skal gerne føle og sige: ‘Det er godt for dig at bo her’. Ellers bliver det meget svært, siger Elin Flatebø, der med glæde i stemmen fortæller et eksempel på et vellykket samarbejde:
– Da vi for nogle år siden fik et barn, som skulle i pleje, advarede kommunen os mod forældrene: De var meget vanskelige at samarbejde med, og vi skulle prøve at holde dem på afstand, lød det. Men i stedet gjorde vi, som vi plejer, og forsøgte at invitere forældrene ind i samarbejdet – og da parret for nylig skulle giftes, kom der bryllupsinvitationer. Ikke bare til plejeforældrene men også til familieplejekonsulenterne.
Tronds historie
Som eksempel på en solstrålehistorie nævner hun og Paal Iversen drengen Trond, der for tretten år siden var anbragt på en institution.
– Hans kommune ville gerne have ham anbragt hos os, og allerede da de kom til det første møde, var vi klar over, at det var en dreng med særlige vanskeligheder, for de stillede med femten mand, fortæller Paal Iversen.
Trond, der dengang var ni år gammel, var stærkt omsorgssvigtet, fordi han havde boet i et voldeligt hjem, hvor hans forældre slet ikke havde formået at skabe kontakt til ham, og han havde desuden både diagnoserne asperger, tourette og ADHD.
– Da vi besøgte Trond på institutionen, mødte vi en vældig forstyrret dreng, som hele tiden var på farten. Man måtte nærmest løbe rundt efter ham, og han reagerede hverken på kropskontakt eller verbale beskeder og kunne fx godt finde på at klatre op på taget, hvor han var til fare for sig selv, fortæller Paal Iversen.
Første skridt var at finde den rette plejefamilie til Trond – noget Brusetkollen altid gør meget ud af – og valget faldt på et modent ægtepar i 50’erne med voksne børn, som boede i landlige omgivelser og var meget sammensvejset som par.
– Trond var en dreng, som man fx ikke kunne lade alene, mens man lige gik ned for at handle, og man kunne heller ikke tage ham med ud til familie og venner, så det var meget vigtigt, at vi fandt en familie med en rolig livsstil, fortæller Elin Flatebro.
Løbende støtte
Ægteparret fik løbende stor støtte i deres arbejde med Trond, så de fx fik viden om hans forskellige diagnoser, ligesom en miljøterapeut rådgav om den bedste behandling i hverdagen.
– I begyndelsen kunne Trond fx slet ikke håndtere kropskontakt, og hvordan skulle de så vise omsorg? Det kunne de fx gøre ved at sætte sig ved siden af ham, fortæller Elin Flatebro, der understreger, at det i den fase var vigtigt at anerkende plejeforældrenes indsats: Når de selv følte, at de ikke slog til, fordi Trond afviste dem, fortalte vi, at hans reaktioner var helt naturlige følger af hans diagnoser og opvækst.
Der blev også taget hånd om, at ægteparret og Trond fik pauser fra hinanden, så Trond både kom på weekendophold, på specialskole om dagen og til forskellige fritidstilbud – og Brusetkollen sørgede for, at alle steder fik viden om og indsigt i Tronds særlige udfordringer og det, der skulle til for at hjælpe netop ham.
Skridt for skridt – og meget langsomt – gik det bedre med Trond. Efter to år ville han for første gang sidde på skødet af sin plejefar, og som 16-årig kunne han for første gang være alene.
Forskellige tilbud
I dag er Trond 22 år gammel. Han bor i sin egen lejlighed og tjener sine egne penge på et beskyttet værksted.
Paal Iversen har en ide om, hvad der lå bag succesen:
– Noget af opskriften er, at såvel plejefamilie som familieplejekonsulenter må have en stor forståelse for det enkelte barns særlige udfordringer – og så må den forståelse udbredes til alle de arenaer som barnet bevæger sig på.
Elin Flatebø lægger vægt på, at omsorgsbaserne kun skal være et af mange forskellige tilbud til udsatte børn.
– Nogle har brug for en hjemmebaseret indsats. Nogle kan være i en almindelig plejefamilie. Andre skal være på institution, fx fordi de på ingen måde kan magte de tætte relationer i en familie, men det er vores indtryk, at vældig mange børn – også børn med store udfordringer – kan være i en familie. Der skal bare være den rette indsats rundt omkring familien.
Alle oplysninger om plejebørnene er anonymiserede.