icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kredsbestyrelser

Faglighed som omdrejningspunkt

Socialpædagogers faglighed skal ud over rampen, arbejdsmiljørepræsentanterne skal mere i spil – og så skal vi byde ind på nye jobområder. Det var nogle af budskaberne på den række af workshops, der blev holdt i forbindelse med årets kredsbestyrelseskonference

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 01-2016 /

Vores faglighed redder liv. Med hjerte lirker vi tunge døre op og løfter rigtig mange ind i samfundet – og det er noget, vi kan være stolte af. Nu er tiden kommet til at vise verden, hvad vi kan – vi skal ud og flage vores faglighed og ranke ryggen.’

Med de ord bød Socialpædagogernes formand Benny Andersen velkommen til to intense dage, hvor erfarne og nyvalgte kredsbestyrelsesmedlemmer var samlet på Comwell i Middelfart for at idéudveksle, netværke, blive klogere og inspirere hinanden på tværs af kredse.

Overskriften på konferencen var ‘Socialpædagogerne i fremtiden’, og formålet var at lade de knap 130 bestyrelsesmedlemmer fra Socialpædagogernes ti kredse diskutere, hvordan man lokalt i kredsene bedst omsætter visioner og politisk strategi til konkrete aktiviteter og tilbud til medlemmerne.

Det skete bl.a. i syv reflektionsgrupper, hvor bestyrelsesmedlemmer var samlet på tværs af kredse for at sætte ord på det lokale arbejde med den politiske strategi ‘Socialpædagogerne i fremtiden’.

Her kom det bl.a. frem, at man i Kreds Østjylland har uddannet et korps af ambassadører, der skal gøre projektet mere levende ude på arbejdspladserne. I Nordjylland har man valgt at ansætte en projektleder og udvikle spil og værktøjer, der skal gøre det lettere for medlemmerne at formidle faget til omverdenen. I Nordsjælland har man søsat et frivillighedsprojekt – og i andre kredse arrangeres der en lang række møder og aktiviteter med fagfaglig karakter.

– Vi skal ud over rampen med det her projekt – derud hvor medlemmerne er. Og i det her forum står det jo klart, at der er masser af gode eksempler på, at de politiske tanker bliver omsat til handling ude i kredsene. Vi er på forskellige måder i fuld gang med at inddrage medlemmer og arbejdspladser i processen, og vi bruger vores faglighed som afsæt, lød det fra kredsformand i Midt- og Vestjylland, Peter Sandkvist, som var tovholder på en af reflektionsgrupperne.

Nye jobområder til debat

Faglighed, og behovet for at give socialpædagogikken er ansigt udadtil, var noget, der gik igen på flere af de ni workshops, deltagerne kunne vælge mellem på konferencen. Under overskriften ‘Nye jobområder’ blev det fx ivrigt diskuteret, hvordan man bedst kan sætte socialpædagoger i spil til stillinger, hvor man ikke nødvendigvis søger netop en socialpædagog.

– Mange stillinger bliver i dag skruet sammen på indhold, hvor vi sagtens kan se socialpædagoger passe ind, men det er bare ikke os, de søger. Derfor skal vi være mere skarpe på at se de stillinger, hvor vi rent fagligt matcher behovet, og gøre opmærksom på, hvad socialpædagoger kan, lød det bl.a. fra en af deltagerne i workshoppen om nye jobområder – mens sidemanden opfordrede til også at tænke i konkret dokumentation.

– Vi ved jo mange gange godt, hvad det er, der virker – og den dokumentation er vigtig at have med, når vi går i dialog med fx kommunen om nye jobområder, hvor man med fordel kan bruge socialpædagoger. Vi må og skal altså blive bedre til at sælge os selv, lød det.

Ældreområdet, jobcentre, skole- og uddannelsesområdet, psykiatrien, fængsler og forsvar samt flygtningeområdet var nogle af de nye potentielle jobområder, der blev diskuteret.

– Det er vigtigt, at I også forholder jer til, hvordan I kan arbejde med det her lokalt i kredsene. Det handler jo ikke bare om centralt at udpege nye jobområder for socialpædagoger. I skal også se på, hvordan I kan påvirke både embedsværket og det politiske niveau, så de får øjnene op for det potentiale og de muligheder, der ligger i at ansætte socialpædagoger også andre steder end de mere traditionelle, sagde Niels Lønbæk, der er faglig konsulent i Socialpædagogerne.

Den moderne arbejdsmiljørepræsentant

Mens der i et lokale blev snakket om nye jobområder, gik en anden workshop i kødet på et af de emner, der fylder rigtig meget på socialpædagogiske arbejdspladser: Arbejdsmiljø. Her blev deltagerne præsenteret for en publikation, ‘Arbejdsmiljø og tillid’, som Kreds Nordsjælland og Kreds Storkøbenhavn har udviklet i fællesskab.

– Vi har så tit talt om, at det ville være rart at skitsere for medlemmerne, hvordan hele arbejdsmiljøsystemet er skruet sammen, og hvem der har ansvaret for hvad. Derfor har vi lavet et hæfte, der fungerer som et værktøj – og på en let og overskuelig måde gør arbejdsmiljøarbejdet mere håndgribeligt, sagde kredsformand i Nordsjælland, Karen Holte.

Med titlen ‘Arbejdsmiljø og tillid’ fokuserer hæftet overordnet på tre ting: Forebyggelse, kompetenceudvikling og kvalificering af dokumentationen. Målgruppen er dem på arbejdspladsen, der beskæftiger sig med arbejdsmiljø – og især håber de to kredse at sætte arbejdsmiljørepræsentanterne langt mere i spil.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at der ligger en stor udfordring i at få skabt en tæt kobling og dialog mellem kredsene og arbejdsmiljørepræsentanterne rundt om på arbejdspladserne. Vi vil gerne klæde både arbejdsmiljørepræsentanter og andre tillidsvalgte på til bedre at kunne arbejde strategisk med arbejdsmiljø – og her er pjecen et vigtigt værktøj, lød det fra Lars Petersen, kredsformand i Storkøbenhavn.

Han fortalte også, hvordan man i de to kredse er godt i gang med at udvikle en ny rolle til arbejdsmiljørepræsentanten.

– Traditionelt har det for arbejdsmiljørepræsentanter handlet meget om arbejdsmiljøloven og tilsynet, men i dag ser vi et helt andet behov for at inddrage arbejdsmiljørepræsentanterne som medspillere – ikke mindst når det gælder det psykiske arbejdsmiljø. Fremtidens arbejdsmiljørepræsentant skal ikke kun have fokus på reglerne, men også på kerneopgaven og fagligheden. Og selvfølgelig med Socialpædagogerne i ryggen, sagde Lars Petersen.

Gå efter det der virker

Om kort tid – i uge 4 og 5 – skydes Socialpædagogernes organiseringsindsats i gang, hvor der over hele landet arrangeres arbejdspladsbesøg. Derfor var organisering af nye medlemmer også på programmet i Middelfart, hvor organiseringskonsulent i Socialpædagogerne Kasper Tolstrup Andersen stod for en workshop om, hvordan man kan arbejde strategisk med organisering i kredsene.

Og nøjagtig som i socialpædagogisk arbejde er relationer også afgørende, hvis man gerne vil i dialog med nye potentielle medlemmer, lød budskabet.

– Hvis vi bruger al tiden på at snakke strategi, målsætning og metode, så er der en risiko for, at relationen bliver glemt. Og hvis man skal organisere og overbevise et andet menneske – og invitere vedkommende ind i det fællesskab, vi har i Socialpædagogerne – ja, så er relationen altafgørende, sagde Kasper Tolstrup Andersen.

Blandt deltagerne blev der hurtigt opnået enighed om, at uge 4 og 5 dog ikke kan stå alene.

– I uge 4 og 5 ryster vi støvet af os, og så er vi virkelig på. Men det bliver jo hverdag igen, og det er jo der, det virkelige arbejde ligger. Det er i hverdagen, at vi som tillidsvalgte og i kredsene skal være tilgængelige og synlige for vores medlemmer og sørge for, at ingen er i tvivl om, hvorfor det giver værdi at være medlem, lød det bl.a. fra en deltager.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Kredse, Forbund og a-kasse