Klar med køreplan på socialområdet
Serviceloven er bare et af elementerne i rækken af lovforslag, der blev offentliggjort i forbindelse med Folketingets åbning
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)har sat sit fingeraftryk på en række af de lovforslag, som blev offentliggjort i regeringens lovkatalog for det kommende folketingsår. Her er et lille udpluk af de forslag, der kan få relevans for det socialpædagogiske område:
Det gælder bl.a. ændring af lov om social service, der skal gøre det muligt for kommunalbestyrelsen at tegne ansvars- og ulykkesforsikringer for borgere, der ønsker at gøre en frivillig indsats. Også lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse er på tegnebrættet – med det formål at give kommuner og regioner mulighed for at sælge socialpædagogisk ledsagelse til beboere med betydelig nedsat psykisk funktionsevne.
Ministeren forventes også at fremsætte et lovforslag om ændring af lov om social service, som bl.a. skal udvide muligheden for aflåsning af værelser og afdelinger om natten samt oprettelse af særlige isolationsrum på bosteder. Formålet er at styrke fuldbyrdelsen af de strafferetlige afgørelser, som træffes af domstolene over for personer med nedsat psykisk funktionsevne, og som kommunerne udmønter på boformer på det sociale område for voksne. Målet er at give personalet på boformerne mulighed for at anvende de supplerende indgrebsmuligheder, når det er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Sidst på året forventes Justitsministeriet at fremsætte et lovforslag, som også kan få betydning på det sociale område. Emnet er forældelse af erstatningskrav mod det offentlige i sager om omsorgssvigt af børn – og formålet med lovforslaget er at sikre, at omsorgssvigtede og misbrugte børns mulige erstatningskrav mod offentlige myndigheder ikke afvises på grund af forældelse.
I februar venter så en af de helt store knaster – reform af servicelovens bestemmelser rettet mod voksne med funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Med lovforslagets ord lægges der op til at ‘sikre en helhedsorienteret indsats, hvor der er fokus på progression og positiv udvikling’.
Revisionen af serviceloven har været længe undervejs, og i skrivende stund forhandler Folketingets partier om det udspil til reformen, som Karen Ellemann fremlagte i september.
Læs det samlede lovkatalog på www.kortlink.dk/nm86