icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Medlemstilbud

Nu kan du få karriererådgivning

Har du brug for sparring om dit arbejdsliv – fx i form af input til et jobskifte eller en uddannelsesplan? Så er Socialpædagogernes nye medlemstilbud om job- og karriererådgivning noget for dig

  • Af Maria Rørbæk
  • 02-2016 /

Mandag den 1. februar åbner telefonerne i Socialpædagogernes nye medlemstilbud: Job- og Karriererådgivning. Fremover kan medlemmer hver mandag ringe og få sparring om arbejdslivet.

– Med karriereudvikling mener vi, at man enten vil noget andet eller noget mere med sit arbejdsliv, men det skal på ingen måde forstås sådan, at det fx kun handler om medlemmer, der gerne vil have en lederpost. Det kan fx også være relevant for et medlem, der gerne vil arbejde i en anden tilbudstype – eller et medlem, der er træt af weekendvagter og gerne vil have et nyt job, hvor man kun skal være på arbejde i dagtimerne, siger Elisabeth Als, der er tovholder på projektet.

I alt sidder ni karriererådgivere på skift klar ved telefonen. Alle er ansat i Socialpædagogerne eller Socialpædagogernes a-kasse og har en bred viden om det socialpædagogiske arbejdsfelt, men ellers har de forskellig baggrund. Nogle er fx jobkonsulenter, der er vant til at rådgive om jobansøgninger, og én er ansat i arbejdsskadeteamet, hvor hun er vant til at tale med medlemmer, der vil skifte arbejdsområde efter en arbejdsskade.

– Når man ringer til Job- og Karriererådgivningen bliver man mødt af engagerede rådgivere, der vil sparre med medlemmerne – fx via udfordrende spørgsmål, siger Elisabeth Als.

Det er nemlig ikke meningen, at karriererådgiverne skal sidde klar med svar på alt – men snarere at de skal guide medlemmet til at komme videre.

Gratis og fortroligt

Et konkret eksempel kunne være et medlem, der i ti år har arbejdet på et botilbud for udviklingshæmmede, og nu godt kunne tænke sig noget andet.

– I sådan et tilfælde vil karriererådgiveren nok starte med at spørge ind til, hvad medlemmet er glad for i sit nuværende job, og hvad vedkommende gerne vil have anderledes. Hvis det så fx viser sig, at medlemmet er glad for selve arbejdet med udviklingshæmmede, men træt af weekend- og aftenarbejde, kunne karriererådgiveren fx spørge, om medlemmet kender noget til arbejde på beskyttede værksteder og måske hjælpe medlemmet med at finde hjemmesider om de beskyttede værksteder, der ligger i nærheden, siger Elisabeth Als.

En anden vil måske gerne have inspiration til at søge arbejde på et helt andet felt, og her kan karriererådgiveren måske hjælpe med at åbne øjnene for nye muligheder.

– Jeg er selv jobkonsulent, og når jeg taler med ledige, bliver de tit overraskede over, hvor mange jobmuligheder der er som socialpædagog. Fx inden for ældreområdet eller små nicher som – for nu at tage et lidt specielt eksempel – socialpædagoger, der ansættes i forsvaret for at tage sig veteraner, siger Elisabeth Als.

Afhængigt af medlemmets behov kan en karriereudviklingssamtale fx også handle om muligheder for efteruddannelse eller konkrete fif om jobsøgning.

– Jeg forestiller mig, at en typisk samtale vil vare 20-30 minutter, og den vil ofte resultere i noget, der kan guide medlemmet til selv at komme videre. Fx kan det være, at vi på mail sender nogle råd om, hvordan man skriver en ansøgning – og så kan medlemmet selv gå i gang med ansøgningen. Det kan også være, at vi henviser til en af forbundets jobkonsulenter, der kan hjælpe med at læse ansøgningen igennem, siger Elisabeth Als.

Hun understreger, at alle samtaler er fortrolige, og at ingen bliver registreret. Tilbuddet er gratis for alle medlemmer af Socialpædagogerne og kører i første omgang som pilotprojekt i et år.


Job og Karriererådgivningen har fra 1. februar åbent hver mandag fra klokken 14.00 – 17.00. Du kan ringe på tlf. 7248 6060.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse