Nyt kursus om flygtninge og seksualitet
Tal om seksualitet med unge flygtninge. Sådan lyder titlen på et helt nyt kursus, der skal ruste fx socialpædagoger
Bløder de fleste kvinder, når de har sex første gang? Kan man se på en kvindes underliv, om hun er jomfru? Er mødommen lukket, når en kvinde er jomfru?
Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som deltagerne på kurset ‘Tal om seksualitet med unge flygtninge’ har besvaret.
Og svaret er nej, nej og nej.
– Det er almen viden blandt gynækologer og fagfolk i sundhedsvæsnet, at der ikke er nogen ‘mødom’, som skal penetreres og ødelægges ved første samleje – men det er der en udbredt misforståelse om, at der er. Og det har måske især betydning for mennesker i kulturer, hvor der er en opfattelse af, at man er ansvarlig for at opretholde sin ære, og hvor man skal være jomfru ved ægteskabets indgåelse, siger Helle Hende Stærmose, der underviser på kurset.
Behov for dialog
Denne vinter gennemførte University College Lillebælt for første gang kurset, der henvender sig til socialpædagoger, lærere og andre, der arbejder med unge flygtninge.
– Generelt mangler fagfolk tit redskaber til at tale professionelt om seksualitet, og når det så drejer sig om samtaler med unge fra en anden kultur, der måske også har ringe danskkundskaber, bliver barriererne kun større, siger Helle Hende Stærmose, der vurderer, at der i mange situationer er brug for at kunne tale med unge flygtninge om seksualitet. Eksempelvis når de unge har brug for guidning til at gå i byen på en god måde.
– Når man efter en måske meget voldsom flugt kommer til et helt andet land, har man ikke en jordisk chance for at afkode det, man fx observerer på gaden, hvor det måske ser ud som om, der er et meget frit forhold mellem kønnene, siger Helle Hende Stærmose.
Overfokusering på kultur
– Det handler meget om at give de unge et nuanceret sprog til at tale om følelser og seksualitet, siger Helle Hende Stærmose.
Selvom spørgsmål om kultur fylder meget på kurset, er fokus også på de situationer, hvor man skal passe på med at overfokusere på kultur.
– Det kan fx ske i en situation, hvor man forklarer unges grænseoverskridende adfærd med kultur, men hvor det i virkeligheden handler om, at de unge selv har fået overskredet deres egne grænser under flugten, eller at de ikke i opvæksten har lært at tale om seksualitet. Og så er det vigtigt at huske de samme socialpædagogiske redskaber, som man ville bruge overfor danske unge, siger Helle Hende Stærmose.
Til foråret kører University College Lillebælt endnu et kursus. Læs mere på www.kortlink.dk/p53q
Prøv mødoms-quizzen på etniskung.dk via www.kortlink.dk/p53v