icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Pædagogstuderende

Store forskelle på viden om seksualitet

Der er tilsyneladende store forskelle på, hvor meget – eller hvor lidt – de pædagogstuderende forholder sig til voksne brugeres seksualitet. Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne er bekymret for, at området underprioriteres

  • Af Maria Rørbæk
  • 20-2016 /

– For mig var det lidt af en aha-oplevelse at være til forelæsning med en spastisk, homoseksuel mand, der fortalte, hvordan hans hjælpere skulle iføre ham og hans kæreste latextøj og lægge dem i den rette stilling, så den ene kunne tage den anden bagfra. Inden forelæsningen havde jeg ikke tænkt på, at det også er en del af vores pædagogiske faglighed, at vi skal kunne hjælpe med seksualiteten. Og at vi skal gøre os klart, hvad vores rolle skal være, og hvor vores egne grænser går.

Sådan siger Jeanne Kubert, der er meritstuderende på pædagoguddannelsen i Aarhus.  Med den nye pædagoguddannelse skal alle pædagogstuderende gennemføre et seks uger langt modul med navnet ‘Køn, seksualitet og mangfoldighed’.

Men der er tilsyneladende store forskelle på, hvad modulet konkret indeholder, og hvor meget handicappede og andre voksne brugeres seksualitet fylder. Mens nogle – som fx Jeanne Kubert – udtrykker begejstring for modulet, mener andre, at emnet seksualitet nedprioriteres i forhold til spørgsmål om fx kønsroller og kønsidentitet.

– Der er store forskelle mellem underviserne og undervisningsstederne, men det generelle billede er, at seksualitet fylder for lidt, og at de studerende ikke føler, at de bliver rustet godt nok, siger Kira Angelbo Christensen, der er faglig sekretær i de pædagogstuderendes sammenslutning PLS.

Efterspørgsel på kurser

PLS udbyder selv nogle weekendkurser i børns seksualitet, som de studerende kan følge i deres fritid, og her er der fuldt hus – også efter at ‘Køn, seksualitet og mangfoldighed’ nu er kommet på skemaet.

– Og hvis uddannelsen ikke ruster de studerende godt nok i forhold til børns seksualitet, er det min formodning, at de bliver rustet alarmerende ringe i forhold til voksne brugeres seksualitet, for børn er jo en større målgruppe, siger Kira Angelbo Christensen.

Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne deler bekymringen, og den bliver ikke mindre, når hun ser, hvad der er af materiale til modulet.

Der findes ikke en egentlig grundbog for modulet, som alle studerende skal igennem, men på forlaget Samfundslitteratur udkom der tidligere i år en bog med samme titel om modulet. Ud af bogens 319 sider er der kun 18 sider, der specifikt handler om voksenområdet, nemlig kapitlet ‘Dilemmaer om udviklingshæmmedes seksualitet og kærlighedsliv’. De andre kapitler har fx overskrifter som ‘Må drenge gå i kjoler?’ og ‘Mænd i pædagogisk arbejde’.

– Det kan sikkert i sig selv være nogle udmærkede emner at belyse, men set med mine øjne er der alt for lille fokus på seksualitet i forhold til hele voksenområdet, siger Marie Sonne, der påpeger, at man som socialpædagog skal kunne understøtte borgernes livsudfoldelse på alle områder– herunder det seksuelle.

– Og der kan være endnu større udfordringer i forhold til voksnes seksualitet, end der kan være i forhold til børns seksualitet. Fx skal man jo kunne forholde sig til en situation, hvor et voksent menneske befinder sig i en seksuelt opstemt situation, uden at vedkommende selv er bevidst om hvorfor, siger hun.

Bogudgivelsen er støttet med midler fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der i alt har bevilget tre mio. kr. til at udvikle modulet. Pengene er også blevet brugt til at oprette en vidensbank, hvor underviserne på ‘Køn, seksualitet og mangfoldighed’ kan hente inspiration. Og også her ser handicap ud til at fylde relativt lidt, idet der fx under fanebladet temaer i slutningen af november var tre artikler om handicap mod 17 om køn og 10 om ligestilling.

Muligt at finde materiale

En af dem, der underviser i modulet, er adjunkt Marianne Træbing Secher fra VIA UC Efter-videreuddannelse. Ud over at undervise på efter- og videreuddannelsen står hun også for undervisningen i seksualitet på modulet ‘Køn, seksualitet og mangfoldighed’ på pædagoguddannelsen i Viborg.

– Her skiller vi os ud ved i ret høj grad at have fokus på seksualitet – og også på voksnes seksualitet – men det er min fornemmelse, at der andre steder især er fokus på køn og mangfoldighed og mindre på seksualitet. Og når det handler om seksualitet, handler det måske især om børns seksualitet, siger hun.

Efter Marianne Træbing Sechers vurdering kan det være sværere at finde materiale til voksenområdet.

– Men det kan godt lade sig gøre, når man kender til fagfeltet. Ofte kan man også overføre materiale om børn til voksenområdet. Det gælder fx spørgsmålet om porno på nettet og deling af nøgenbilleder, der er et lige så relevant emne, når det fx gælder mennesker med udviklingshæmning, siger hun.

Vigtig viden

Uddannelseschef Peter Møller Pedersen fra Via UC medgiver, at der sikkert er store forskelle mellem de enkelte uddannelsessteder.

– Der er helt klart mulighed for at fordybe sig i spørgsmål om fx handicappedes seksualitet, men det er forskelligt, hvor højt det vægtes på de enkelte uddannelsessteder – og hvordan den enkelte studerende vægter emnet, siger han.

Diskuter på facebook: Er socialpædagoger rustet godt nok i forhold til at tale om seksualitet?

Hvilke udfordringer møder du på dit arbejde i forhold til brugernes seksualitet? Har du og kollegaerne redskaberne til at tale om seksualitet?

Deltag i debatten på: www.facebook.com/groups/socialpaedagogen



Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse