Alle borgere bør have mulighed for at leve et så selvstændigt og meningsfyldt liv som muligt. Det gælder alle – uanset graden af funktionsnedsættelse. Og heldigvis er der allerede mange medarbejdere i kommunerne, der har fokus på, hvordan borgerne bedst muligt hjælpes og støttes til et mere selvstændigt og meningsfyldt liv.
Udfordringen i dag er imidlertid, at rammen om arbejdet i kommunerne – serviceloven – i for høj grad har fokus på passiv kompensation og for lidt på støtte til, at borgeren kan udvikle sig.
Derfor er der behov for en revision af serviceloven. Den nuværende lov er nemlig ikke ændret væsentligt de seneste 20 år.
Til gengæld er der sket store ændringer i samfundet i den mellemliggende periode – som eksempler kan nævnes kommunalreformen og den teknologiske udvikling. Samtidig er der kommet et stigende fokus på, at mennesker med handicap og sindslidelser jo har ressourcer, som skal bruges i det omfang, det fysisk og psykisk kan lade sig gøre.
Og mon ikke mennesker med handicap og sindslidelser allerhelst vil være herre i eget liv, være en del af fælleskabet og bidrage med det, de kan?
I kommunerne er vi glade for at være inviteret med i arbejdet – og vi glæder os over, at der omkring bordet ligeledes er repræsentanter for såvel brugerne som faggrupperne – selvom vi også gerne havde set Socialpædagogerne direkte repræsenteret i følgegruppen. Vigtigt er det, at vi sammen ser på, hvordan en ny servicelov bedst muligt understøtter borgernes udvikling og muligheder frem for at fokusere på specifikke ydelser og krav.
For i dag ved vi fx, at mennesker med alvorlige sindslidelser kan komme sig og lære at leve med de vanskeligheder, som deres diagnoser i perioder medfører. Og faktisk er vi kommet så langt, at mange – også med alvorlige sindslidelser – erklæres raske. Det var utænkeligt for 20 år siden.
Mennesker med medfødte funktionsnedsættelser som fx Downs Syndrom, autismespektrumforstyrrelser eller cerebral parese kan ikke udvikle sig ud af deres funktionstab. Men alle har de drømme og ønsker for et bedre liv, og de fleste ønsker at kunne være så selvhjulpne som muligt – akkurat ligesom de fleste andre mennesker.
Endelig er der mennesker, som alene eller primært har fysiske funktionsnedsættelser, som betyder, at de rette hjælpemidler er altafgørende for, at borgeren får en nem og velfungerende hverdag, hvor funktionsnedsættelsen medfører færrest mulige barrierer for, at borgeren kan vælge, hvordan han eller hun vil leve sit liv med uddannelse og job.
Alt dette skal loven naturligvis understøtte. Derfor skal serviceloven gennemskrives, så den røde tråd om, at der skal arbejdes habiliterende og rehabiliterende, fremstår fuldstændig tydeligt.
Vi tror på, at alle mennesker har et udviklingspotentiale – og uanset omfanget af borgerens funktionsnedsættelse er det vigtigt hele tiden at arbejde for, at han eller hun får det bedst mulige liv.
Derfor vil et styrket fokus på habilitering og rehabilitering i formålsparagraffen være en vigtig rettesnor for de indsatser, vi skal investere i, når det gælder det daglige arbejde med at yde indsatser, støtte og hjælp til den enkelte i de sociale tilbud, som I socialpædagoger jo i høj grad står for.
Thomas Adelskov (S) er formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.
|
Deltag i debatten
|