Så er det atter blevet tid til, at vi i Socialpædagogerne skal afholde vores kongres. Kongressen er i vores organisation den øverste demokratiske myndighed, hvor de kongresdelegerede (valgt på generalforsamlingerne) fra alle kredse mødes og drøfter organisationens vedtægter, de politiske og strategiske overvejelser for fremtiden og socialpædagogisk faglighed. Det er her vi vælger repræsentanter til forretningsudvalget og meget mere...
Det er kort sagt her, at foreningens demokrati får lov at leve – og medlemmerne af Socialpædagogerne har mulighed for at få indflydelse på vores allesammens fælles fagforening.
For mig som medlem af Socialpædagogerne og valgt til kongressen, så er dette en af årets vigtigste begivenheder. Jeg ynder at kalde mig selv for demokratiets forkæmper og tænker, at netop på kongressen får demokratiet lov at udfolde sig. Men det medfører jo samtidig spørgsmålet om, hvad demokrati egentligt er – og især hvad repræsentativt demokrati er. Er det mere eller mindre demokratisk, at hovedbestyrelsens 33 medlemmer beslutter noget, end hvis det er kongressens ca. 160 delegerede, der indgår i beslutningsprocessen? Kan vi overhovedet tale om demokratisk repræsentation, når mange af os er valgt på en generalforsamling, hvor fremmødet er fornærmende ringe, og kun ca. fem pct. af de stemmeberettigede medlemmer er mødt frem?
Demokrati er en pudsig størrelse og virker jo primært, hvis ‘folket’ er interesserede i indflydelse, hvilket et kig på tallene for antal deltagere på generalforsamlinger, stemmeprocenter ved OK og andre demokratiske processer ikke ligefrem vidner om.
Netop derfor er det vigtigt, at de medlemmer af socialpædagogerne, der ønsker indflydelse, og som indgår aktivt i fagforeningens arbejde, får en oplevelse af, at vi som organisation er åbne for forandringer, tør drøfte de vigtige emner i fagbevægelsen, lytter til medlemmerne – og viser, at det faktisk giver mening at engagere sig. At det er muligt at få reel indflydelse på fagforeningens virke.
Er det så sådan, kongressen fungerer, og hvad vil vi egentlig med den?
Er det bare en samling af valgte repræsentanter, der skal bekræfte forretningsudvalget og hovedbestyrelsen i, at de er på rette vej og så ellers klappe dem på ryggen?
Eller vil vi gerne drøfte socialpædagogisk faglighed og politisk målsætning? Og vil/tør vi debattere vores egen organisations struktur, og hvordan vi oplever sammenhængskraften i Socialpædagogerne?
Jeg ved, hvad jeg ønsker mig: Nemlig en kultur, hvor vi lytter mere til hinanden – og hvor meninger er noget, man deler for at blive klogere fremfor bare at ytre sig om egne holdninger. Jeg synes, vi har brug for et mere dynamisk Socialpædagogerne, hvor vi tør drøfte vores strategi omkring den såkaldte løsningsorienterede fagforening. Et forbund hvor vi åbent debatterer vægtningen af arbejdet med faget kontra foreningen – og hvor vi sammen kan tale om, hvordan vi ønsker organisationen Socialpædagogerne skal se ud om fem år.
Det er mine forhåbninger. Men for at kunne dyrke demokratiet er vi jo afhængige af alle jer socialpædagoger, der ikke kommer på kongressen.
Så kære socialpædagog. Tal med dem du kender, som skal deltage på kongressen. Fortæl dem, hvad du ønsker dig af din fagforening – og hvilke områder du synes, at vi skal drøfte på kongressen. På den måde får vi en levende og meningsfuld kongres, hvor demokratiet er i højsædet, og hvor medlemmerne får indflydelse på de beslutninger, der bliver taget.
Michel Kikkenborg er FTR på psykiatriområdet i Region Hovedstaden og medlem af bestyrelsen i Kreds Storkøbenhavn.
Deltag i debatten Har Socialpædagogerne et velfungerende demokrati? Hvad er det vigtigste, Socialpædagogerne burde debattere på kongressen?
Hvem kender I, der skal til kongres?