icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Prik

Et vigtigt stykke danmarkshistorie

  • Af Sytter Kristensen, LEV
  • 05-2016 /

De tre dokumentarudsendelser ‘De åndssvages historie’, som DR-K sendte mellem jul og nytår, var en stor seersucces. Så vidt jeg er orienteret, fik de tre afsnit om efterkrigstidens behandling af mennesker med udviklingshæmning et enestående højt antal seere for et DR-K-program. Også på de sociale medier var der stor interesse. På både Socialpædagogernes og LEV’s facebooksider blev foromtalen af programmerne ‘liket’, delt, set og kommenteret livligt. Op imod 100.000 så facebookklippene takket være mere end 1.000 delinger.

Interessen for dokumentaren er fortjent og vigtig. Fortjent, fordi ‘De åndssvages historie’ er et flot og bevægende stykke tv-dokumentar, der giver stemme til tre mennesker, som har levet en stor del af deres tilværelse som anbragte i forsorgen – og til tidligere medarbejdere, som har været brikker i det system, der var rammen om de anbragtes liv. Vigtig, fordi dokumentaren fortæller et stykke danmarkshistorie, som vi har brug for at kende – ikke mindst blandt de politiske og administrative magthavere, som i dag har ansvaret.

Opgøret med Åndssvageforsorgens uværdige – og nogle gange torturlignende – behandling af mennesker med udviklingshæmning havde sine helte. Mest prominent er naturligvis 1960’ernes forsorgschef Niels Erik Bank-Mikkelsen, men tusindvis af socialpædagoger, lærere og pårørende ydede også en glorværdig indsats i opgøret. De var alle med til at udvikle og realisere de værdier om inklusion, afinstitutionalisering, værdighed og normalisering, som udpegede retningen fra 1980 og nogle årtier frem.

Jeg er sikker på, at en stor del af de mange seere til ‘De åndssvages historie’ er socialpædagoger. Både tidligere ansatte i den daværende forsorg og nuværende ansatte i diverse tilbud for børn, unge og voksne med udviklingshæmning.

Nogle genkaldte sig måske egne erindringer om en tid, hvor mennesker blev fraskrevet ethvert undervisnings- eller udviklingspotentiale og henvist til en hel tilværelse fastspændt i sengen. Mens andre måske fik associationer til den hverdag, som i dag bydes nogle udviklingshæmmede. Mange socialpædagoger har over de seneste fem til syv år set, hvordan de værdier og den faglighed, som blev grundlagt i opgøret med åndssvageforsorgen, er kommet under beskydning.

Jeg tror, at vi har brug for at genkalde os historien om den måde, det danske samfund behandlede mennesker med udviklingshæmning og andre sårbare medborgere på. Det er dokumentaren ‘De åndssvages historie’ et vigtigt bidrag til. Et bidrag, som, håber jeg, bliver startskuddet til en fornyet værdipolitisk dialog om, hvor den aktuelle handicappolitik er på vej hen – og om det virkelig er det, vi vil.

Jeg håber, at mange socialpædagoger vil deltage i debatten.


Sytter Kristensen er landsformand for Landsforeningen LEV. De tre programmer bliver genudsendt på DR-K den 30. marts, 6. april og 13. april – alle dage kl. 20.00.

Deltag i debatten


  • Har du diskuteret programmerne med dine kolleger?
  • Tør du gå på tværs af tendensen og stå fast på værdier og faglighed?
  • Hvordan kan du være med til at sikre, at der fortsat er socialpædagogiske arbejdspladser på området?