I påsken skete det igen. Endnu en socialarbejder er død, imens hun udførte sit arbejde for det offentlige Danmark. Myrdet af en psykisk syg mand, der angiveligt ikke ønskede at slå nogen ihjel, men som var plaget og forpint af sin sygdom… Vi kender historien og har hørt både den og lignende historier alt for mange gange de sidste år.
Dette er nærmest hele Danmark enige om ikke er i orden, men der sker bare ikke rigtig noget ved det. Bevares, der snakkes en masse om det, der skrives læserbreve af gode folk (bl.a. af vores egen Benny Andersen), der tages lokale drøftelser i MED-udvalg og der risikovurderes på livet løs. Men alle disse gode intentioner er ikke noget værd, når det er selve grundpræmissen for arbejdet, den er gal med!
Forleden dag blev jeg ringet op af en medarbejder i socialpsykiatrien i mit område – han var bange, snakkede usammenhængende og virkede konfus. Det viste sig, da jeg fik talt ham til ro, at han havde været udsat for ikke bare én episode af ‘vold og trusler’, som godt og vel to tredjedele af socialpædagogerne i Region Hovedstaden årligt er udsat for, men for adskillige. Han var blevet slået ned med en genstand, herefter ‘tvunget’ til at politianmelde sagen og gerningsmanden, grundet straffelov og offererstatningslov. Nu skulle han så i retten og vidne imod beboeren, hvorefter denne havde truet ham med, at hvis han vidnede, så ville han slå ham ihjel, og han vidste i øvrigt godt, hvor han boede…
Dette er jo desværre ikke et enkeltstående tilfælde, men nærmere vores hverdag som socialpædagoger i psykiatrien, og det er det egentlige og grundlæggende problem! Vores arbejdsopgaver og de rammer, vi arbejder under, er ikke forenelige. Og med al respekt for Søren Pind og hans arbejde, så ser jeg ikke, at en respektpakke med hårdere straffe for at true offentligt ansatte kan afhjælpe den problematik, vi står med i vores arbejde (og jeg betvivler også effekten på andre områder, men det vil jeg ikke belemre jer med her).
Nej, nu vil vi se reel politisk handling, hvor der bliver arbejdet med, hvordan vi kan få økonomi til bedre normeringer på bostederne, flere senge i psykiatrien, bedre uddannelse til personalet, men også hvordan vi sikrer en mere smidig og sammenhængende opgavevaretagelse imellem sygehuspsykiatrien i regionerne og socialpsykiatrien i kommunerne. Hvordan sørger vi for, at tilliden til hinandens faglighed bliver så stor, at hvis den ene part foretager en faglig vurdering, så arbejder den anden part ud fra denne i stedet for at underkende den? Der skal kigges på lovgivning – bl.a. psykiatriloven kontra socialloven: Hvordan sikrer vi, at socialpædagoger, der arbejder med psykisk syge mennesker, også får hjemmel til at foretage de fagligt begrundede handlinger, der kræves, såsom tvangsforanstaltninger, medicinering m.m. Der er så rigeligt at tage fat på.
Så opråbet herfra er: Kære forbund og politikere, nu skal det være slut! Vi accepterer ikke, at det er livsfarligt at gå på arbejde for nogle socialpædagoger – vi kræver handling!
Michel Kikkenborg er FTR på psykiatriområdet i Region Hovedstaden og medlem af bestyrelsen i Kreds Storkøbenhavn.
Deltag i debatten
|