icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Psykiatri

En kortsigtet løsning

Fem nye socialpsykiatriske afdelinger – og en styrket voldsforebyggende indsats. Det er essensen i en ny handlingsplan til forebyggelse af vold på botilbud, som partierne bag satspuljen har vedtaget. Socialpædagogerne er både overraskede og skuffede

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 18-2016 /

Lige før efterårsferien landede et bredt flertal af Folketingets partier en aftale om en ny handlingsplan, der skal forebygge vold på socialpsykiatriske botilbud. Det skete efter måneders intens debat, hvor ikke mindst Socialpædagogerne har budt ind med løsningsforslag og konkrete eksempler fra praksis.

– Vi har i tæt samarbejde med både bruger- og pårørendeforeninger, andre fagforbund og fagfolk argumenteret for en langtidsholdbar løsning, hvor man i stedet for at etablere helt nye botilbud bruger ressourcerne på at forbedre de eksisterende tilbud. Derfor er vi også meget overraskede over, at politikerne nu har valgt en anden vej, siger næstformand i Socialpædagogerne, Verne Pedersen.

For helt centralt i den handlingsplan, som alle partier bag satspuljen er blevet enige om, er fem nye specialiserede socialpsykiatriske enheder – én i hver region. I alt afsættes der ca. 276 mio. kr. til at etablere og drive 150 pladser på disse nye afdelinger, der er møntet på en mindre gruppe af udsatte borgere med udadreagerende og uforudsigelig adfærd.

Ifølge handlingsplan kan borgere visiteres til de nye socialpsykiatriske enheder, hvis de vurderes at være til fare for andre, har en svær psykisk lidelse, nedsat funktionsevne eller svære sociale problemer – og har været tvangsindlagt mindst én gang inden for det seneste halve år. Målet med afdelingerne er at tilbyde en intensiv og helhedsorienteret behandlings- og rehabiliteringsindsats under samme tag.

Styrk det, vi har i forvejen

Men selvom formålet med de fem nye socialpsykiatriske afdelinger er at sætte ind over for gruppen af særligt udsatte borgere, er det en helt forkert måde at gøre det på, vurderer Verne Pedersen.

– Det løser ikke problemet. Det flytter blot problemet, at man etablerer nye tilbud. Jeg har så svært ved at forstå, hvorfor man ikke har lyttet til de fagligt funderede anbefalinger og argumenter, som stort set alle fagfolk og patientforeninger er kommet med hele vejen igennem, siger hun.

Og de anbefalinger handler bl.a. om at opgradere og udbygge de allerede eksisterende tilbud.

– Der skal være de tilbud, der er behov for. Psykiatrien skal løftes, så borgerne bliver færdigbehandlet, inden de udskrives – og der skal være let og direkte adgang til misbrugsbehandling og til nødvendige indlæggelser. Samtidig skal man sikre, at der er de nødvendige ressourcer, den rette faglighed og de rigtige fysiske rammer på de kommunale bosteder. Vi ved fra mange af vores medlemmer, at når de faktorer er til stede, så har det en positiv forebyggende effekt på vold og konflikter, siger Verne Pedersen.

Gode forebyggende tiltag

De øvrige tiltag i handlingsplanen hilser Socialpædagogerne velkommen. Der er afsat ca. 124 mio. kr. til en generel voldsforebyggende indsats på de eksisterende tilbud. Pengene skal bl.a. gå til at oprette særlige indsatsteam til forebyggelse af vold på bostederne, tilknytte en fast læge på længerevarende botilbud målrettet borgere med psykiske lidelser og styrke samarbejdet mellem Arbejdstilsynet og Socialtilsynet. Der er også afsat midler til en styrket sundhedsfaglig rådgivning og lettere adgang til psykiatrisk udredning.

– Flere af de tiltag rammer perfekt ned i det, vi har peget på i den nationale handlingsplan mod vold, som vi har lavet sammen med Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd og FOA. Så vi er rigtig glade for, at der også afsættes penge til forebyggelse – til gavn for både vores medlemmer og de borgere, vi arbejder med, siger Verne Pedersen.

Hun tilføjer samtidig, at selvom Socialpædagogerne ikke er begejstrede for det bærende element i handlingsplanen – de nye socialpsykiatriske afdelinger – så er det vigtigt at byde ind med socialpædagogisk faglighed.

– I de her nye tilbud har man jo hele paletten – det socialfaglige, psykiatrien og misbrugsbehandlingen – og det er et felt, hvor mange af vores medlemmer er vant til at arbejde. Derfor vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at præge de nye tilbud og bidrage med vores faglighed.

Tvang er aldrig løsningen

Den nye handlingsplan indeholder ifølge Verne Pedersen en stor udfordring omkring brug af tvang og magt. De nye socialpsykiatriske afdelinger får nemlig beføjelser til indgreb i selvbestemmelsesretten, og det åbner bl.a. op for, at døre og vinduer kan låses på afdelingen, at der kan kontrolleres og åbnes post, at borgernes hjem kan undersøges og borgeren kropsvisiteres – samt at adgang fra besøgende kan begrænses.

– Vi er stærkt bekymrede over, at det her måske vil medføre mere tvang – for tvang er ikke til gavn for disse mennesker, siger Verne Pedersen.

Den holdning bakkes op af både brugere og fagfolk. Fx skriver LAP, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, i en pressemeddelelse, at ‘beslutningen om tvangsindlæggelse på de nye afdelinger tages for et halvt år ad gangen – reelt er der tale om anbringelse på ubestemt tid, noget der normalt kun kan ske via domstolene, hvis man har begået alvorlig, personfarlig kriminalitet’.

Efter den nye plan er det kommunalbestyrelserne, der efter indstilling fra et visitationsudvalg skal kunne beslutte at anbringe personer, der ikke er psykotiske, på de nye særlige afdelinger. Og det bekymrer Dansk Psykiatrisk Selskab. Til Politiken siger formand Torsten Bjørn Jacobsen:

– Man udvider den personkreds, som kan blive omfattet af tvang. Der vil komme flere mennesker i den gryde, og det vil naturligt føre til, at der vil blive anvendt mere tvang. Frihedsberøvelse er en alvorlig ting. Det er en borgerret at kunne bevæge sig frit. Derfor skal det være en ekstraordinær situation, og derfor vil vi gerne fastholde psykiatrilovens bestemmelse om, at man skal være psykotisk for at kunne blive frihedsberøvet.

Samlet set er der afsat 400 mio. kr. til handlingsplanen til forebyggelse af vold på botilbud.


Se hele handlingsplanen på www.kortlink.dk/nrny




Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Psykiatriområdet, Socialpolitik