‘Relationsarbejdet gjorde mig rask’
Investering i det forebyggende arbejde over for sindslidende, færre regler og mere socialpædagogisk støtte – det var nogle af budskaberne på Socialpædagogernes konference om socialpædagogik og psykiatri
Rita på Bornholm har fået et arbejde. Hun er glad. Rita er psykisk syg, og før hun fik arbejde, var hun indlagt omkring fire måneder om året på psykiatrisk afdeling. Men med en støttende hånd fra kontaktpersonen, og et system og en arbejdsplads, som kan magte en medarbejder, hvor der måske skal tages specielle hensyn, så er hendes dag med sygdom blevet skiftet ud med et liv blandt andre. Hun har fået kollegaer og mærker, at hun yder en indsats.
Rita er den gode historie om, at tingene kan lykkes, hvis den psykiske syge får den rigtige socialfaglige støtte til at kunne klare sit liv. Socialpædagogernes formand Benny Andersen fortalte om Rita, da han midt i februar bød godt 350 socialpædagoger og andre fagpersoner, der arbejder med mennesker med psykiske lidelser, velkommen til konferencen ‘Socialpædagogik i psykiatrien’.
Det blev en dag, hvor der blev sat fokus på det forebyggende arbejde med overskrifter som ‘invester før det sker’ og ‘inddrag brugerne noget mere’, så også andre end Rita kan få en chance. Det handler ikke kun om medicinsk behandling. Der skal være nogle til at støtte og hjælpe den psykiske syge med at få hverdagen og livet til at hænge sammen. Hovedingrediensen i den hjælp er socialpædagoger, sagde Benny Andersen.
– I er deres rygge. Ikke som venner, men som stærk socialpædagogisk faglighed, og med jer i ryggen, kan Rita komme på arbejde.
Invester før det sker
Konferencens mål var at få diskuteret, hvad der skal til, for at hjælpen til psykisk syge kan blive endnu bedre. Hvad er barriererne? En af dem er tid.
– Jeg ved godt, at I løber stærkt. Jeg ved godt, hvor presset hele systemet er, at I ønsker jer flere kollegaer og tættere samarbejde med andre fagligheder, sagde Benny Andersen.
Og med det i baghovedet fik et panel lov til at give deres bud på, hvad der skal til for at hjælpe mennesker med psykiske lidelser.
At der er lang vej endnu, før andre kan få det som Rita, kunne Knud Kristensen, formand for Sind, berette om, da han fortalte om en kvinde, der boede på et botilbud. Alt er gået galt med hende, og hun blev politianmeldt for vold mod en medarbejder. Hun er blevet visiteret til et botilbud, som ifølge tilbudsportalen kan klare alle problemstillinger. Hendes problemstillinger – ud over de psykiske lidelser – er misbrug og sociale problemer. Men på botilbuddet får hun ingen hjælp til at tackle sine problemer, og efter voldsepisoden og politianmeldelsen er hun i dag anbragt isoleret i et sommerhus med tre medarbejdere omkring sig døgnet rundt.
– Hvorfor var hun overhovedet placeret med sine komplekse problemer i det botilbud, spørger Knud Kristensen.
– Sagsbehandleren fortalte, at botilbuddet ikke var det rigtige tilbud, men kommunen havde ikke et egnet tilbud til hende, og sagsbehandlerne måtte ikke placere borgere i institutioner uden for kommunen, fortalte Knud Kristensen og nævnte, at den praksis harmonerer dårligt med KL’s egen politik på det område: ‘Invester før det sker’.
For mange ansatte
Liselott Blixt (DF), formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg og 1. viceborgmester i Greve Kommune, er i kommunalpolitiske sammenhænge gået aktivt ind i at lave forebyggende arbejde for unge med psykiske lidelser. Og i den forbindelse hilste hun det velkommen, at forskellige faggrupper kunne arbejde sammen om at give den bedste hjælp.
– Det er godt med tværfaglighed, men vi skal dæleme ikke have flere mennesker. De unge, jeg taler med, fortæller, at de møder 20-30 mennesker, men ingen spørger dem, hvad de kunne tænke sig. Alle taler om, hvad den unge skal. Der bliver talt hen over hovedet på dem, fortalte Liselott Blixt og efterlyste mere forebyggende arbejde med de unge:
– Vi taler hele tiden om medicin og ventelister, men hvis man vender det lidt om og ser på det fra den kommunale vinkel, så er jeg enig i, at hvis kommunerne laver noget forebyggende, så virker det. Det drejer sig om at lave hele indsatser over for det menneske, man hjælper.
Færre regler
Hermed var bolden givet videre til den tredje i panelet, borgmester i Odsherred Kommune og formand for KL’s social- og sundhedsudvalg Thomas Adelskov (A), der kun kunne være enig med Liselott Blixt i, at der var alt for mange mennesker rundt om en ung psykisk syg.
– Det er et fuldtidsjob for det syge menneske at holde alle de offentligt ansatte beskæftiget.
Og så nævnte han i flæng nogle af de mange institutioner, som den syge skal være i kontakt med: Jobcentret for at blive arbejdsmarkedsparat, egen læge, psykiatrisk afdeling og dagpengekontoret. Jobcentret følger et spor, lægen et andet og dagpengekontoret et tredje. Det er Folketinget, som vedtager love, der fastslår, hvordan fx jobcentret skal agere over for en borger.
– Vi mangler en måde til at kunne sætte mennesket i centrum, og at lovgiverne giver os mulighed for at arbejde sammen med borgerne. En sammenhængende indsats handler om at få faglighederne til at spille sammen og få bragt borgeren ind på banen.
Viden og forebyggelse
Så var det Benny Andersens tur som den sidste deltager i panelet. Han og KL er enige om, at det handler om tidlige indsatser.
Benny Andersen pegede på, at det bl.a. handler om tilgængelighed.
– Mennesker skal have mulighed for at blive i miljøet. Tilgængelighed er også at kunne blive i miljøet og komme i kontakt med nogle, der kan hjælpe, før det går galt.
Thomas Adelskov efterlyste mere viden og evidens om den indsats, der bliver ydet.
– Så vi ved, om det er det rigtige, vi foretager os, og så vi bruger pengene der, hvor det giver størst værdi for dem, det handler om.
Også heri var Benny Andersen enig.
– Men mens vi venter på, at vi har viden nok, kan vi bruge den viden, vi allerede har samlet.
Og han henviste bl.a. til at bruge Socialpædagogernes Vidensbank, hvor der er samlet en lang række rapporter om, hvad der virker.
Behov for brobygning
At der på nogle områder allerede er viden nok til at handle, viste en af minikonferencerne, hvor emnet var ‘Psykiatribrugere med misbrug – og socialpædagogernes rolle’.
Leder af Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, Region Hovedstaden, Katrine Schepelern Johansen kunne fortælle, at mennesker med en dobbeltdiagnose falder igennem behandlingssystemet, fordi de fx både har en psykisk lidelse og et misbrug. Ofte er det svært at få placeret et ansvar for behandlingen. Resultatet er, at de tit bliver skubbet frem og tilbage. Psykiatrien vil ikke behandle dem, før de er ude af misbruget, og misbrugsbehandlingen kan ikke komme langt med behandlingen på grund af personens psykiske lidelse. Et andet problem er, at den medicinske faglighed står over for en social faglighed, fortæller Katrine Schepelern Johansen.
– De her mennesker er vant til ikke at blive hørt og ikke at blive set.
Hun underbygger det med et udsagn fra en person med dobbeltdiagnose: ‘Jeg havde brug for, at der kom en sød person og tog hånd om mig på en varm og kærlig måde. En der sagde, at de var vant til at behandle sådan nogen som mig med et misbrug. En der spurgte, hvordan kan vi løse det her sammen’.
– Der er brug for en brobygger, når mennesker med dobbeltdiagnoser skal i behandling. Den store udfordring er at finde ud af under hvilke organisatoriske rammer, den skal udfolde sig, siger Katrine Schepelern Johansen.
Ledelsen skal være med
På det regionale tilbud i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg har de gode erfaringer med at udfolde nye rammer for det socialpædagogiske arbejde, så de unge med psykiske problemer får et bedre tilbud. Alfa og omega i den omstilling har været, at der er fuld opbakning fra ledelsen, også når det gælder om at bygge en ny kultur op, som bl.a. betyder, at medarbejderne har et mere personligt – men ikke privat – forhold til de unge, fortalte socialpædagog Ronnie Sydbøge på en af minikonferencerne.
Udgangspunktet for omstillingen var, at man ønskede at nedbringe og forebygge tvang i afdelingen, og man blev en del af satspuljeprojektet ‘Nedbringelse af tvang i psykiatrien’. Der var i forvejen få magtanvendelser i afdelingen, men man ønskede at nærme sig nul.
– Vi besluttede, at vi ingen tvang ville have, siger Ronnie Sydbøge.
Det er lykkedes, og socialpædagogerne har spillet en central rolle i den omstillingsproces.
Medarbejderne lukkede – i overført betydning – døren ind til tvang og åbnede i stedet den, der fører ind til kreativiteten. Et eksempel er en psykotisk pige, som bliver bragt ind i modtagelsen af Falckreddere, der har opgivet at komme i kontakt med hende. Ronnie Sydbøge vidste, at is kan virke beroligende på psykotiske mennesker. Så han giver hende en skub-op-is. Stille og roligt begynder pigen at smage på den, og efter lidt tid, siger han til hende: ‘Smager det ikke godt med jordbær’. Hun svarer hurtigt tilbage: ‘Det er appelsin’.
– Så var der kontakt, siger Ronnie Sydbøge.
Afdelingen udviklede videre på isen og indrettede et baderum med gode dufte, en cola og masser af omsorg.
– Her kommer man ind, inden man får det rigtig dårligt.
Afdelingen har også cigaretter – kaldet for akutsmøger – som de unge kan få, hvis de ikke selv har nogen med.
– Det giver ingen mening at sige til en vred ung mand, der ikke har cigaretter, at han skal holde op med at ryge.
De arbejder ikke nødvendigvis evidensbaseret, men er enige om at gå ind i det kreative rum med deres faglighed. Det er ikke alt, der lykkes, men så er det forsøgt.
– Vores mantra er, at det er relationsarbejdet, som nedbringer tvangen.
Må godt være personlig
Afdelingen har besluttet, at medarbejderne godt må fortælle noget om sig selv til de unge. Man skal ikke være privat, men personlig – og fagligheden skal være til stede. Når Ronnie Sydbøge fx fortæller en pige, hvis mor er død af kræft, at han har mistet sin kone til kræften, så er hensigten at møde pigen som medmenneske og danne en relation.
– Det betyder, at det er nemmere for mig at hjælpe hende, for det er relationen, der skal bære det videre.
Når man som medarbejder går ind i et konfliktfyldt rum med en af de unge, kan konflikten eskalere, men det modsatte kan også ske. Og det er det sidste, der bliver arbejdet ud fra, selvom det også betyder, at man undertiden kommer til at overskride de gængse rammer.
Ronnie Sydbøge giver et nyt eksempel. En pige skærer i sig selv. Selvom det er meget provokerende at være vidne til, bliver det besluttet, at han ser på, at hun gør det, uden at han forsøger at tale hende fra det. Den faglige begrundelse er, at det måske betyder noget for pigen, at han kan holde ud at være sammen med hende, selv om hun skærer sig. Resultatet er, at hun fra at skære sig tre-fire gange dagligt, skærer sig mindre og mindre.
– Jeg viser hende respekt og omsorg og signalerer, at jeg godt kan holde ud at være sammen med hende. Det betyder ikke, at jeg fagligt synes, det er i orden at skære sig. Men jeg får opbygget en relation til hende og kan langsomt begynde at tale med hende om, hvordan hun får sig arbejdet ud af at skære sig.
Ronnie Sydbøge understreger flere gange i sit oplæg, at det er altafgørende, at der er ledelsesmæssig opbakning til at gå ind i det kreative rum. Ellers er det for hårdt at være til stede i det. Og han siger afslutningsvis:
– Hvis vi arbejder for at gøre patienterne til personer, skal vi også gøre behandlerne til personer.
Hun så mig
At det rykker positivt hos en psykisk syg at møde en behandler, som reagerer og opfører sig personligt, er noget, som Jesper van der Schaft kan skrive under på. Over for konferencedeltagerne fortalte han om, hvordan hans liv tog en drejning, da en medarbejder så ham som menneske og behandlede ham som et medmenneske.
I seks år var han indhyllet i psykiatrien. Som han selv udtrykker det, var han kommet så langt ud på havet, at han ikke kunne bunde, og han kunne heller ikke selv komme op.
Han har oplevet, at han ikke fik den hjælp af sin bostøtte, som han havde brug for, og han har oplevet, at bostøtten politianmeldte ham for psykisk vold. Men heldigvis har han også oplevet at have gode folk omkring sig, som hjalp ham igennem, så han i dag er lidt mere rask end dengang. Han klarer hverdagen, er aktiv og gør gerne noget for andre, selvom han stadig kan have dage, hvor han kun magter at sidde og stirre ud ad vinduet.
– Det er relationsarbejdet, der har gjort mig rask. Det er 10 gange vigtigere end medicin. Det er vigtigt, at I lytter til den psykisk sårbare, og at vi er ligeværdige.
Efter politianmeldelsen kom han videre med hjælp fra en kontaktperson fra et værested for sindslidende, hvor han tidligere var kommet.
– Hun gav mig redskaber, som hjalp mig videre. Fx snakkede hun ordentligt til mig. Andre gange gav hun mig et mentalt spark, så jeg kom videre. Men hun forklarede altid, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde.
Og henvendt til salen giver han dette råd:
– I skal altid forklare, hvorfor I gør som I gør, så skal den psykisk syge, I sidder overfor, nok forstå jer.
Kontaktpersonen lavede regelbrud, fortæller Jesper van der Scharft.
– Hun gav mig sit nummer. Det må hun ikke. Jeg kunne ringe til hende døgnet rundt. Jeg havde brug for det. I begyndelsen ringede jeg måske fire gange i døgnet, senere blev det sjældnere og sjældnere. Jeg fik det bedre og tabte også 30 kg.
I dag er Jesper van der Scharft kommet så langt, at han kan leve med sin sygdom.
Fagligheden og medmenneskelighed
– Jespers historie indfanger på mange måder det, som for mig er vigtigt i arbejdet med mennesker med sindslidelse. Ja, i socialt arbejde med udsatte i det hele taget: at hjælpe folk tilbage til et bedre liv. Et mere tåleligt og mere meningsfuldt liv, hvad det så end er for den enkelte, sagde næstformand hos Socialpædagogerne, Verne Pedersen.
– Socialpædagoger møder mennesket som menneske og så selvfølgelig med al den viden, erfaring og faglighed, man har med i rygsækken. Og så handler det om at være vedholdende og blive ved med at tro på, at det kan lade sige gøre – og skabe håb om, at det kan lade sig gøre.
Og noget tyder på, at der bliver rigelig brug for den socialpædagogiske faglighed i kommunerne, som oplever flere og flere borgere med sindslidelser.
– Det er tydeligt, at det her er et stort og vigtigt område for socialpædagoger, sagde Verne Pedersen.
Læs mere og find materiale fra konferencen på forbundets hjemmeside: www.sl.dk/psykiatri2016
I den trykte udgave af denne artikel var der desværre et par beklagelige fejl i afsnittene efter mellemrubrikken ’Hun så mig’. De er rettet her i den digitale udgave af artiklen. Red.