Søg midler til kompetenceudvikling
Nu kan også regionsansatte socialpædagoger søge om midler til ekstraordinær kompetenceudvikling
Arbejder du på Socialpædagogernes overenskomst i en region? Så kan du måske få glæde af den nye Regionale Kompetencefond, der pr. 1. april yder tilskud til ekstraordinær kompetenceudvikling. Du kan få op til 25.000 kr. om året i støtte til såvel deltagerbetaling som bøger, transport og ophold.
Baggrunden for den nye mulighed er, at der ved overenskomstforhandlingerne i 2015 i alt blev sat omkring fem mio. kr. af til kompetenceudvikling – og nu skal pengene i spil.
Du kan søge støtte til seks forskellige uddannelser – eller moduler på uddannelserne. Det drejer sig om: Diplomuddannelser, masteruddannelser, kandidatuddannelser, meritpædagoguddannelsen samt akademiuddannelser og kommunomuddannelser.
Det er et krav, at der er tale om ekstraordinær kompetenceudvikling, hvilket indebærer, at det ikke må være en uddannelse, som arbejdsgiveren alligevel burde have betalt. Endvidere skal der søges inden, uddannelsen starter.
Hvis du ønsker at få del i kompetenceudviklingsmidlerne, skal du tale med din tillidsrepræsentant og din leder – og på ansøgningen skal der være underskrift fra både dig selv samt din leder og tillidsrepræsentant. Pengene udbetales til arbejdspladsen, der så skal betale uddannelsen mv. Der er ikke krav om, at arbejdsgiveren selv skal betale en del af uddannelsen. Hvis du ikke bliver optaget – eller ikke begynder på uddannelsen – skal pengene betales tilbage.
Læs mere om de specifikke regler – og find vej til ansøgningsskemaet på www.sl.dk/uddannelse.