icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Socialpolitik

Vi skal vide, hvad der virker

Med en ny socialpolitisk redegørelse giver social- og indenrigsministeren et samlet overblik over hele det sociale område – men de kommunale tal mangler, lyder det fra Socialpædagogerne

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 13-2016 /

For første gang lanceres en samlet kortlægning af udgifter, målgrupper og metoder på det sociale område. Målet med den over 250 sider lange socialpolitiske redegørelse, som social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) præsenterede mandag den 20. juni, er at skabe et bedre overblik på det socialpolitiske område – og gøre det lettere at vælge de rigtige metoder.

– Den helt grundlæggende udfordring på hele socialområdet er mangel på en viden om, hvad der egentlig sker for de mennesker, det hele handler om, når der iværksættes en lang række indsatser. Vi kender simpelthen ikke nok til resultaterne, og det er derfor, vi nu laver den her socialpolitiske redegørelse for at få ny viden, siger Karen Ellemann til Altinget.dk.

Ifølge ministeren peger redegørelsen på en række områder, hvor der er brug for mere viden om, hvordan vi bedst muligt hjælper socialt udsatte og mennesker med handicap. Det handler bl.a. om, hvordan man styrker fagligheden for udsatte børn i skolen, hvordan man forebygger, at udsatte børn og unge får psykiske vanskeligheder og andre problemer i det tidlige voksenliv, hvordan vi bedst hjælper socialt udsatte med komplekse problemer – og hvordan handicaprelaterede ydelser indrettes, så flere mennesker med handicap kommer i beskæftigelse.

Ambitiøs og vigtig

Hos Socialpædagogerne kalder formand Benny Andersen redegørelsen for både ambitiøs og vigtig.

– Karen Ellemann har vist, at hun tager området alvorligt. Det er ambitiøst, og det er fremdrift, som vil have en afgørende betydning for alle de udsatte borgere i Danmark, som har brug for hjælp. For hun har netop understreget, at der er et massivt behov for at vide og ikke bare tro, siger Benny Andersen, som dog ærgrer sig over, at arbejdet med kommunale tal ikke er prioriteret i den socialpolitiske redegørelse.

– Det er i kommunerne, udviklingen sker. Og rundt om i landets kommuner gør man tingene meget forskelligt, så derfor giver det ikke nogen mening at tale om et gennemsnitstal nationalt. Man skal kunne spørge: Hvad er det, der gør, at fx Halsnæs Kommune måske lykkes så godt med at få mennesker med handicap i beskæftigelse sammenlignet med Helsingør Kommune? Det er dér, det virkelige potentiale er, lyder det fra Benny Andersen.

Den socialpolitiske redegørelse er en del af opfølgningen på regeringens ‘10 mål for social mobilitet’, der blev offentliggjort i maj. Fremover vil redegørelsen udkomme hvert år, og den skal understøtte en faktuelt baseret drøftelse af, hvordan indsatsen over for udsatte borgere kan styrkes.


Læs den socialpolitiske redegørelse via www.kortlink.dk/mht4

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik