Den socialpædagogiske kerne
Vi skal opbygge konkrete færdigheder og viden og trække på det, andre fagligheder ved og kan, men indarbejde det i relationsarbejdet på en måde, så det er det relationelle fokus, der styrer den socialpædagogiske indsats
I en tid, hvor dokumentationskravet er voldsomt stigende, hvor der stilles krav om bevidste metodevalg, gerne baseret på evidens, hvor økonomien strammer til, og hvor den sundhedsfaglige begrebsverden i stigende grad udfordrer den pædagogiske faglighed, er det nødvendigt at huske os selv og vores omverden på, hvad den socialpædagogiske kerne egentlig er. Hvad er det, socialpædagoger kan, som andre fagligheder ikke kan?
På et kursus for nylig skulle vi i et gruppearbejde drøfte en borger og det tilbud, han modtager. Borgerens kontaktpædagog sagde som indledning, i et behjælpeligt forsøg på at skabe en fælles forståelse af borgerens situation:
– Hvis I lige skal vide lidt om ham, er der tale om en skade i frontallappen.
Bemærkningen, der på ingen måde er enestående i den hverdag, jeg færdes i, ser jeg som et udtryk for, i hvor høj grad den sundhedsfaglige og naturvidenskabelige diskurs efterhånden dominerer også i pædagogiske miljøer. Det er uden tvivl rigtigt, at borgeren har en sådan skade, men er det virkelig skaden, der beskriver ham som menneske og fastlægger, hvilken pædagogisk tilgang vi skal have til ham?
I andre sammenhænge hører jeg om nødvendigheden af neuropædagogiske screeninger, så vi kan fastslå borgerens udviklingsalder eller lokalisere de begrænsninger, en hjerneskade giver, og derudfra tilrettelægge de adækvate handlinger. Den slags screeninger og andre udredninger giver os relevant, brugbar og vigtig viden, men det er ikke screeningerne i sig selv, der kan fastlægge pædagogikken. Screeningerne er hjælpeværktøjer, men jeg oplever, at de efterhånden indtager status af pædagogiske facitlister.
Det pædagogiske felt er ligeledes udfordret af en generel mål/middeltankegang, hvor vi presses ind i forsimplede årsags/virkningssammenhænge. De præskriptive og kausale tankegange dominerer, og de risikerer, hvis vi ikke er opmærksomme, at undergrave dét, socialpædagogikken egentlig handler om.
Socialpædagogik er ikke naturvidenskab, men derimod i sin kerne en etisk disciplin. Socialpædagogen søger igennem relationsarbejde at understøtte borgerens mulighed for et selvstændigt og meningsfuldt liv. Det etiske fokus er afgørende, da borgerens selvstændighed næsten altid kun kan opnås gennem midlertidige eller varige, asymmetriske afhængighedsrelationer.
Relationsarbejdet
Socialpædagogikkens kerne er relationsarbejde. På Søndervang, der er et beskæftigelses-, aktivitets- og samværstilbud i Sønderborg Kommune, er det første man ser, når man træder ind, en hvid halvmur, hvor der med store, sorte bogstaver står: ‘Livskvalitet gennem relationer’. Udsagnet er Søndervangs motto, men udtrykker samtidig meget præcist det, socialpædagogik efter min opfattelse handler om, uanset hvilken målgruppe vi har med at gøre.
Udsagnet er simpelt, men indebærer samtidig en kolossal kompleksitet, når det foldes ud. Relationsarbejde opererer på mindst fire relationsniveauer i de direkte borgerrettede indsatser:
Relationen til sig selv
For et menneske med meget betydelige funktionsnedsættelser handler relationen til sig selv om overhovedet at have en oplevelse af sig selv som et individ. At være en bevidsthed i en selvstændig krop.
For andre handler det om at have en oplevelse af sig selv som et menneske med en egenværdi. At være noget unikt i kraft af sig selv, at være et menneske med rettigheder, at have egne drømme og mål, at have en stemme i verden. Nogle gange om at hvile i sig selv – at kunne mærke sine egne behov og følelser.
Relationen til andre
Det er i samspillet med andre, at vi bliver til som mennesker. Det er kvaliteten af de relationer, vi indgår i, som definerer os som individer, og det er de modsvar, vi får af andre på vore handlinger, og den måde, vi svarer på andres, der fortløbende skaber social mening. Vi er dermed hinandens forudsætninger. Relationen til andre som socialpædagogisk fokus handler både om kvaliteten af de relationer, der opbygges mellem medarbejdere og borgere, og om de relationer borgerne med støtte kan opbygge til deres nærmeste netværk og hinanden.
Relationen til det skabende
Mennesket har et iboende behov for at skabe. Et behov for at være medskaber af værdier, hvad enten disse er af produktiv eller kreativ karakter, eller nogen gange blot et behov for at skabe konkrete, fysiske forandringer i sin omverden. En sund relation til det skabende er identitetsudviklende. Vi skaber noget i verden, som ikke var der tidligere, og det skabte udvikles samtidig i os selv, som noget vi nu er og kan. Det kan handle om kunst, men også om at tage opvasken, at deltage i et arbejde, at bygge med Lego, at flytte et møbel osv.
Relationen til omgivelserne
Relationen til omgivelserne handler om reelt at være og at opleve sig inkluderet i samfundet som et ligeværdigt medlem. En medborger med rettigheder og forpligtigelser som alle andre, og hvor deltagelse er det essentielle.
De fire relationsniveauer hænger sammen og overlapper hinanden. Arbejdet på et niveau medfører forandringer og udviklingsmuligheder på de øvrige.
Relationsbegrebet er mangetydigt, og hvert enkelt niveau kræver særlige færdigheder og viden af pædagogen for, at den socialpædagogiske praksis kan udfolde sig hensigtsmæssigt. Der er en række hjælpediscipliner, pædagogen kan trække på, og andre fagligheder vi må samarbejde med. Men primært handler relationsarbejde om at kunne udøve anerkendelse og dømmekraft og om evnen til at være autentisk tilstede i nuet.
Den særlige pædagogiske faglighed er dermed dels at kunne tilrettelægge relationsforløb ud fra faglige og etiske overvejelser, men først og fremmest at kunne aflæse nuets muligheder for udviklende relationsarbejde og krav til anerkendende handling – baseret på solid faglig viden om tilknytningsteorier, kommunikation, udviklingsstadier, socialisering, motorik, sanseintegration osv. Dermed indebærer det særligt socialpædagogiske en udfordring af de præskriptive og kausale kontekster, der er en uomgængelig og også nødvendig del af det offentlige system.
Udfordringen
Den socialpædagogiske kerne er relationsarbejde, men vi udlever den ikke frigjort fra de samfundsmæssige krav og forventninger, der generelt stilles til offentlig virksomhed. Der skal være styr på ressourcerne, og indsatsernes effekter skal kunne dokumenteres.
Som pædagoger inden for det socialpædagogiske felt skal vi derfor stille os åbne og konstruktive over for de brydninger og dilemmaer, der opstår i sammenstødene mellem faglige, økonomiske, politiske og generelle samfundsmæssige dagsordner. Samtidig er der ingen opgaver inden for det offentlige, der kan løses monofagligt. I ethvert forløb, vi indgår i, er der andre fagpersoner involveret med deres særlige fagsprog, viden, kunnen, mål osv.
Ud over de fire relationsniveauer i det direkte borgerrettede arbejde skal pædagogerne dermed yderligere mestre den åbne tilgang til kontekstuelle brydninger – samt evnen til relationel koordinering imellem forskellige fagligheder.
Kernen
Samlet set består den socialpædagogiske kerne af mindst fire niveauer af relationsarbejde i de direkte borgerrettede forløb, der igen indlejres i pædagogens evne til relationel koordinering samt evnen til at møde kontekstuelle brydninger konstruktivt, kreativt og åbent.
Vi skal opbygge konkrete færdigheder og viden og trække på det, andre fagligheder ved og kan, men i den faglige tilgang skal vi indarbejde dette i relationsarbejdet på en sådan måde, at det er det relationelle fokus, og ikke det enkelte værktøj eller andre discipliner, der styrer den socialpædagogiske indsats.
Dette udgør det særlige, som socialpædagogikken bør byde ind med – som den særlige faglighed i mødet med omgivelserne og de diskurser, der ellers opleves udfordrende og nogle gange direkte invaderende.
Relationsarbejdet er efter min opfattelse det socialpædagogiske dna, som vi med stolthed og selvfølelse skal fremvise for andre i det daglige samarbejde.
Peter Westergaard Sørensen er områdeleder for det beskyttede beskæftigelse og samværs- og aktivitetstilbud på handicapområdet i Sønderborg Kommune.