icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Samskabelse – når den er mest samskabende

I vores ‘Socialpædagogerne i fremtiden’-projekt i Kreds Østjylland udpegede vi 30 medlemmer til at være ambassadører og lod dem definere projektets nærmere indhold – det blev en rigtig god oplevelse for alle parter

  • Af Gert Landergren Due, formand, Kreds Østjylland
  • 18-2016 /

’Der er rigtig dejligt, at nogen fra fagforeningen tænker, at jeg kan bidrage med noget fagligt ind i et stort projekt som ‘Socialpædagogerne i fremtiden’. Det havde jeg slet ikke forestillet mig, men det gør mig både glad og stolt.’

‘Jeg var holdt op med at føle mig som socialpædagog. Når andre spurgte, så sagde jeg bare, at jeg var familiebehandler. Men efter at jeg har været udpeget som ambassadør, så har jeg fået min faglige identitet tilbage. Og nu er jeg stolt af at sige, at jeg er socialpædagog.’

‘Vi kom. Vi så. Vi sejrede – og så gik vi igen.’

Det er et udpluk af citater fra evalueringen af vores projekt ‘Socialpædagogerne i fremtiden’ i Kreds Østjylland. Det er meget bekræftende at høre, hvordan ambassadørerne har oplevet at blive inviteret ind i vores maskinrum og være med til at definere og indholdsbestemme, hvordan vi som kreds kunne inddrage medlemmerne mere aktivt i diskussionen om socialpædagogikken i fremtiden. Det kom der en spændende, innovativt og lærerig proces ud af.

I projektets styregruppe havde vi valgt at lave en inddragende proces, hvor 30 medlemmer blev inviteret til at være ambassadører for projektet. De skulle være hovedaktørerne i udviklingen af de to medlemskonferencer, som var grundpillerne i projektet. Desuden afholdt vi en lederkonference, hvor bestyrelsen for leder/mellemledersektionen var ambassadører og medudviklere af konferencens form og indhold.

Målet med denne inddragelsesproces var at udvikle:

  • Et samskabende projekt, hvor medlemmerne blev inviteret til at få reel indflydelse på, hvordan vi som kreds skulle udmønte projektet.
  • En større samhørighed mellem kredsen og medlemmerne – for dermed at gøre Socialpædagogerne Østjylland til en endnu mere attraktiv fagforening at være medlem af.
  • En konstruktiv dialog med kommunernes og regionens beslutningstagere om socialpædagogikkens rolle i udviklingen af fremtidens velfærdssamfund.

Evalueringen af projektet viser, at ambassadørerne i høj grad føler sig inddraget, lyttet til og har fået reel indflydelse på processen.

Vi har i projektet været i direkte kontakt med otte pct. af vores medlemmer. Vi har sammen med ambassadørerne holdt dialogmøder i otte kommuner. Det viser, at vi fik bredt projektet ud til medlemmer, som vi traditionelt ikke er direkte i kontakt med. Det var vores målsætning fra starten og vi kan nu se, at det er vi lykkedes med. 

Metodeudvikling

Når vi nu ser tilbage på forløbet, kan vi se nogle tendenser og strategier i den måde, vi har arbejdet med medlemsinddragelse på, som kan bidrage til udvikling af en ny metode til at lave en fair og reel samskabelse, som vi vil arbejde videre med i kredsen.

Vores projekt har bestået af tre metodiske elementer, som er indgået i et dynamisk samspil med hinanden:

Medinddragelsen har handlet om, at vi har ønsket at reintegrere medlemsgruppen ved, at vi har inviteret dem ind i et fællesskab, hvor vi har bragt deres viden, erfaringer og faglighed ind i vores arbejde. Samtidig har vi givet dem mulighed for at sætte deres faglighed i spil på en ny måde, som ambassadørerne har oplevet som meget spændende og bekræftende.

På den måde har der været en tovejskommunikation i projektet, der har skabt fælles gensidighed, tilknytning og samhørighed. Vi er kommet tættere på medlemmerne – og de er kommet tættere på os.

Procesudviklingen har været karakteriseret af, at styregruppen på forhånd har defineret det overordnede mål med projektet og formuleret nogle klare rammer og en tydelig rollefordeling mellem styregruppen, fagpersoner og ambassadører. Konkret betyder det, at vi havde defineret, at der skulle være tre medlemskonferencer og en efterfølgende implementeringsproces samt en let tilgængelig formidling af forløbet ud til medlemmerne.

Men vi havde lagt det ud til ambassadørerne at definere form og indhold af konferencerne. Det har betydet, at de tre konferencer blev meget forskellige i deres form og indhold, men alle understøttede de det overordnede formål med projektet. Det har virket meget motiverende for ambassadørerne, der giver udtryk for, at de reelt er blevet medinddraget og har været medspillere i en samskabende proces. 

Kommunikationen har også været en vigtig del af metodeudviklingen. Fra starten var vi meget optaget af, hvordan vi kunne formidle indhold og resultater af konferencerne til medlemmerne og de kommunale beslutningstagere, så formidlingen har understøttet vores mål om at skabe større samhørighed med medlemmerne og tydelig dialog med de kommunale beslutningstagere. 

Derfor valgte vi en meget modtagerorienteret tilgang til kommunikationen, hvor vi har udarbejdet en kortfattet pjece og lavet en to-tre minutters animationsfilm fra hver af konferencerne. Dette materiale har vi efterfølgende formidlet til medlemmerne og brugt i vores implementeringsstrategi i forhold til de kommunale beslutningstagere. I evalueringen af projektet gav ambassadørerne udtryk for, at de var glade for det kortfattede og målrettede materiale, som de kan bruge i den videre dialog med kollegaerne ude på arbejdspladserne.

Slip definitionsretten

Når vi skal se på hvilken lære, vi har kunnet drage af vores projekt ‘Socialpædagogerne i fremtiden’, så vil jeg fremhæve den måde, vi har arbejdet med medlemsinddragelse og samskabelse på.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg på forhånd var lidt nervøs for, om vi nu også kunne styre projektet i den retning, vi gerne ville, når vi lagde en stor del af opgaven med at indholdsdefinere projektet ud til medlemmerne. Det havde vi ikke prøvet før. Men på den anden side var vi også meget optaget af, hvordan vi kunne sætte en proces sammen, hvor vi reintegrerer medlemmerne og bringer deres faglighed ind i vores arbejde. Og det kunne vi kun gøre, hvis vi lavede en proces, hvor de fik mulighed for at få reel indflydelse på forløbet. Som én af ambassadørerne sagde til evalueringen:

‘Det har været fantastisk at være med i et projekt, hvor man som almindelig medlem har fået helt reel indflydelse på både processen og produktet. Vi fik ikke presset noget ned over hovedet. I stedet fik vi mulighed for at bruge vores faglige viden og kreativitet. Det var vildt spændende og berigende.’

Samskabelse handler om at slippe definitionsretten og invitere medlemmerne til at være med til at skabe projektet med deres ideer, kreativitet og fantasi. Det er netop i den samskabende proces, at der sker noget nyt og anderledes. Som forfatter og konsulent Nis Grønager Madsen siger (i sin bog ‘Plads til deltagelse – en introduktion til kommunal samskabelse’, Trykværket, 2015):

‘Ved at spørge opgiver du definitionsretten, og du giver mulighed for andre svar end dem, du på forhånd har løsninger til.’

Men det er vigtigt at pointere, at frisætningen af definitionsretten ikke betyder, at man slipper styringen af projektet. Tværtimod. Styregruppens klare og tydelige rammesætning har været helt afgørende for, at projektet har fået den retning, vi overordnet set ønskede, at det skulle have. 

Engagement og begejstring

Vores erfaring er, at når vi inddrager medlemmerne og inviterer dem ind i en samskabende proces, hvor de føler sig hørt, set og lyttet til – så kan vi være med til at skabe engagement, begejstring og god energi hos medlemmerne. Det har vi i hvert fald oplevet med vores ambassadører. Som én af dem siger i evalueringen:

‘Det har været fantastisk at være med til at tegne et billede af fremtidens socialpædagogik. Jeg har virkelig fået en helt ny forståelse af, hvad vi som socialpædagoger har at byde ind med, når vi bliver spurgt. Det har været vildt inspirerende – og så har forløbet også givet mig en helt anden oplevelse af min fagforening.’

Vores konklusion er, at det her projekt har været samskabelse, når den er mest samskabende. Og det koncept vil vi arbejde videre med i vores kommende projekter, for det, vi laver, skal give mening for medlemmerne – ellers giver det ingen mening, at vi er her.


Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Synspunkt