icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tidlig indsats

Flere får støtte til at mestre eget liv

Antallet af borgere, der tildeles socialpædagogisk støtte i eget hjem, er ifølge en KL-analyse steget med 72 pct. de seneste seks år. Det ser Socialpædagogerne som et tegn på, at kommunerne har taget ‘invester, før det sker’-tilgangen til sig

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 20-2016 /

Mere end 41.000 borgere blev sidste år visiteret til socialpædagogisk støtte i eget hjem, viser en analyse fra KL. Det handler om borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, som har brug for hjælp til at få struktur på hverdagen, så de bedre er i stand til at mestre eget liv.

I forhold til 2009 er der tale om en stigning på 72 pct., viser analysen, der også slår fast, at det primært er socialpædagoger, der står for støtten. Tallene er baseret på indberetninger fra 34 kommuner, opregnet til landsgennemsnit, hvilket betyder en vis datausikkerhed.

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, er alligevel overrasket over, at stigningen er så markant, ikke mindst i en tid, hvor man mest hører om kommunale nedskæringer.

– Det kan jo være svært at opgøre, men vi kan i hvert fald genkende, at flere mennesker har et stigende behov for socialpædagogisk støtte til at komme igennem en hverdag. Det gælder ikke mindst de unge, som ofte har brug for en individuel og faglig kompetent indsats så tidligt som muligt i deres liv, så de får muligeden for at komme videre med fx en uddannelse eller et arbejde, siger Benny Andersen.

KL’s undersøgelse viser da også, at andelen af modtagere af socialpædagogisk støtte, som er unge under 30 år, i perioden er steget fra 22 til 27 pct.

Invester, før det sker

I takt med, at flere borgere modtager socialpædagogisk støtte, er kommunernes udgifter ifølge KL-analysen steget voldsomt. I 2012 brugte kommunerne tilsammen 3,3 mia. kr. til socialpædagogisk støtte, mens beløbet i 2015 var steget til 5,8 mia. kr. Tal, der igen er baseret på indberetninger fra 34 kommuner. Den tendens bekymrer formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, Thomas Adelskov (S). Til KL’s nyhedsbrev Momentum udtaler han:

– Det her er et eksempel på den voldsomme udvikling, vi ser flere steder på socialområdet i kommunerne. Vi ser bl.a. en stigende sårbarhed blandt unge, og udviklingen betyder, at kommunerne er ekstremt pressede på det her område.

Men udviklingen viser netop, at kommunerne i stigende grad lever op til den vision, ‘Invester, før det sker’, som KL lancerede for et par år siden lyder det fra Benny Andersen.

– Jeg synes bestemt ikke, at KL skal være kede af det – for tallene bekræfter jo, at de handler ud fra den tilgang, at man skal sætte ind så tidligt som muligt over for samfundets udsatte. Jeg ser udviklingen som et udtryk for, at man ude i kommunerne anerkender, at man med den rette faglighed og en tidlig målrettet indsats kan hjælpe denne gruppe borgere til i højere grad at kunne klare sig selv i livet, siger han.

Det viser KL's analyse

  • Antallet af borgere, der modtager socialpædagogisk støtte efter § 85, er steget fra 24.186 borgere i 2009 til 41.651 borgere i 2015 – svarende til en stigning på 72 pct.
  • Gennemsnitsalderen for modtagere af socialpædagogisk støtte er 41 år, og to tredjedele er på førtidspension.
  • En tredjedel har også kontakt til hospitalspsykiatrien, og blandt dem er skizofreni, depression og misbrugslidelser de mest udbredte.
  • Andelen af modtagere af socialpædagogisk støtte, som er unge under 30 år, er steget fra 22 til 27 pct. i perioden.
  • Analysen er baseret på indberetninger fra 34 kommuner, opregnet til landsplan.

Kilde: Momentum 21/2016.


Godt for borger og samfund

Også professor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, Kjeld Høgsbro, påpeger, at stigningen i omfanget af socialpædagogisk støtte kan hænge sammen med, at kommunerne i dag har et større fokus på rehabilitering.

– Tallene kan afspejle, at den politiske ledelse i mange kommuner siger, at de vil satse mere på målrettet rehabilitering end på aktivitetstilbud. Ambitionen er at give folk så gode muligheder som muligt for at gøre sig fri af offentlig hjælp og forøge deres chancer for at få et arbejde, siger han til Momentum.

Og det er netop kernen i den tilgang, Socialpædagogerne arbejder ud fra. At give konkrete individuelle tilgange til den enkelte borger, så vedkommende får et godt liv med selvhjulpenhed og selvforsørgelse.

– Hvis vi med socialpædagogisk støtte kan hjælpe en ung til at tage en uddannelse fremfor at ende på overførselsindkomst. Hvis vi med en konkret indsats kan ændre en kvindes liv, så hun fx ikke er indlagt på psykiatrisk afdeling i fire måneder men kun tre uger om året. Eller hvis vi kan være med til at skaffe en udviklingshæmmet borger et job i Bilka eller på Travbanen i Aalborg – så er det en rigtig god investering både for borgeren og for samfundsøkonomien, siger Benny Andersen, som mener, at man i endnu højere grad skal se individuelt på indsatsen til den enkelte borger.

– I disse år er socialpædagoger over hele landet med til at udvikle nye former for støtte, hvor indsatsen i høj grad baseres på den enkelte borgers hverdag, fritidsliv og arbejdsliv. Det er det, vi er så gode til – at give konkrete individuelle tilgange, der matcher den enkelte borgers behov. Og vi bidrager meget gerne til fortsat at styrke udviklingen med tidlige indsatser ude i kommunerne.


Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik