icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tilbageblik

Faglig debat på facebook

Også i år har der været en heftig, faglig debat i Socialpædagogens facebookgruppe. Hvilket emne tror du, der blev diskuteret mest?

  • Af Maria Rørbæk
  • 01-2016 /

I kommunikationsbranchen plejer man at sige, at der kun er to emner, der for alvor kan engagere folk på internettet, nemlig dyr og sex. Når man ser tilbage på diskussionen i fagbladet Socialpædagogens facebookgruppe, er det en sandhed med modifikationer. Godt nok handler det tredje mest debatterede emne om sex, idet der i alt er kommet 101 indlæg i en tråd om etiske dilemmaer i forhold til prostitution og mennesker med handicap – men de to mest debatterede emner er henholdsvis magtanvendelse med lidt over 100 indlæg fordelt i flere tråde og afstemningen om overenskomsten, der alene i en enkelt tråd er blevet debatteret i 183 indlæg.

Her lød oplægget til debat: ‘Har du stemt om overenskomsten? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvad tror du, der skal til for at få flere til at stemme?’.

Og det var især spørgsmålet om familieplejernes manglende overenskomst, der fik folk til tasterne. For hvad skal der til, for at familieplejerne kan få en overenskomst, når KL er imod? Og er det rimeligt, at familieplejerne skal være med til at stemme om overenskomsten, når de ikke er omfattet?

Men også spørgsmål om de studerendes vilkår og de nye arbejdstidsregler blev debatteret – ligesom der fra Tanja Grønbæk Nielsen kom et konkret eksempel på, hvad der har fået hende til at stemme:

– En af hovedgrundene er min fællestillidsrepræsentants lokale aktiviteter. Hun gør det nærværende for mig og giver mig mulighed for tæt på-information både fra hende selv og på informations/debatmøde.

Faglige dilemmaer

Ud over de tre topscorere blev der også debatteret en helt masse andet i facebookgruppen. Både i debatter, som redaktionen satte i gang med udgangspunkt i bladets artikler og i debatter, der blev startet på deltagernes initiativ. Heraf var der en del erfaringsudveksling med udgangspunkt i konkrete udfordringer fra dagliglivet på arbejdspladsen – som fx en debat om, hvorvidt det er etisk forsvarligt at give to mennesker med funktionsnedsættelser mad på samme tid. Der blev også efterspurgt helt konkret viden som fx input om brug af en babysimulator.

Endvidere viser gennemgangen af årets facebookaktivitet, at de studerende ofte bruger gruppen til at stille spørgsmål i forbindelse med opgaver – ligesom redaktionen efterspørger cases og ideer til artikler. Eksempelvis spurgte vi i starten af det nye år, hvad facebookdeltagerne syntes, at vi skulle skrive om – og her blev emnet socialpædagoger med PTSD foreslået. Et emne, der førte til ikke mindre end tre temanumre om emnet, hvoraf flere cases netop meldte sig gennem facebook.

Der er omkring 7.000 medlemmer af Socialpædagogens facebookgruppe.

Diskuter på facebook: Hvad skal vi skrive om i 2016?



I dette nummer kigger vi tilbage på Socialpædagogen i 2015 – men hvad bør redaktionen tage fat på i 2016? Hvad vil du allerhelst læse om? 

Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook

 


 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse