Skræddersyet forløb skaber job
Det virker, når man kombinerer teori og praktikforløb for dimittender. Det viser evalueringen af de fire traineeforløb, som Socialpædagogerne har gennemført i efteråret 2015
Mere end tre ud af fire deltagere har fundet arbejde undervejs – og arbejdspladserne har været positive over for muligheden for at få uddannede socialpædagoger med stor faglig indsigt i praktik. Sådan lyder to af de overordnede konklusioner på det traineeforløb for dimittender, som Socialpædagogerne har gennemført i henholdsvis København, Odense, Aarhus og Aalborg – og som Socialpædagogen har fulgt hen over efteråret (se Socialpædagogen nr. 22/2015).
– Vi betragter det som en stor succes. Deltagerne har givet udtryk for, at forløbet har været med til at forbedre deres jobmuligheder inden for området, og ud af de 19, som oprindelig var tilmeldt i København, er 14 kommet i arbejde – enten via praktikstedet eller andetsteds. To fik job, inden vi startede, mens tre har meldt fra undervejs, siger jobkonsulent Nina Jensen fra Socialpædagogernes a-kasse.
En af de arbejdspladser i Kreds Storkøbenhavn, der har haft en praktikant ude i otte uger, er Ungecenter Porten i Hvidovre – og her er institutionsleder Rene Jacobsen glad for den måde, forløbet har været skruet sammen på med først tre ugers teoretisk undervisning efterfulgt af otte ugers praktik.
– På vores område, specialområdet, er det desværre sådan, at vi helst vil ansætte folk, der er 20 år gamle men har 40 års erfaring. Og det gør det svært for nyuddannede at få chancen. Derfor er forløbet her en oplagt mulighed for at få en fod inden for på arbejdspladsen. Og vi har tydeligt kunne mærke, at den teoretiske undervisning før selve praktiktiden har klædt de unge godt på rent fagligt, siger han og tilføjer, at praktikanten på Porten i første omgang er blevet tilbudt en tidsbegrænset stilling.
– Men på døgnområdet er der løbende udskiftning, og i og med, at vi har haft et rigtig positivt forløb med praktikanten – og at hun virkelig har gjort et godt indtryk – så er hun allerede nået meget langt.
Vi gør det gerne igen
I København og i Odense har det overordnede emne for forløbet været udsatte børn og unge, mens man i Aarhus og Aalborg har valgt at fokusere målrettet på neuropædagogik. Her har deltagerne gennemført et regulært fagmodul – og også her har man opnået rigtig gode resultater.
– I Kreds Østjylland har vi haft 16 igennem forløbet, og de 12 af dem har fået fast arbejde, siger faglig sekretær Jan Leth Nielsen.
Han fremhæver kombinationen af et fagligt løft og muligheden for at afprøve teorien i praksis som nøglen til, at de nye skræddersyede forløb skaber så mange jobmuligheder.
– Den tilbagemelding, vi har fået fra de involverede arbejdspladser, er, at praktikanterne har beriget fagligheden og bidraget med nye vinkler på det daglige arbejde. Dimittenderne kommer med en solid faglig baggrund, og der er ingen tvivl om, at hvis Socialpædagogerne ønsker at gentage succesen, så er både vi i kredsen og arbejdspladserne klar til at tage en omgang mere, lyder det fra Jan Leth Nielsen.
I Kreds Lillebælt afsluttes traineeforløbet først i midten af januar – og i Kreds Nordjylland, hvor 13 dimittender har gennemført forløbet, er ni af dem i arbejde, mens fire afventer jobafklaring.