icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tvangsbehandling

Lovændring på vej

Institut for Menneskerettigheder anbefaler en lovændring, så det i visse situationer bliver tilladt at tvangsbehandle fx mennesker med udviklingshæmning. Sundhedsministeren bebuder, at et lovforslag er på trapperne

  • Af Maria Rørbæk
  • 16-2016 /

Hvis et udviklingshæmmet menneske stritter imod, når der fx skal tages en blodprøve, er det i dag ikke tilladt at gennemføre behandlingen – medmindre, der er tale om en akut livstruende situation. Men det skal der laves om på, anbefaler Institut for Menneskerettigheder, der i en ny rapport anbefaler en lovændring, så såkaldt varigt inhabile personer kan behandles med tvang for somatiske sygdomme. Altså sygdomme, der ikke er omfattet af psykiatriloven, som i forvejen åbner op for tvangsbehandling.

Til Kristeligt Dagblad siger specialkonsulent Signe Stensgaard, der har været med til at lave rapporten:

– Det er ikke nogen let anbefaling at komme med, men det drejer sig om mennesker, som ikke selv har mulighed for at forstå nødvendigheden af en given behandling, og som eksempelvis kan have stærke smerter. Som lovgivningen er nu, risikerer de at blive endnu dårligere og at blive sat i uværdige situationer, fordi de ikke får den nødvendige hjælp.

Spørgsmålet om tvangsbehandling har i årevis været til diskussion, bl.a. i nærværende fagblad, og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har tidligere sagt, at hun vil arbejde på en lovændring. I en mail til Kristeligt Dagblad skriver hun:

– Vi er nu ved at lægge sidste hånd på et lovforslag, som jeg vil drøfte med de øvrige partier på Christiansborg, og jeg håber, at vi i fællesskab kan nå til enighed om nye regler. Det handler om at finde den rette balance mellem den enkeltes selvbestemmelsesret og personalets mulighed for at drage omsorg for syge mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv.

Pres fra forbundet

Socialpædagogerne har sammen med en række andre organisationer i årevis presset på for en lovændring, så tvang i visse situationer bliver tilladt. For Socialpædagogerne er det dog vigtigt, at tvang kun bruges, når der ikke er andre muligheder, og næstformand Marie Sonne siger:

– Etikken skal i højsædet, og det er vigtigt, at den socialpædagogiske faglighed kommer i spil, så man hele tiden tænker i alternativer til tvang. Tvang skal altid være den sidste udvej.

Samme pointe understreges af Institut for Menneskerettigheder, hvor specialkonsulent Signe Steensgaard siger:

– Det er helt afgørende, at en eventuel lovændring følges op af initiativer, der skal forebygge de situationer, hvor det bliver nødvendigt at bruge tvang. Og det også vigtigt, at der bliver holdt øje med den nye praksis for at mindske risikoen for utilsigtet anvendelse af tvang.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Voksenhandicap­området