icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Udviklingsprojekt

Flygtningebørn skal bo i plejefamilier

Roskilde Kommune er i samarbejde med flere andre aktører ved at udvikle et nyt koncept, hvor uledsagede flygtningebørn skal bo i plejefamilier. Der har været overraskende stor interesse for at blive familieplejer

  • Af Maria Rørbæk
  • 03-2016 /

Mere end 30 familier har tilkendegivet, at de gerne vil åbne deres hjem og være plejefamilie for et uledsaget flygtningebarn. Det fortæller projektleder Jakob Rudbeck fra Roskilde Kommune, der står i spidsen for et udviklingsprojekt, hvor uledsagede flygtningebørn og -unge skal anbringes i familiepleje som alternativ til fx et botilbud.

– Vi er stadig i opstartsfasen, og vi skal have udviklet selve konceptet – men vi regner med, at de første uledsagede flygtningebørn kan flytte i plejefamilie til foråret, siger han.

Der er også andre kommuner, som allerede i dag har anbragt uledsagede flygtningebørn i familiepleje, men det nye er, at Roskilde Kommune vil udvikle et egentligt koncept for anbringelsen i familiepleje.

– Ud over den generelle godkendelse og uddannelse til kommende plejefamilier ønsker vi at bygge oven på, så der sker en kompetenceudvikling i forhold til netop opgaven med at tage sig af et uledsaget flygtningebarn. Her vil vi primært have fokus på to temaer: Kulturmøde og traumer, siger Jakob Rudbeck.

En positiv forskel

Ud over kompetenceudviklingen skal konceptet også indeholde en række støtteforanstaltninger, så familieplejerne følges tættere end andre familieplejere – og fx får mere supervision. Projektet er nu i rekrutteringsfasen, og det er gået over al forventning.

– I andre sammenhænge kan det være svært at rekruttere plejefamilier, men i dette tilfælde har interessen været overraskende stor – så stor, at vi er nødt til at henvise de familier, der bor uden for Roskilde, til deres respektive regioner, for vi vil gerne have plejefamilier tæt på, siger Jakob Rudbeck.

Han vurderer umiddelbart, at den store interesse hænger sammen med den megen omtale af flygtningesituationen i medierne.

– Det er i hvert fald det, vi hører fra familierne: At de gerne vil gøre en positiv forskel, og flere siger, at de har søgt efter et sted, hvor de kunne hjælpe til i forhold til flygtningesituationen.

Det er socialtilsynet, der skal godkende familieplejerne, og det er endnu uvist præcis hvor mange, der bliver brug for – det afhænger bl.a. af antallet af uledsagede flygtningebørn, der skal modtages i Roskilde. Endvidere bliver familiepleje kun ét blandt flere tilbud til uledsagede flygtningebørn, så tilbuddet kan tilpasses den enkelte.

Projektet bliver gennemført i samarbejde med Røde Kors, University College Sjælland, Professionshøjskolen UCC og Udlændingestyrelsen og modtager støtte fra Velux Fonden.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familiepleje, Etniske minoriteter