Jamen, vi skal være paranoide
Sikkerhed er fundamentet for al behandling på Visslan – et svensk behandlingshjem for unge med seksuelle adfærdsproblemer. Men trods regler, alarmer og overvågning er målet at give de unge en tilværelse fyldt med omsorg, gode vaner og sociale relationer
I tv-stuen er sofaen skiftet ud med en god håndfuld lænestole, for der skal ikke være mulighed for at putte under et fælles tæppe. Rundt om spisebordet er alle stole placeret med armslængdeafstand for at forhindre, at der bliver pillet under bordet. På dørene ind til de unge beboeres værelser er der alarmer, så ingen fx kan snige sig ud om natten, uden at det bliver opdaget. Surfer de på internettet, sidder der altid en medarbejder ved siden af for at sikre, at de ikke ser porno. Og på intet tidspunkt får de 16 drenge mulighed for at være alene sammen, uden at der også er en voksen til stede.
Godt nok ligner Visslan mest af alt en hyggelig svensk ødegård omgivet af høje nåletræer. Men de fire svenskrøde træbygninger udgør hjem og behandlingssted for en gruppe børn og unge, som er placeret netop der, fordi de alle har begået seksuelle overgreb på andre børn og unge.
– Vi plejer at sige, at vi bliver betalt for at være paranoide. Det indebærer, at vi træffer alle beslutninger ud fra risikoanalyser – for en stor del af vores arbejde med de her unge handler om at opretholde sikkerheden, så der aldrig opstår situationer, der kan give anledning til seksuelle krænkelser, fortæller Erik Kandell, som er forstander på behandlingshjemmet Visslan HVB i Osby Kommune i Skåne.
Her er personalet, der bl.a. tæller pædagogisk personale, medarbejdere med baggrund i fængselsforsorgen samt forskellige terapeuter, trænet i hele tiden at vurdere sikkerheden.
– Er ‘Kalle’ i skole og har glemt sin bog, ringer vi til hans hus, så en medarbejder kan komme over med den. Han bliver aldrig selv sendt hjem for at hente den, for måske er der andre unge ude på boldbanen lige ved siden af. Hvis de unge går på toilettet, skal de sige til, så vi er sikre på, at der ikke er andre derude – og det skal de også, hvis de vil gå ind på deres værelse, lyder det fra Erik Kandell.
Et nyt trygt hjem
Men hvis man forestiller sig, at Visslan dermed fremstår som et ungdomsfængsel, så tager man fejl. For selvom sikkerheden er i højsædet, og der både er alarmer og døgnbemanding til at sikre, at ingen af de unge på noget tidspunkt er uden opsyn, så fungerer behandlingshjemmet på mange måder som et hyggeligt og trygt hjem for de unge.
– Vi møder dem med tillid og åbenhed, vi hæver stort set aldrig stemmen – og de unge ved, at de altid kan stole på os, og at vi gør, som vi siger. Vi sørger for, at de får en hverdag i rare omgivelser med god mad, engagerede voksne, masser af hyggestunder og forskellige aktiviteter – og de kan passe deres skole, fordi vi har en intern skole på Visslan, som kommunen driver, siger Erik Kandell.
De unge drenge, der visiteres til behandlingshjemmet, er i alderen 10 til 18 år, og ud over at de har det til fælles, at de har begået seksuelle overgreb mod andre unge, så er der flere andre ligheder. De er ofte socialt isolerede, har ikke haft mange venner og har tilbragt meget af deres tid foran computeren. En del er omsorgssvigtede, ligesom mange har diagnoser som autisme, asperger eller tourettes.
– Men når de har været her i noget tid, så sker der pludselig det forunderlige, at de begynder at få nye venner – og de begynder at lave en hel masse ting sammen som fx at spille musik, dyrke idræt eller måske gå i biografen. De får faste holdepunkter og rutiner i deres liv, og faktisk hører vi ofte de unge selv sige, at de har nogle af deres bedste ungdomsår her. Fordi de døgnet rundt er i trygge rammer blandt voksne, der gerne vil dem – og som ikke fordømmer dem, siger forstanderen.
Behov for døgntilbud
Mens man i Danmark kun tilbyder ambulant behandling i dagtimerne til børn og unge med bekymrende eller krænkende seksuel adfærd, har man i Sverige i alt fem døgnbehandlingssteder – heriblandt Visslan, der blev etableret i 2003 som et privat tilbud.
Allerede dengang stod det klart, at der var behov for en institution, hvor man ikke risikerede, at offer og krænker blev placeret under samme tag. Et sted, der både havde den nødvendige sikkerhed og beskyttelse – og som målrettet kunne fokusere på netop den her målgruppe.
Det fortæller psykoterapeut Anette Birgersson Thell, som har været med til at metodeudvikle behandlingen. Hun arbejder til daglig knap en times kørsel fra Visslan – på det ambulante tilbud Off.Clinic i Kristiansstad, hvor de også behandler de unge, der bor på behandlingshjemmet.
– Vi arbejder med børn helt ned til fireårsalderen, der har udvist seksuelt grænseoverskridende adfærd – og det er langt fra alle, der er placeret på en institution. Men mange af de unge, vi ser hos os, har som beboerne på Visslan forgrebet sig på andre børn. Vi har også efterværnsgrupper – og så arbejder vi meget med ofre og deres traumer, for ca. 30 pct. af dem, der har begået seksuelle overgreb mod andre, har selv været udsat for overgreb eller har været eksponeret for det, fortæller Anette Birgersson Thell.
|
Kort om Off.Clinic
|
Terapi er afgørende
På klinikken er der en stribe fine lyse lokaler i forskellig størrelse og indretning, så der både er plads til den fortrolige samtale på tomandshånd, det nødvendige møde med forældre og netværkspersoner – og de større gruppesamtaler, som også er en fast del af behandlingen.
– Terapi er helt afgørende både her og på Visslan, og de unge har individuel samtaleterapi en gang om ugen og gruppeterapi en gang om ugen, ligesom vi også har ugentlig undervisning i sex og samliv. Færdighedstræning er også en vigtig del af behandlingen, for de unge skal lære nye færdigheder, så de kan håndtere egne følelser og blive i stand til at finde strategier til at håndtere relationer med andre, siger Anette Birgersson Thell.
Klinikken har derfor et tæt samarbejde med andre fagpersoner som fx socialpædagoger, der arbejder på opholdssteder, for det er ofte dem, der i praksis skal hjælpe de unge med at kunne håndtere deres følelser og begå sig blandt andre mennesker.
– Vores unge er ofte meget socialt isolerede, og derfor er det nødvendigt at arbejde meget med deres sociale kompetencer, så de bliver i stand til at få venner på normal vis – og også møde jævnaldrende. Målet er, at de bliver så socialt tilpassede, så de på et tidspunkt kan have sex med jævnaldrende, som har lyst til at have sex med dem – og hvor det seksuelle foregår ligeværdigt og naturligt, siger hun.
Styret af driften
I det lavloftede køkken- og spiserum på Visslan breder duften af nybagte kanelboller sig. Skoledagen er ved at være slut, og i små grupper finder drengene tilbage til det hus, de bor i. Nogle søger med det samme ud på boldbanen, der ligger omkranset af høje nåletræer – andre går i gang med at bygge modelfly, se tv, spille computer eller øve sig på guitaren i musikrummet.
Et par af de større drenge er endnu ikke kommet hjem fra gymnasiet i den nærmeste store by, hvor de har mulighed for at gå på normal vis – dog ofte med en fast støtteperson.
– Vi forsøger at lave helt normale ting med de her drenge, men selvfølgelig afholder vi os fra at kaste os ud i voldsomme brydekampe, der indebærer tæt kropskontakt, ligesom vi fx heller ikke bygger huler, hvor de kan gemme sig med hinanden, fortæller Erik Kandell.
For seksualiteten fylder ekstremt meget hos de unge på Visslan – og man bliver nødt til at erkende, at mange af dem kan være dygtige til at manipulere, lyder det fra forstanderen, som giver et eksempel: En udviklingshæmmet ung dreng, som, da han kom til behandlingshjemmet, hurtigt fandt sin egen måde at få afløb for sin seksuelle drift.
– Han formåede at sortere i de andre drenge ud fra sit eget system. Han fandt en sten og fik de andre til at løfte den, og på den måde fandt han ud af, hvem der var ham fysisk underlegen. I skolen fandt han frem til, hvem der var klogere end ham – og så afdækkede han, hvem der sladrede. Det var hans måde at sortere på, og ud fra det mønster udså han sig to ofre – og dem var han så på. Så man må aldrig undervurdere den seksuelle drift, siger han.
De tre hjerner
I terapirummet på Visslan hænger der stribevis af tegninger, som de unge har lavet – og midt i rummet finder man tre store farvestrålende papfigurer, der symboliserer tre forskellige dele af hjernen. Den grønne krokodille er symbol på reptilhjernen, som repræsenterer følelserne. Robotten er fornuften, som dog nogle gange viser sig at være fejlprogrammeret – og troldmandshjernen er den intelligente, hjernens Harry Potter, som skal styrkes, så den kan tage kommando over reptilhjernen og følelserne.
– Vi taler meget med de unge om, hvordan hjernen fungerer, og så træner vi hjernen gennem mindfullness og visualisering. De lærer at mærke efter – mærke, hvordan det føles i kroppen. Så jeg oplever nogle gange, at de unge kommer hen til mig, når jeg har lidt travlt, og siger: ‘Erik, nu skal du lige være lidt mindfull’. Så ved man jo, at det har haft en effekt, fortæller Erik Kandell.
De samme tre figurer finder man også på klinikken, hvor Anette Birgersson Thell og hendes kolleger også arbejder med mindfullness og med at forstå hjernen.
– Vi træner hjernen, som vi også træner musklerne. Det handler om at gøre det tydeligt, konkret og enkelt for de unge, hvordan de kan lære at styre deres følelser. Vi siger fx, at ‘nu kan jeg se, at du er virkelig vred eller ophidset, hvilken færdighed kan du så anvende her?’. Vi lærer dem at håndtere i nuet, hvad de skal gøre – og lærer dem hvilke situationer, der er risikofyldte for dem, altså hvor der vil være en risiko for, at de begår et overgreb, siger hun.
Åbenhed – med grænser
Den helt store forskel ved Visslan i forhold til andre opholdssteder eller døgntilbud for udsatte unge er, at de bor og lever sammen med andre børn og unge, der har samme udfordringer som dem selv. Og ingen er i tvivl om, hvorfor de er anbragt.
– Når de kommer hertil, så spørger jeg altid som det første, om de ved, hvorfor de er her. Og vi er helt åbne om, at det er fordi, de ikke kan kontrollere deres seksualitet – og at det også er derfor, de andre er her. Men samtidig melder vi også klart ud, at de ikke skal diskutere med de andre drenge, hvad de har gjort, for det kommer der sjældent noget godt ud af, fortæller Erik Kandell.
Og selvom der ikke laves specifikke opfølgninger og målinger på, hvordan det går de børn og unge, der har været anbragt på Visslan, så er Anette Birgersson Thell ikke i tvivl om, at behandlingsmetoden har en god effekt.
– Stort set alle, som har begået seksuelle overgreb, ved godt, at de har gjort noget forkert. De har en stærk følelse af skam og har i starten meget svært ved at tale om det – men når vi i terapien når forbi det punkt, hvor man har fået sat en stopper for de unges destruktive tanker om sig selv, så åbner de op. Og det er vældig få af dem, som kommer til at begå overgreb igen senere i livet, sig hun. Off.Clinic er lige nu i gang med at etablere en tilsvarende institution i Norge.