icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
VM

En fest trods en ulige kamp

VM er en global fodboldfest, der får hjemløse og andre socialt udsatte fod¬boldspillere til at springe ud som rolle¬modeller eller entreprenante ildsjæle i deres hjemlande

  • Af Thomas Hye-Knudsen
  • 14-2016 /

Der er sket meget, siden skotten Mel Young og østrigeren Harald Smiedt i 2001 fostrede ideen til Homeless World Cup. Begge har de rod i hjemløse-området. Ikke som pædagoger eller socialarbejdere – men som sociale entreprenører, der bruger de udsattes glæde og talent for fodbold som drivmiddel til at skabe social forandring.

– Hvad Homeless World Cup har udviklet sig til overgår langt mine drømme og forventninger. Det væsentligste er, hvad det rent faktisk har betydet for de ca. 8.000 spillere, som har deltaget siden starten. Langt den overvejende del er kommet hjem fra et VM med et andet syn på dem selv. De har fået fornyet tro på, at de er noget, at de kan noget – og at der også er et liv for dem, siger Mel Young, der som præsident for Homeless World Cup kan gøre status efter det 14. VM.

Og arbejdet med at skabe social forandring gennem boldspil spreder sig over hele verden. I Cambodia får tidligere børnesoldater og martrede unge mulighed for at opleve en anden verden. I Indonesien forsøger unge at sætte fokus på deres hjemlands omsorgssvigt og den udprægede stig­matisering af fattige prostituerede, der kæmper for at overleve HIV. I Mexico bringer 29.000 aktive hjemløse og udsatte gadefodboldspillere fornyet håb i slumkvarterne – som det også er tilfældet i Mumbay, der har udviklet Slum-Soccer.

Mange af de afrikanske og sydamerikanske hold har fokus på at skabe mere national op­mærksomhed og stolthed – og er for de hjemløse spillere en vej ud af fattigdom og stigmatisering. Og for de fleste vestligt orienterede nationer er hjemløsefodbold et socialpædagogisk kinderæg, hvor der er fokus på udvikling og mestring af sociale kompetencer i et kompliceret velfærds­system.

Et lille lys i mørket

Et tydeligt bevis på, at fodbolden har sat gang i noget, ses ved, at der i dag på globalt plan er etab­leret flere end 50 projekter og programmer, der samlet involverer over 100.000 aktive spillere.

– En del er kommet hjem og har igangsat projekter selv, mens andre er blevet involveret i etablerede programmer, fortæller Mel Young, som dog ikke er specielt optimistisk i forhold til frem­tiden og hans drøm om, at Homeless World Cup kan bidrage til at mindske den globale ulighed eller fattigdom.

Han har igennem årene været i dialog med alverdens indflydelsesrige politikere og finans­mænd, ligesom han også er på talerstolen, når verdenseliten mødes i Davos i Schweiz og diskute­rer klodens sande tilstand.

– Verdensøkonomien og kapitalens kræfter er ekstreme, og selvom jeg har været i dialog med mange, så forstår de ikke helt, hvad der egentlig er galt. Og hvis de alligevel gør, så er de ikke i stand til at handle proaktivt. Der er for meget på spil, siger han.

Mel Young har dog ikke helt mistet troen på, at det fra tid til anden alligevel giver mening. Som da han fx i Glasgow møder repræsentanter for en østrigsk sponsor-virksomhed, som viser interes­sere i at støtte projektet – ikke ved at give penge men ved at ansætte en af de østrigske spillere i deres lille virksomhed.

– I stedet for at tro, at de store multinationale selskabers engagement giver svaret, så kunne man prøve at forfølge den idé. Hvis 500 virksomheder var villige til at ansætte én person hver, så kunne det gøre en kæmpe forskel for hovedparten af spillerne i Homeless World Cup.

Mel Young skal efter VM beklæde formandspo­sten i SportScotland, der nationalt arbejder på at få flere socialt udsatte ind i de etablerede sports­klubber.