icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
20_kaj-skovB.jpg
Fagforeningen

Et værktøj for medlemmerne

Fagforeningen skal være nødvendig – både for arbejdsgivere og socialpædagoger. Sådan lyder det fra den nyslåede pensionist, Kaj Skov Frederiksen, som har været Socialpædagogernes forbundskasserer siden 1992 og i en årrække også formand for a-kassen

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 01-2017 /

’Kaj, vi er ikke noget, hvis der ikke er nogen, der har brug for os. Så kan vi råbe og skrige nok så meget. Det hjælper ikke’. Sådan sagde en tillidsmand til Kaj Skov Frederiksen, da han som ganske ung efter endt uddannelse som maskinarbejder arbejdede på Odense Stålskibsværft. Og selvom det er mere end 50 år siden, er det en læresætning, han har taget med sig i sit arbejde som først tillidsrepræsentant, senere som kredsformand for socialpædagogerne på Fyn og siden som forbundskasserer i Socialpædagogerne og formand for Socialpædagogernes a-kasse.

– Vi er ikke noget, hvis der ikke er en arbejdsgiver, som har brug for os. Vi skal være nødvendige som socialpædagoger. På samme måde skal vi som fagforening arbejde for, at medlemmernes dygtige indsats er tydelig for samfundet, og at vi er nødvendige i forhold til medlemmernes behov.

Så kort sammenfatter Kaj Skov Frederiksen grundlaget for sine mange år som fagforeningspolitiker. Han har været med fra før, Socialpædagogernes Landsforbund blev dannet i 1980 og har været en af drivkræfterne i – for nu at bruge et af hans egne udtryk – maskinrummet og arbejdet for, at det hele kørte, som det skulle.

– Fagforeningen er jo dybest set et værktøj for medlemmerne. Den er ikke noget i sig selv, og hvis vi ikke kan leve op til medlemmernes forventninger, får vi ingen tilslutning. 

Fra sværindustri til utilpassede unge

Kaj Skov Frederiksens job har især været at arbejde på de indre linjer i Socialpædagogerne og sørge for, at der er styr på pengene, og at organisationen udvikler sig i takt med tiden, så den både er nødvendig for medlemmerne – og en kvalificeret med- og modspiller for arbejdsgiverne.

Nu har han sagt stop. Han genopstillede ikke på kongressen i november 2016. I en alder af knap 70 er det tid at gå på pension. Han kan se tilbage på en rivende og fuldstændig fundamental udvikling inden for det socialpædagogiske arbejdsfelt.

– Det er en udvikling, som har stillet store krav til socialpædagogerne og til deres faglige organisation, fortæller han. 

Som mange andre medlemmer af forbundet er Kaj Skov Frederiksen kommet ind på det socialpædagogiske arbejdsområde ad en anden dør end den egentlige pædagoguddannelse.

Han startede som smede- og maskinlærling og blev ansat på Odense Stålskibsværft i 1968. Her arbejdede han i 10 år, og det var nok blevet til endnu flere år i sværindustrien, hvis ikke en kollega var kommet forbi og sagt, at Odense Kommunes Ungdomscenter for utilpassede unge havde brug for en medarbejder med praktisk erhvervserfaring til deres arbejdshold. 

Men man skulle også kunne præstere mere end en håndværksmæssig kunnen.

– De ville have en, der også kunne noget med mennesker, fortæller Kaj Skov Frederiksen.

Vi var meget revolutionære

Og det havde Kaj Skov Frederiksen bevist, at han kunne. I lærlingetiden var han formand for smedelærlingene i Odense. Som medlem af en politisk og faglig aktiv familie har han fået ind med modermælken, at man skal arbejde for, at alle har mulighed for at få et så ligeværdigt liv som muligt. Faren var socialdemokrat. Men i det spørgsmål fulgte Kaj Skov Frederiksen ikke efter – han har altid befundet sig længere til venstre. Sådan var det også, da han var formand for smedelærlingene.

– Det var lige før, det gik løs i 1968. Vi var meget revolutionære, siger han.

Men det var der også brug for. Lærlingeklubberne var hensygnende, og dem fik Kaj Skov Frederiksen og andre aktive pustet nyt liv i. De store årgange fra årene lige efter Anden Verdenskrig var klar til at træde ind på arbejdsmarkedet, så arbejdsgiverne havde nok at tage af, når der skulle ansættes en lærling.

– Arbejdsgiverne oprettede mange lærlingepladser på meget underlige og dårlige vilkår. Det fik vi ryddet op i.

I årene som værftsarbejder var Kaj Skov Frederiksen fagligt aktiv og sad i klubbestyrelser. Han gennemgik tillidsmandsuddannelsen på Metalskolen Jørlunde, og den står for ham som den bedste lærdom, han har fået.

– Vi lærte, at vi som tillidsrepræsentanter og faglig organisation både skal kunne stille krav til arbejdsgiverne og samarbejde med dem.

Og så skulle han som tillidsrepræsentant både kunne tale med kollegaerne på værftet og med arbejdsgiverne i kontorerne. 

– Det handler om at møde folk i øjenhøjde. Man er nødt til at have forbindelse med folk for at kunne flytte dem. Man skal altid møde folk der, hvor de er, og tage udgangspunkt i deres liv. Hvad er vigtigt for dem? Det kan andre ikke bestemme.

Afskedigelsesudvalg

Ungdomscentret modtog unge, som kommunen forgæves havde forsøgt at placere andre steder, og Kaj Skov Frederiksen fik som faglærer ansvaret for seks unge elever og skulle hver uge udarbejde en redegørelse om, hvordan det gik med den enkelte elev. 

– Det var unge med store sociale problemer, og de fleste havde kun ringe skolekundskaber, men var ikke dårligt begavet. Vi sagde ofte om dem, at de havde påvirket folkeskolen mere, end den havde påvirket dem.

Da Kaj Skov Frederiksen havde fået job inden for det socialpædagogiske felt blev han overflyttet fra Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund til Danske Socialpædagogers Landsforbund (DSL) som var en af de fire faglige organisationer, der i 1980 blev lagt sammen og blev til Socialpædagogernes Landsforbund.

Efter et halvt års ansættelse blev han valgt som tillidsrepræsentant – og sammen med kollegaerne forsøgte han at forbedre forholdene for de ansatte i ungdomscenteret. Bl.a. fik de afskaffet det afskedigelsesudvalg, som centerlederen havde nedsat, og som bestod af medarbejdere og ledelse.

– Det var meget kreativt af centerlederen at nedsætte et afskedigelsesudvalg. Men det er nu engang ledelsens pligt at beslutte, hvem der skal fyres. Så må de faglige organisationer finde ud af, om det holder, konstaterer Kaj Skov Frederiksen.

Da der var gode resultater med det praktiske arbejde med de unge, besluttede Odense Kommune at udskille den afdeling, som Kaj Skov Frederiksen arbejdede i, samtidig med at man udvidede elevtallet væsentligt. Det blev til Odense Kommunes Erhvervstræningsskole, som Kaj Skov Frederiksen blev leder af. Han gennemførte herefter lederkurser på Den Kommunale Højskole.

Skulle vælge side

Sideløbende med den karriere, var Kaj Skov Frederiksen også fagligt aktiv i DSL/SL og var på fritidsbasis amtskredsformand, som det hed dengang, hvor strukturen fulgte de tidligere amter.

– Dengang som i dag var den udprægede holdning blandt medlemmerne, at man er medlem af sin fagforening både for at opnå gode løn og ansættelsesforhold og på grund af et professionsfagligt tilhørsforhold.

Han husker de første overenskomstforhandlinger efter sammenlægningen til SL som hårde.

– Men ingen gik ned i løn. Det var den nyvalgte formand for SL, Jens Asger Hansens svendestykke, og det klarede han godt. SL viste sig både som en professionsfagforening og en fagforening, der arbejdede for at skaffe medlemmerne gode løn og ansættelsesforhold. 

For Kaj Skov Frederiksen var tiden inde til, at han måtte træffe et personligt valg. Dagen havde ikke timer nok til, at han både kunne være leder af erhvervstræningsskolen og kredsformand hos SL.

Valget faldt på SL, hvor han fra 1988 var frikøbt kredsformand for de fynske socialpædagoger og fik orlov fra Odense Kommune.

– En orlov, som jeg havde frem til, at jeg blev 65 år, siger han.

I 1992 blev Kaj Skov Frederiksen valgt ind i SL’s forretningsudvalg som forbundskasserer. I 1998 blev han tillige valgt som formand for Socialpædagogernes a-kasse.

Og det er gået stærkt – ikke kun for ham, men også for SL, der undervejs har skiftet navn til Socialpædagogerne. Ved sammenlægningen i 1980 var der ca. 8.000 medlemmer, og i dag er medlemstallet godt 39.000.

– Forbundets økonomi er robust og står i et rimeligt forhold til antallet af medlemmer. Så det er en økonomisk sund organisation. Vi er nået så langt, fordi vi har været mange, der har arbejdet sammen om det både i kredsene og i forbundet centralt.

Kan ikke måles på produktet

Selvom medlemskontingentet er steget mindre end lønudviklingen, ligger det alligevel over gennemsnittet. Men har det relativt høje beløb så betydet, at socialpædagogerne flygter til andre tilbud eller undlader at organisere sig?

– Nej. Socialpædagogerne har ikke som mange andre faglige organisationer medlemstilbagegang. Tværtimod har vi fastholdt medlemstallet med en svag stigning, siger Kaj Skov Frederiksen.  

Og det, mener han, er der en god grund til.

– Det er lykkedes Socialpædagogerne at gå på de to ben, som er fundamentet for organisationens arbejde. To-bens-strategien betyder, at forbundet hele tiden både skal arbejde for at udvikle gode løn- og ansættelsesforhold til medlemmerne og være med til at udvikle det socialpædagogiske fag. De to ting hænger uløseligt sammen. Nogle gange skal man støtte lidt mere på det ene ben uden dog helt at løfte trykket fra det andet. 

Til forskel fra fx industrien, hvor man som medarbejder bliver målt på det antal elementer, man producerer, kan socialpædagoger ikke direkte måles på det, de ‘producerer’.

– Når man arbejder med mennesker, er engagementet og de faglige kompetencer vigtige. Derfor skal vi som faglig organisation hele tiden have begge ben med i vores arbejde. Vi kan ikke skaffe medlemmerne højere løn, hvis ikke det, vi laver, virker i forhold til det samfund og de grupper, vi er ansat til at arbejde for. Heller ikke den evige kamp om ressourcerne faggrupperne imellem kan man vinde, hvis man ikke har kompetencerne og kan synliggøre dem. Vi skal kunne vise, at vi er i stand til at hjælpe de mennesker, vi arbejder med, siger Kaj Skov Frederiksen.

Vi skal huske at spørge medlemmerne

Selvom tingene foregår decentralt i kommunerne, bliver rammerne lagt centralt af Folketinget.

– Derfor er det også vigtigt, at vi har et stærkt forbund og stærke kredse, der på ene side kan påvirke rammer og på den anden side være med til at støtte medlemmerne i det konkrete arbejde og påvirke kommuner og regioner.

Og ligeså fint det er med gode og rigtige politiske beslutninger – lige så vigtigt er det, at fagforeningen er der, når medlemmerne har brug for det, forklarer Kaj Skov Frederiksen.

Han har derfor altid været fortaler for at spørge medlemmerne, hvad de forventer af deres fagforening og deres a-kasse. For det giver politikerne et helt konkret billede af medlemmernes behov og ønsker.

– Medlemmerne vil have råd og vejledning, når de bliver ramt af fx arbejdsløshed eller en arbejdsskade, eller når de skal have forhandlet den rigtige løn på plads. Og de vil have en organisation, som arbejder på de store linjer for at skaffe gode arbejdsforhold for dem og en løn, de kan leve af.  Det er vigtigt, at vi er der til at løse problemer ved fx et ansættelsesforhold. De betaler deres fagforeningskontingent for, at vi skal kunne give dem den klassiske hjælp, siger han og understreger samtidig, at fagforeningen også skal være tydelig i forhold til det socialpædagogiske arbejdsmarked i bred forstand.

A-kasserne spiller en vigtig rolle

Som formand for Socialpædagogernes a-kasse har Kaj Skov Frederiksen netværket både på de bonede gulve, i krogene, ved uformelle møder og alle steder, hvor han kunne bringe Socialpædagogernes politik i spil.

– Det er Socialpædagogerne, der bedst kender arbejdsmarkedet, og derfor kan vi bedst rådgive vores ledige medlemmer. Vi tilbyder bl.a. rådgivning omkring jobskifte.

Han har kæmpet for, at a-kassen også i fremtiden har en rolle at spille med at hjælpe ledige medlemmer tilbage til arbejdsmarkedet. Og den kamp er ifølge Kaj Skov Frederiksen endt med lidt af en sejr til Socialpædagogerne.

– Der skal føres fælles samtaler mellem a-kassen, jobcentret og den ledige. Det er godt, at vi har fået den opgave, fordi vi kender både faget og professionen. Det er godt for vores medlemmer, at de kan få den rette vejledning hele vejen.

– Det er min klare opfattelse, at a-kasserne fremover vil blive vurderet på, hvor dygtige vi er til at få vores ledige i arbejde. Og de kasser og forbund, der er i stand til det, vil være dem, der har en fremtid, siger han og peger samtidig på Socialpædagogernes fælles lønforsikring som en måde at imødekomme medlemmernes behov.

– Vi så da hellere, at dagpengene var høje nok til at sikre de ledige et ordentligt økonomisk grundlag. Men når det ikke er sådan, er det bedste modsvar, vi kan give som fagforbund, da netop en fælles og solidarisk ordning, som der her er tale om.

Den gyldne trekant

Arbejdsmarkedspolitikken har i det hele taget været en helt central del af Kaj Skov Frederiksens udadvendte politiske virke i årene som forbundskasserer, og han er varm fortaler for den såkaldte flexicurity-model, også kaldet den danske model eller den gyldne trekant, fordi den indeholder tre elementer: Et fleksibelt arbejdsmarked, indkomstsikkerhed (af dagpengene) og en aktiv beskæftigelsespolitik. 

– Det er vigtigt, at arbejdsmarkedet er fleksibelt, og at vi kan flytte os til det sted, hvor der er brug for arbejdskraft, lyder det.

Derfor forstår han heller ikke, hvorfor et flertal i Folketinget vil have, at man kun har mulighed for at gennemføre én uddannelse. Med et arbejdsmarked som det danske bliver man nødt til at uddanne sig hele livet, og nogle bliver måske nødt til at tage en helt ny uddannelse.

– Vi mangler i den grad indflydelsesrige politikere, som vil tage ansvar for flexicurity-modellen, siger Kaj Skov Frederiksen og giver som eksempel, at forskellige politiske flertal i Folketinget inden for de seneste 10 år har beskåret dagpengesystemet. Bl.a. er størrelsen på ydelsen faldet markant.

– Jeg er bange for, at vi om relativt kort tid har nogle grupper – de bedst uddannede, de højest lønnede, dem, der relativt sjældent rammes af ledighed og dermed trækker mindst på dagpengesystemet – som vil blive tiltrukket af andre systemer og gå væk fra de kollektive ordninger som arbejdsløshedskasserne er.

Ja til fortsat solidaritet

Kaj Skov Frederiksen frygter, at det solidariske princip om, at de bredeste skuldre skal bidrage mest, er truet.

– Så kommer a-kasserne til at mangle penge. Og det vil sige, at de smalleste skuldre skal betale en højere pris, konstaterer han og langer ud efter de forringelser, der er sket – og fortsat sker – inden for dagpengeområdet.

Senest er det gået ud over dimittenderne, hvor forsørgeres understøttelse bliver behovsbestemt frem for at være en retsmæssig ydelse.

 – Det er noget griseri. Man blander det sociale system ind i et dagpengesystem, og bryder med nogle grundlæggende rettigheder i hele dagpengesystemet, siger han.

I næsten alle de år Kaj Skov Frederiksen har været medlem af Socialpædagogernes forretningsudvalg, har han varetaget forbundets solidaritetsarbejde, ikke mindst det internationale.

– Det er vigtigt, at et forbund som vores, hvor medlemmerne arbejder med udsatte og svage grupper, også er solidarisk med folk i den tredje verden, som har det meget sværere.

Og så kommer han med et ønske til Socialpædagogerne.

– Det er mit håb, at forbundet fortsat vil prioritere solidaritetsarbejdet.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse