icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Dagpenge

Nu træder dagpengereformen i kraft

De nye dagpengeregler betyder, at dimittender, som ikke er forsørgere, mister omkring 2.000 kr. i dagpenge pr. måned. Samtidig bliver der bedre muligheder for at få forlænget dagpengeretten

Den dagpengereform, som politikerne vedtog sidste efterår, træder nu i kraft. Det betyder en række ændringer pr. 2. januar 2017 for dig, som er på dagpenge.

Er du dimittend, vil du fra den 2. januar 2017 kun få 71,5 pct. af den normale dagpengesats. Dimittender, som forsørger et barn under 18 år, beholder dog den nuværende dimittendsats, hvilket svarer til 82 pct. af den maksimale dagpengesats. Omregnet i runde tal svarer forringelserne til, at en nyuddannet socialpædagog uden børn mister ca. 2.000 kr. om måneden.

Fra 2. januar 2017 bliver det muligt at få forlænget dagpengeretten med op til et år. De nye regler betyder, at enhver arbejdstime siden indplacering i dagpengesystemet giver ret til to timers forlænget dagpenge.

De politiske intentioner bag de nye regler for forlængelse var at mindske antallet af personer, der falder ud af dagpengesystemet, sådan at man lettere ved fx vikararbejde kan forlænge den periode, man kan modtage dagpenge i, eller gemme timerne til at optjene ny dagpengeret.

Reform af dagpengesystemet kort fortalt

Forlængelse af perioden med dagpenge. Du kan veksle arbejdstimer til dagpenge i forholdet 1:2 (en arbejdstime giver to timer med ret til dagpenge).

Ny dagpengesats for dimittender. Er du dimittend og ikke forsørger, så nedsættes dine dagpenge med ca. 2.000 kr. om måneden. Har du børn, er niveauet det samme – dvs. stadig 82 pct. af den maksimale dagpengesats.

Særligt seniormedlemskab. Et billigere medlemskab af a-kassen til seniorer giver hjælp til jobsøgning, men ikke ret til dagpenge.

Nyuddannede holder for

Netop fleksibiliteten er en klar forbedring ved det nye dagpengesystem, fremhæver Socialpædagogernes forbundskasserer Michael Madsen, der også er formand for Socialpædagogernes a-kasse.

 – Der var en stor gruppe ledige, der tidligere blev ramt hårdt, fordi det krævede et helt års arbejde, før man igen kunne få dagpenge, og dagpengeperioden samtidig blev halveret. Det er der rettet op på nu, og det er godt, siger han.

Omvendt er det bestemt ikke fair, at regningen for forbedringerne bliver lagt hos de nyuddannede, slår Michael Madsen fast.

– Dimittenderne mister fra den ene dag til den anden op mod 2.000 kr. om måneden, og det kan bestemt mærkes for en på dagpenge. Det er under al kritik, at det er de unge og nyuddannede, der skal holde for, siger han.

Reformen er den største reform af dagpengesystemet siden 1970, og den indføres over to omgange. Fra juli 2017 træder de sidste ændringer i kraft, hvilket bl.a. medfører nedsættelse af dagpengeydelsen med en såkaldt karensdag hver fjerde måned, nyt it-redskab til lettere at følge med i forbruget og optjeningen af dagpenge – og desuden udbetaling af dagpengene for en måned ad gangen.

Job- og karriererådgivning

Trods ændring af dimittendsatsen er det fortsat en stor tryghed at være sikret en indkomst, indtil det lykkes at finde et job. Husk, at du som medlem af Socialpædagogerne kan få gratis telefonrådgivning om job og karriere – rådgiverne kender det socialpædagogiske arbejdsmarked, og det kan bl.a. nyuddannede med fordel benytte sig af.

Alle samtaler er fortrolige, og der foretages ingen registreringer eller videregivelse af din henvendelse.

Job- og karriererådgivningen er åben om mandagen fra kl. 14 til 17. Ring på tlf. 7248 6060.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsløshed, Forbund og a-kasse