17 socialpædagogiske ambassadører
17 socialpædagoger fra hele landet var i januar på første modul af forbundets Fagpolitisk Uddannelse. Her skal de rustes til at blive stærke ambassadører for faget. Uddannelsen kører over fire moduler med fokus på bl.a. visioner og strategi, netværk, personlig kommunikation og sociale medier – og skal inspirere og klæde medlemmerne på til at være talerør for socialpædagogisk faglighed i velfærdsdebatten. Vi har mødt fire af deltagerne og spurgt dem, hvordan de gerne vil bruge deres stemme i debatten
Jeg vil være bindeled og oversætte
Lea Meldgaard Dietrichsen, Skovgården i Herlev
Jeg søgte uddannelsen efter flere oplevelser med kommunikationsproblemer til os ‘på gulvet’. I efteråret deltog jeg i kredsens generalforsamling, hvor vi skulle behandle og stemme om nogle forslag, som ingen af os rigtig forstod, hvad handlede om. For mig er det vigtigt, at politikerne ikke taler hen over hovedet på medlemmerne – for kommunikationen fra kongresmedlemmer til pædagoger handler i høj grad om, at man føler sig inddraget som medlem. Jeg har også oplevet, at vi fra kommunen fik udstukket nogle undersøgelser, vi skulle gennemføre blandt borgerne. Målet var tilsyneladende brugerinddragelse – med hvad skulle svarene bruges til? Var det spild af tid, eller ville de rent faktisk blive hørt? Det fandt vi aldrig ud af. Mit mål som ambassadør er derfor at være bindeled og oversætte for politikere og arbejdsgivere, hvordan forskellige tiltag virker på os. Jeg vil gerne hjælpe dem med at kommunikere bedre, for hvis vi forstår hinanden, bliver resultatet også bedre. Jeg kan godt lide at være involveret og være en del af beslutningerne, især hvis de har betydning for mig og de mennesker, som vi arbejder med hver dag. Og så nytter det ikke bare at snakke – man er nødt til at handle, hvis man ser noget, der er forkert.
Pædagogikken kommer på prøve i det tværfaglige samarbejde
Tine Sofia Denise Jensen, den sociale virksomhed, Region Hovedstaden
På min arbejdsplads er vi som socialpædagoger en mindre gruppe blandt andre faggrupper og ufaglærte – og der bliver vores faglighed ofte udfordret. Vi arbejder med voksne borgere med varige og komplekse udviklingsforstyrrelser med nedsatte funktionsevner samt komplekse psykiatriske diagnoser. Her er fagligheden vigtig. Perspektivet på de socialpædagogiske metoder får en stor betydning, og en høj grad af specialisering i et tværfagligt samarbejde er til gavn for både beboere og vores arbejdsmiljø. Det perspektiv skal jeg blive bedre til at formidle til mine kolleger – og dermed bringe det socialpædagogiske perspektiv i spil i det tværfaglige arbejde. Jeg har søgt Fagpolitisk Uddannelse for at blive klædt på til at være mere klar og tydelig på, hvad jeg kæmper for. For hvis jeg skal sprede den socialpædagogiske DNA, er det nødvendigt, at jeg selv forstår den til bunds.
Jeg vil formidle resultaterne af vores arbejde
Morten Skovgaard, familieplejerkonsulent, Aalborg Kommune
Den socialpædagogiske faglighed består af mange lag, som kan være svære at synliggøre. Vi flytter mennesker gennem relationer, men det kan være svært at se og formidle de bagvedliggende processer, og det gør måske, at vi ikke altid brænder igennem som fag. Vi skal fokusere på mål og resultater af indsatsen og ikke kun formidle alt det bløde. Vi hjælper mennesker med at trives frit og ligeværdigt, så vi gør dem så gode, som de kan blive – så de fx kan få en ungdomsuddannelse, få et job, betale skat og i det hele taget være en aktiv del af samfundet. Derfor er vores arbejde en god investering for samfundet. De konkrete resultater kan vi som fag blive meget bedre til at synliggøre. Fagpolitisk Uddannelse giver mig viden på et langt dybere niveau, der klæder mig på til at arbejde målrettet på at påvirke de kredse, jeg færdes i.
Vi må insistere på tillid til vores faglighed
Lone Ellegaard Christensen, Kraftcenter Esbjerg
Jeg vil bruge uddannelsen til at slå et slag for fagligheden, for der er mere end nogensinde brug for, at vi som socialpædagoger pudser den faglige stolthed. Der blæser nogle politiske vinde for tiden med et tydeligt krav fra politikere og myndigheder: Hvad får vi for pengene? Og det skal vi kunne svare på! Men det er vigtigt, at vi får lov at gøre det på fagets præmisser og med et sprog og begreber, der hører hjemme i den socialpædagogiske retorik. Socialpædagogik må ikke gøres til et koncept, hvor man skal følge en manual. Vores faglige kompetence er bl.a. at kunne agere situationsbestemt i den kontekst, vi er i. At tage udgangspunkt i det menneske, vi står over for og vælge metode og tilgang herefter. Med New Public Management og Djøficering lurer en fare for, at socialpædagogik reduceres til et spørgsmål om input-outcome og ‘best practise’. Vi skal kunne svare på, hvad socialpædagogik kan – og vi skal kunne begrunde og argumentere for vores praksis og valg af metoder. Hvis vi bliver usikre på det, kommer vi til at ligge under for at skulle tale i tal. Vi skal være opmærksomme på, at det ikke kun bliver det let målbare, som får fokus og bliver det vigtigste. Nogle gange er det vigtige svært målbart, men det har stadig i høj grad sin berettigelse. Vi må insistere på tillid til vores faglighed.