Jeg er blevet bedre til at reflektere
Selvom det har været lidt hårdt at være prøvekanin på en helt ny uddannelse, er Lise Christiansen vældig glad for, at hun nu kan kalde sig pædagog med specialisering i social- og specialpædagogik
– Arh, altså mor, nu bliver du sådan en rigtig pædagog.
Sådan kan Lise Christiansens teenagebørn finde på at sige, når hun i diskussioner ved middagsbordet fx spørger:
– Har du tænkt på, at der kan være en grund til, at han gjorde sådan?
Eller:
– Nu skal du ikke dømme hende på forhånd. Det kan jo være, at…
Selvom Lise Christiansen havde mange andre erfaringer og en anden uddannelse i bagagen, da hun som 40-årig påbegyndte pædagoguddannelsen, har hun alligevel gennemgået en personlig forandring.
– Jeg synes jo stadigvæk, at jeg er den samme, men jeg kan godt se, at jeg er blevet bedre til at tænke bag om. Hvorfor gør mennesker som de gør, siger hun.
Allerede inden Lise Christiansen i 2014 kom ind på specialiseringen i social- og specialpædagogik, havde hun erfaring med området. I en årrække var hun medhjælper på folkeskolen Hurup Skole, hvor hun især arbejdede med børn med adfærdsvanskeligheder, og hun troede egentlig ikke, at hun med sin store erfaring kunne lære særlig meget.
– Men jeg tog fejl. Jeg er blevet dygtigere. Jeg er blevet meget dygtigere, siger hun.
Bedre til at reflektere
Da Lise Christiansen begyndte på specialiseringen, håbede hun, at hun ville få en masse konkret viden om børn med forskellige diagnoser – og konkrete redskaber til, hvad man fx skal gøre, hvis man står overfor et barn med autisme eller med asperger. Men det synes hun ikke, hun har fået særlig meget af. Hvad Lise Christiansen derimod har taget med sig er evnen til at stoppe op og reflektere over, hvad hun skal gøre i bestemte situationer.
– Og vide, at det ikke altid er den første løsning, der er den bedste. Man skal blive ved med at reflektere over, hvad man gør, siger hun.
Som et konkret eksempel nævner hun den tredje praktik, hvor hun var tilbage på Hurup Skole og arbejdede med inklusion af en dreng, der ellers havde det svært i klassen.
Her satte hun sig efter hver time ned og tænkte forløbet igennem: Var der noget, der kunne ændres, så det fremover kom til at gå bedre?
– Fx handlede det meget om struktur og om at lave punktopstillinger, så han hver dag vidste, at først skal vi det, og så skal vi det, og så skal vi det, fortæller Lise Christiansen, der også eksperimenterede med at bruge rummet på forskellig vis, så drengen fx kunne flytte sig et andet sted hen.
Fællesskab for alle
I sit afgangsprojekt har Lise Christiansen også beskæftiget sig med inklusion på skolen og bl.a. beskrevet, hvordan pædagoger og lærere kan arbejde tværfagligt og fx skabe ro gennem struktur, ligesom hun også her har fokuseret på betydningen af det fysiske rum.
– Inklusion er efterhånden fået en negativ klang, men i virkeligheden handler det om at skabe fællesskab. Det er ikke barnet, der skal ændre sig, men rammerne, så barnet kan være en del af fællesskabet, siger hun.
Selvom Lise Christiansen i sidste ende har fået meget ud af uddannelsen, har der også været frustrationer undervejs.
– Forløbet har båret præg af, at vi var de første, og underviserne havde til tider svært ved at finde ud af, hvad de skulle undervise i, så vi fx nogle gange blev undervist i noget, vi havde haft før, siger hun.
Nu skal Lise Christiansen i gang med at søge job.
– Jeg er meget åben, og selvom jeg ikke har specialiseret mig i dagtilbudspædagogik, vil jeg fx også gerne arbejde i en vuggestue. Og jeg er sikker på, at jeg kan overføre det, jeg har lært på det social- og specialpædagogiske område, så det også kan bruges andre steder. Men min drøm er et arbejde inden for det specialpædagogiske område. Jeg vil gerne gøre en forskel for børn eller unge med særlige vanskeligheder.
Læs Lise Christiansens afgangsprojekt på www.sl.dk/afgangsprojekter