Stor tillid til a-kasserne
I Socialpædagogernes a-kasse forsøger vi at tilrettelægge indsatsen, så alle medlemmer oplever, at vi møder dem med respekt og forståelse
En velfungerende a-kasse er basen for, at man kan vide sig tryg – også hvis man skulle stå i perioder med ledighed. Det viser en undersøgelse, som er gennemført for Danske A-kasser, a-kassernes fælles brancheorganisation. 13.000 medlemmer på tværs af en række a-kasser har deltaget i undersøgelsen, som bl.a. viser, at medlemmerne har stor tillid a-kasserne, når det handler om at få hjælp og vejledning. Til gengæld er der lavere tillid til, at jobcentrene kan gøre en forskel, hvis medlemmerne bliver ledige.
Som forbundskasserer glæder jeg mig over undersøgelsens resultater. Og de overrasker ikke. A-kassen har siden 2009 deltaget i årlige målinger og ligger særdeles godt i medlemmernes vurdering – faktisk helt i top hos de målte a-kasser. Vi tilskriver successen, at a-kassen er tæt knyttet til Socialpædagogerne som forbund, og at vores jobkonsulenter kender medlemmernes faglighed og arbejdsområde. Samtidig har vi opbygget en velfungerende administration, der sikrer korte svartider og udbetalinger til tiden – og en kollektiv lønforsikring, der bidrager til økonomisk tryghed i en ledighedsperiode.
A-kasserne scorer lavest i undersøgelsen på image-delen. Fx forbinder kun få a-kassen med nytænkning. I Socialpædagogernes a-kasse forsøger vi at tilrettelægge indsatsen, så alle medlemmer oplever, at vi møder dem med respekt og forståelse. Men vi begrænses af den lovgivning, som ligger til grund for a-kassens arbejde. Vi bremses i tænke nyt – og de mange regler og krav, som medlemmerne møder i en ledighedsperiode, kan virke mere forstyrrende og endda mistænkeliggørende end befordrende i forhold til at kunne fokusere på at komme i job igen. Derfor fokuserer vi på at udvikle og forbedre vores vejledning, så medlemmerne både kan navigere i komplekse regler – og samtidig bruge de muligheder, som lovgivningen også rummer i forhold til opkvalificering og støtte til at komme i arbejde igen.
På grund af dagpengereformen byder de kommende måneder på store opgaver og forandringer. Ikke bare for os, men for samtlige a-kasser. En del af reformen er trådt i kraft. Desværre som en forringelse af dimittendsatsen for ikke-forsørgere, men også i form af en mulighed for at forlænge sin dagpengeret ved hjælp af optjente arbejdstimer. Netop dét, forventer jeg, vil være til stor hjælp for mange af vores medlemmer. Fra 1. juli træder de største ændringer i kraft.
Den samlede reform er den mest omfattende siden 1970. Den vender billedligt talt den samlede a-kasseadministration på hovedet på én gang. Men vi er i fuld gang med forberedelserne, så vi kan bevare fodfæstet og fortsat sikre en høj medlemsservice.