Er frivilligt arbejde endnu en spareøvelse?
Vi må tage en grundig og principiel diskussion om frivillighed, og hvad brugen af frivillige betyder for vores fag, vores arbejdspladser og vores forbund – spørgsmålene er mange
’Det frigiver tid til faglighed, når frivillige kræfter giver en hånd med i hverdagen.’
Sådan stod der citeret på forsiden af Socialpædagogen nr. 03/2017 i forbindelse med temaet om frivillighed.
Min påstand er den modsatte – nemlig at frivillighed, på det plan det for tiden søges gennemtrumfet i mange kommuner og regioner, er undergravende for fagligheden og en trussel mod vores overenskomster og ansættelsesforhold.
Når frivillig arbejdskraft indsluses på socialpædagogiske (og andre) overenskomstdækkede arbejdspladser, er risikoen den samme for faglighed, normering og løndannelse, som vi har set det med arbejdsgivernes kreative anvendelse af fleksjobbere, aktiverede og job med løntilskud.
Det hævdes, og illustreres med en række solstrålehistorier, at frivillige bliver brugt til de ‘lettere’ opgaver, såsom julehygge, gåture, udflugter og lignende, som om den slags arbejde ikke også er vigtige bestanddele af relationsarbejdet med vores borgere/beboere og noget, som fordrer en faglig tilgang.
De frivillige ‘frigiver’ mere tid til det faste personale til dokumentation og ‘tungere’ opgaver, siges det – men på denne måde risikerer vi jo at erodere forholdet mellem borgere og personale, samtidig med at der udvikles en mildest talt uhensigtsmæssig arbejdsdeling.
Det burde være indlysende, at alt arbejde, der er overenskomstdækket og udspringer af handleplaner udarbejdet af kommunerne i samarbejde med borgere, pårørende og bosteder som del af en offentlig ydelse, er forbeholdt fagligt funderet, lønnet personale.
Som det fremgår af Socialpædagogens dækning, forventes det mange steder, at det faglige personale, ud af den allerede beskårne tid, der er til rådighed, skal vejlede frivillige i at varetage opgaver selvsamme personale hidtil har taget sig af. Hvor eller fra hvem skal tiden hertil tages? Det svarer næsten til, at en taxachauffør skal uddanne Uber-chauffører i sin egen arbejdstid.
Charter på en glidebane
Denne glidebane med kommunalt fokus på (gratis) frivillig arbejdskraft startede med det, vi i dag kalder Serviceloven og dens vedtagelse i 1997. I § 115 forpligter kommunerne sig til økonomisk støtte til og samarbejde med frivillige organisationer i lokalområderne.
Hvis man vil tage pejling af udviklingen siden, og den vej visse politiske kredse og offentlige arbejdsgivere er slået ind på, er det såkaldte Frivillighedscharter og den forvandling og udvanding, det har gennemgået, illustrerende.
Tilbage i 2001 lancerede regeringen et nyt frivillighedscharter, hvor der blev udstukket retningslinjer og grundlag for samspillet mellem det offentlige og frivillige. Bag charteret stod foruden regeringen en række frivillige organisationer, LO, FTF samt KL og Danske Regioner.
Tolv år senere erstattedes dette charter af et nyt – dog med en markant og afgørende forskel: I det oprindelige 2001-charter slås det fast, at ‘der er brug for en omfattende og alsidig frivillig indsats; men den skal ikke erstatte den offentlige indsats’. Den klausul er helt udeladt i 2013-charteret. Ligeledes understreges i det oprindelige charter de frivillige organisationers selvstændige karakter og deres ret til at vælge og prioritere i opgaver fra det offentlige. Også dette er fjernet i 2013-udgaven. Betyder det så, at kommuner og regioner nu alene har retten til at lede og fordele arbejdsopgaver til frivillige hvor og når det økonomisk betaler sig bedst?
Økonomiske motiver
Tre ud af fire kommuner har flere frivillige på kommunale arbejdspladser som målsætning – og tæt på halvdelen af kommunerne angiver økonomi som motiverende og et vigtigt element i anvendelsen af frivillig arbejdskraft. Altså endnu en spareøvelse, endnu et liberalistisk tiltag, der undergraver faglighed og regulerede arbejdsforhold, og som udfordrer fagbevægelsen.
Der er et stort og stigende antal eksempler på offentlige opgaver, der før blev løst af fastansat personale, men som i dag varetages af ulønnede frivillige. Det er ofte opgaver, der er sparet væk i de kommunale budgetter, og argumentet for anvendelsen af frivillige er tit, at arbejdet ellers ikke ville blive udført. Det er sket mange steder, og der er tale om kommunale velfærdsopgaver i alt fra ældrepleje til vedligeholdelse af parkanlæg.
I Holbæk Kommune har der fx været forslag om at lade arbejdsløse arbejde som frivillige i plejesektoren. De økonomiske fordele for kommunen med at lade a-kasserne og andre instanser betale for de gratis hænder er indlysende. Ligesom konsekvenserne må være det for det overenskomstlønnede personale, der samtidig kan blive overflødiggjort.
Holbæk er også en af fem Venstre-kommuner, der har erklæret sig som ‘frikommune’. Det betyder helt konkret, at efterlønnere og kontanthjælpsmodtagere benyttes som ulønnet arbejdskraft i vuggestuer, børnehaver og plejesektoren. De fem kommuner er – foruden Holbæk – Slagelse, Nordfyn, Assens og Ringkøbing-Skjern. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan kreative offentlige arbejdsgivere i denne ånd kan bruge frivillige som en løftestang til nedskæringer og reduktioner i den egentlige arbejdsstyrke.
I Københavns Kommune har man oprettet en såkaldt Copenhagen Volunteer-portal. Her kan kommunale institutioner og lignende ganske gratis rekvirere personale til oprydning, rengøring, bartjeneste m.m. – alt sammen arbejde, der ellers skulle udføres af kommunalt ansatte.
Hører til i foreningslivet
Frivilligt arbejde har altid fyldt meget i Danmark, og frivillige har påtaget sig mange og vigtige funktioner til gavn for os alle. Al respekt for det!
Men frivillighed hører hjemme i foreningslivet – i Røde Kors, sportsklubber og spejderbevægelsen og deslige – og ikke på overenskomstdækkede arbejdspladser eller som erstatning for offentlige ydelser.
Der skal heller ikke herske tvivl om, at de frivillige, der arbejder i forskellige funktioner i offentlige sammenhænge, gør hvad de kan og bliver vejledt til. Men faktum er, at frivillig indslusning på offentlige arbejdspladser udnyttes til udslusning af regulære stillinger.
Forstander Gunner Dalgaard, Skanderborg, siger i Socialpædagogen, at ‘der som udgangspunkt ikke er nogle opgaver, der ikke kan varetages af frivillige medarbejdere. Men det er vigtigt, at de frivilliges indsats foregår under kyndig vejledning af medarbejdere’. Uanset den sidste krølle på udtalelsen, er dette et skræmmende perspektiv, både for borgere/beboere, deres pårørende og os, der arbejder i faget.
Rigtig mange spørgsmål
Jeg mener, at der er et oplagt behov for, at vi på de enkelte arbejdspladser og i kredsene, men sandelig også på forbundsplan, tager en grundig og principiel diskussion om frivillighed, både som koncept og helt konkret der, hvor medlemmerne arbejder. Omstændighederne tvinger os til at finde frem til en fælles og klokkeklar holdning, og til at trække en streg i sandet der, hvor frivilligheden bliver brugt som erstatning for ordinære ansættelser og offentlige ydelser.
Der rejser sig mange spørgsmål, fx om hvilken betydning det har for vores fortsatte faglighed med ulønnede, uorganiserede og uerfarne ‘medarbejdere’ som en slags kollegaer – samtidig med at vi er vidne til massive nedskæringer og afskedigelser på stribe på det kommunale og regionale område.
Og hvilke konsekvenser har dette for forbundets medlemsgrundlag og vores overenskomsters gennemslagskraft både nu og på sigt? Hvordan forholder det sig lokalt med forsikringer, skulle de frivillige blive udsat for vold eller en arbejdsulykke? Hvordan forholder vi os i det hele taget til sikkerheden for uerfarne frivillige – bliver de også vejledt tilstrækkeligt i brandskabe, alarmer og sikkerhed?
Fagbevægelsen står i dag i en defensiv position med voldsomme strukturelle forandringer og organisatoriske udfordringer på arbejdsmarkedet. Set i forhold til beslægtede trusler som løndumping, udliciteringer, kortvarige kontraktansættelser og Uber-fænomenet, er frivillighed stadig en lille sten i skoen. Den bør imødegås håndfast af arbejdspladserne og i fagbevægelsen, før også den bliver til en alvorlig trussel mod (hvad der tilbage af) den danske arbejdsmarkedsmodel – og den høje faglighed, vi altid bryster os af.
Mik Thetmark er TR-suppleant på Åbrinken afdeling, SUA.