icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Psykiatri

Glæde over droppet lovforslag

Det omstridte lovforslag om socialpsykiatriske afdelinger er taget af bordet i sin nuværende form, og det glæder Socialpædagogerne – og en række socialpædagoger fra psykiatriområdet, der var samlet til møde i forbundet, da nyheden kom frem

En virkelig god nyhed. Sådan opsummerer Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen regeringens beslutning om at skrotte det fremlagte forslag om oprettelse af nye socialpsykiatriske afdelinger til en gruppe psykisk syge, der anses for at være ‘for farlige’ til at bo på fx en socialpsykiatrisk boenhed.

Lovforslaget er af Socialpædagogerne og en lang række andre forbund og organisationer bl.a. blevet kritiseret for at åbne op for unødig tvang – uden at løse de grundlæggende sikkerhedsproblemer.

– Det er virkelig en god nyhed, for vi har i Socialpædagogerne arbejdet ihærdigt for at få taget lovforslaget af bordet. Vi har bl.a. fået lavet et juridisk responsum, der påviste en mængde retssikkerhedsmæssige problemer, og vi har skrevet høringssvar, været til møder med politikere, skrevet læserbreve og på andre måder forsøgt at påvirke. Så det er fantastisk, at politikerne nu har lyttet til os, siger Verne Pedersen.

Det var fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V), der meddelte, at lovforslaget er taget af bordet:

– Efter at have lyttet til flere af de centrale aktører på psykiatriområdet og drøftet lovforslaget med aftalepartiernes ordførere, er jeg nået frem til den konklusion, at der er brug for at se nærmere på lovforslaget, sagde Karen Ellemann.

Hun vil nu indkalde satspuljepartierne for at drøfte udarbejdelsen et nyt lovforslag, der kan behandles i Folketinget efter sommerferien.

Glæde i mødelokalet

Nyheden om, at det oprindelige forslag var blevet droppet, kom tilfældigvis midt i det første møde i koordinationsgruppen for det nye faglige selskab om mennesker med sindslidelser, som er oprettet for de af Socialpædagogernes medlemmer, der arbejder på psykiatriområdet. Her kunne Verne Pedersen fortælle det videre, og tilfredsheden med nyheden blev i høj grad delt af koordinationsgruppens medlemmer:

– Da jeg hørte nyheden, blev jeg rigtig stolt og glad for min fagforening, sagde Else Margrethe Tvilhøj, der arbejder på Kollegiet Roesskovsvej i Odense, som er Odense Kommunes nye tilbud for unge med svære psykiatriske diagnoser.

– Det er så dejligt, at min fagforening har været på dupperne og har været foregangsmand for at få noget igennem.

Christian Freund, der arbejder på døgnopholdet Bjerggade for voksne med psykiske lidelser i Aabenraa, er helt enig.

– Jeg synes, det er sejt, at vores fagforbund både tager sig af vores vilkår som medarbejdere – og samtidig er en vigtig stemme for de svageste i samfundet, som ikke selv har mulighed for at råbe op, siger han.

For få sengepladser

De otte socialpædagoger i koordinationsgruppen peger på en række punkter, hvor der kan sættes ind for at bedre forholdene, når politikerne nu skal til at genforhandle.

Morten Lundhøj fra Socialpsykiatrisk Center i Næstved påpeger bl.a., at der mangler flere sengepladser i behandlingspsykiatrien.

– Vi oplever, at folk bliver udskrevet uden på nogen måde at være færdigbehandlede og så kan nogle være til fare for andre, sagde han – og fastslog, at det ikke kun handler om bedre tilbud i behandlingspsykiatrien, men også om at opgradere socialpsykiatrien, der i dag også udsættes for besparelser.

– Et konkret eksempel er, at flere overgår til at få gruppestøtte frem for individuel støtte. Så hvis man har social angst, skal man fx møde frem til gruppestøtte inde i byen, og det er der nogen, der kan have rigtig svært ved. I det hele taget bliver der mindre af det, vi kalder ATA-tid, altså ansigt til ansigt-tid. Det er vigtigt, at politikerne får en forståelse for, hvor vigtigt det er med gode socialpsykiatriske dagtilbud, så man kan få den støtte, der skal til for at kunne indgå i samfundet, siger han.

Andre budskaber fra de otte socialpædagoger handlede om at sikre bedre overgange mellem behandlingspsykiatri og socialpsykiatri, at det i dagligdagen halter med gode tilbud til psykisk syge, at besparelser kan være med til at mindske sikkerheden, og at der skal være et generelt større fokus på et godt arbejdsmiljø.

Ny tidsramme

Det lovforslag om nye socialpsykiatriske afdelinger, der nu er taget af bordet, tog udgangspunkt i en politisk aftale fra efteråret, som satspuljepartierne – det vil sige alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten – havde indgået.

Aftalen indeholdt også en række andre elementer end det omstridte forslag om socialpsykiatriske afdelinger som fx kompetenceudvikling og faste læger på kommunale botilbud. Det er kun de socialpsykiatriske afdelinger, der er taget af bordet i den foreslåede form – de andre initiativer gennemføres som planlagt.

Socialpædagogerne arbejdede sammen med andre forbund og organisationer om at påpege de store fejl og mangler i det nu droppede forslag, og nu vil parterne arbejde sammen om at komme med nye forslag til, hvordan man fagligt kan løse de problemer, der er på området.

Verne Pedersen påpeger, at der nu skal findes en holdbar løsning for hele psykiatrien, der både kan være til gavn for borgerne og forbedre de ansattes sikkerhed – og at nøglen er høj faglighed.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Psykiatriområdet, Socialpolitik