Hunden Tasi gør en forskel
En gang om måneden får beboerne i Orkideen på Botilbuddet Blomsterhusene i Gentofte besøg af den hvide schæferhund Tasi – og det skaber glæde, ro og stolthed
– Jeg vil også. Også mig.
Maria Paaske råber begejstret, da hun ser den hvide schæferhund Tasi springe. Foran boenheden Orkideen på botilbuddet Blomsterhusene i Gentofte er alle otte beboere kørt ud på græsplænen for at lege med deres besøgshund, Tasi, som kommer på visit ca. en gang om måneden.
Socialpædagog Sisse Kræmmergaard rækker bolden til Maria Paaske og hjælper hende med at lukke fingrene om den.
– Kom, vi gør det sammen, siger Sisse Kræmmergaard.
– Er du klar?
– En, to, tre!
Og så flyver bolden gennem luften.
Tasi sætter af.
Snap!
Da hun klemmer kæberne sammen, sker det for fuld musik.
– Pi-i-i-i-i-iv!
Maria Paaske griner højt.
– Jeg hygger mig, siger hun.
Lommen fuld af godbidder
Det er socialpædagog Sisse Kræmmergaard, der har taget initiativ til, at Orkideen kom med i ordningen TrygFonden Besøgshunde.
– Jeg havde en enkelt dag haft min egen hund, Freud, med i Orkideen, så beboerne kunne hilse på ham – og især en af beboerne blev ved med at spørge, hvornår han kom igen. Men Freud er alt for urolig til at være besøgshund, og da jeg tilfældigt læste om besøgshundeordningen på nettet, tænkte jeg, at det måske kunne være godt for os, siger Sisse Kræmmergaard.
Tasis ejer Marianne Groesmeyer har lommen fuld af godbidder.
– Sådan! Du er dygtig, siger hun til Tasi.
– Også mig! Jeg vil også, siger Maria Paaske, og lidt efter er det hende, der giver Tasi en belønning.
– Jeg har ikke givet hende aftensmad, for jeg vidste, at hun skulle have så mange godbidder, fortæller Marianne Groesmeyer, der til daglig arbejder som bogholder – en uddannelse hun tog, da hun for tyve år siden måtte sige farvel til jobbet som hjemmehjælper på grund af en skulderskade.
– Jeg har været vant til at arbejde med mennesker, og det er noget, jeg rigtig godt kan lide. Så da jeg hørte om besøgshundeordningen, fik jeg selv lyst til at være med. Jeg kan godt lide at glæde andre mennesker, fortæller hun.
Mere respons
Som barn kom Marianne Groesmeyer også på Lillemosegård, hvor hendes mor var socialpædagog, så hun er ikke fremmed overfor mennesker med udviklingshæmning.
– Jeg kommer også på et ældrecenter sammen med Tasi, men det er sjovere at komme her. Man får mere respons her end på ældrecentret, siger hun.
Ude på græsplænen vil Marianne Groesmeyer vise, hvordan Tasi kan gø på kommando.
Maria Paaske smiler stort, men en af de andre beboere, Christina Pehrson, ser beklemt ud.
Da beboerne i sin tid snakkede om, hvorvidt de skulle få en besøgshund, var hun blandt skeptikerne, og det blev besluttet, at hun og nogle andre kunne drikke kaffe i den anden ende af huset, så de ikke behøvede møde hunden. Men da Tasi endelig kom, blev de alle sammen så nysgerrige, at de alligevel ønskede at møde hende.
– Jeg kan ikke lide det, Marianne. Jeg vil ikke have det, siger Christina Pehrson, da Marianne Groesmeyer gør klar til at lade Tasi gø.
Bagefter fortæller Sisse Kræmmergaard, at hun hele tiden er opmærksom på beboernes signaler, når Tasi er på besøg.
– Selv om Marianne er rigtig dygtig og sikkert sagtens kunne være alene med beboerne, lader jeg hende aldrig være det. Det er ikke hendes opgave at stå for det pædagogiske – det er min opgave. Og jeg skal sørge for, at alle får en god oplevelse, fortæller hun.
Ligesom fyrværkeri
Et splitsekund overvejer Sisse Kræmmergaard, om hun skal foreslå, at Christina Pehrson kører væk, mens Tasi gør. Så vurderer hun alligevel, at det kan blive en god oplevelse, hvis bare Christina Pehrson får lidt støtte. Og Sisse Kræmmergaard sætter sig på hug, så de kommer i øjenhøjde.
– Tasi gør kun én gang, siger hun.
– Og hun gør kun, når Marianne beder hende om det.
– Er I klar, spørger Marianne Groesmeyer.
Alle gør tegn til, at ja, det er de.
– Uh, det er lidt ligesom fyrværkeri, siger Sisse Kræmmergaard til Christina Pehrson.
Og så giver Marianne Groesmeyer en kommando.
Vuf!
Tasi gør én gang. Så er der stille.
– Er det ikke fantastisk, Christina, at Marianne har en hund, som kun gør, når Marianne beder hende om det, spørger Sisse Kræmmergaard.
Jo, det er Christina Pehrson helt enig i.
Mange pædagogiske overvejelser
Pernille Hansen er også en af de beboere, der på forhånd var lidt nervøs ved tanken om en hund. Nu tager hun mod til sig.
– Jeg vil også gerne give Tasi en godbid, siger hun.
Da Tasi har fået endnu haps, roser Maria Paaske.
– Du er dygtig, Pernille. Du er dygtig, når du gør det der med Tasi.
Bagefter fortæller Sisse Kræmmergaard, at netop den bemærkning fik glæden til at boble inde i hende.
– Jeg tænkte: Yes, det var jo lige det, jeg ville: Skabe et større fællesskab mellem beboerne, fordi de er sammen om Tasi.
Hun forklarer, at der ligger pædagogiske overvejelser bag alt, hvad der har med Tasi at gøre. Ud over det relationspædagogiske og ideen om et fælles tredje, drejer det sig blandt andet om kommunikations- og mestringspædagogik.
– De kommunikationspædagogiske aspekter handler fx om, at beboerne kan overføre noget fra samværet med hunden til samværet med andre mennesker. Fx er der en af beboerne, som har det med at klappe hårdt på folk, når han gerne vil i kontakt, og når han gør det på Tasi, går hun sin vej. Så det er med til at gøre det meget tydeligt for ham, at det ikke er en god måde at kommunikere på, fortæller Sisse Kræmmergaard.
Tør mere
Det mestringspædagogiske handler om at give beboerne små udfordringer, så de får oplevelsen af at kunne klare mere, end de troede, de kunne – sådan som det fx har været tilfældet for Christina Perhson og Pernille Hansen, der begge er gået fra at være lidt bange for hunde til at nyde samværet med Tasi.
– Det er jo stort, når man lige pludselig kan mestre noget, man ikke har troet, at man kunne mestre. Og det er helt tydeligt, at det betyder meget for beboerne, der fx har taget billeder af Tasi for at vise dem på deres arbejdsplads. Og så handler det selvfølgelig også bare om at skabe glæde i hverdagen, siger Sisse Kræmmergaard.
Når man spørger beboerne, giver de alle udtryk for, at det er dejligt med en besøgshund.
Brian Hansen har ikke så stort et verbalt ordforråd, men med to fingre viser han et tegn, der betyder glæde. Og så laver han en tydelig U-lyd for ‘hund’.
– Det er jo faktisk din skyld, Brian, at vi fik Tasi. Du har jo haft hund som barn og er rigtig glad for hunde, er det ikke rigtigt? Og du blev ved med at spørge, hvornår min hund kom igen. Men vi kan jo desværre ikke have hund her, så det er rigtig dejligt, at vi alligevel kan have glæden ved en hund, når Marianne og Tasi kommer på besøg, lyder det fra Sisse Kræmmergaard.
Pernille Hansen fortæller, at hun også er rigtig glad for Tasi.
– Jeg var lidt bange før, men jeg er ikke bange nu, siger hun.
– Ja, og kan du huske, hvad du inviterede Tasi til at gøre? Da du havde mødt hende først gang, spørger Sisse Kræmmergaard – og så bryder Pernille Hansen ud i et stort smil.
– At ligge i min seng.
Maria Paaske har derimod aldrig været bange for hunde.
– Jeg havde hund som barn. Hunde giver mig ro. Jeg slapper af. Jeg ved ikke hvorfor, siger hun.
– Nej, siger Sisse Kræmmergaard.
– Jeg kan også godt lide hunde, og jeg ved heller ikke hvorfor… Men, Maria, jeg tænker – og det er bare en tanke – når man nu får besøg af sådan et pelsdyr, så tænker man ikke på så mange andre ting. Så tænker man bare på den. På at den vil op til en. Og at den vil have en godbid.
– Ja, siger Maria Paaske.
– Og at den vil ud at gå en tur.