icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kernefaglighed

Hvordan har din faglige praksis det?

Nyt enkelt redskab udviklet af Socialpædagogerne giver mulighed for at tage temperaturen på kernefagligheden i den daglige praksis – for sig selv eller i selskab med kollegerne

Hvad er din kernefaglighed? Hvordan går det med den daglige praksis? Jamen, det kan da være svært sådan lige at besvare sådan et par store og brede spørgsmål. Men svarene er gode at kende, og nu er der hjælp at hente i et meget enkelt værktøj på Socialpædagogernes hjemmeside.

‘Min faglige praksis’ er det mundrette navn på værktøjet, der består af instruktioner til såvel individuel som kollegial brug og så to såkaldte refleksionsark. Samlet set skal værktøjet hjælpe med at reflektere over og lave konkrete eksempler på, hvordan din eller jeres faglighed gør en positiv forskel for de borgere, du og I arbejder med.

De to refleksionsark beskriver kort ni kernefaglige begreber, som indkredser den socialpædagogiske faglighed i praksis. De ni begreber er fælles for alle socialpædagoger på tværs af de mange forskellige socialpædagogiske arbejdsfelter, der findes. Det er fx humanisme, helhedsforståelse og relation. Hvert af de ni begreber bliver præsenteret, dels med et kort bud på begrebets betydning i praksis, dels med et citat fra en socialpædagogisk praktiker, som beskriver, hvordan begrebet er til stede i hendes eller hans daglige arbejde med en borger.

For begrebet helhedsforståelse ser det fx sådan her ud:

‘Helhedsforståelse handler om at opbygge en dækkende forståelse for borgerens situation, person, problematikker og netværk – og for det komplekse samspil mellem disse elementer. Både borgeren selv og vedkommendes netværk inviteres med i forståelsesprocessen, som leder videre til forskelligartede og målrettede indsatser.’

‘Vi rummer jo hele ‘Jens’ – alt hvad han består af, både godt og dårligt. Og vi sætter massivt ind over for alle vanskeligheder i forhold til, hvordan han fungerer i samfundet. Helhedsforståelse er at arbejde med respekt omkring hans vanskeligheder, og dét at vi vælger at tale med ham om dem, når han er klar til det.’

Citaterne er knyttet til en bestemt type socialpædagogisk arbejdsplads, og begreberne fylder sikkert forskelligt på forskellige arbejdspladser og kan derfor også bare ses som inspiration til, hvordan man kan sætte ord på sin faglige praksis.


Hent værktøjet på www.sl.dk/fag-og-politik/kernefaglighed

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Forbund og a-kasse