icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Demens

Ny hvidbog om socialpædagogers rolle

Hvordan kan socialpædagogik styrke den tværfaglige indsats på demensområdet? Det giver Socialpædagogerne en række bud på i en ny hvidbog, der inddrager både mennesker med demens, pårørende samt fagfolk, der arbejder på demensområdet

Mennesket med demens i centrum. Personcentreret pleje og omsorg. KRAP, neuropædagogik – og inddragelse, medindflydelse og anerkendelse. I ‘Hvidbog om demens og socialpædagogik’, som Socialpædagogerne udgiver i forbindelse med forbundets konference om demens den 23. marts, fylder socialpædagogiske metoder og indsatser i demensarbejdet en del. For skal man forstå, hvad det er, socialpædagoger kan bidrage med for at løfte indsatsen over for mennesker med demens, er det vigtigt at forstå kernen i netop den socialpædagogiske faglighed.

Eller som socialpædagog Tina Ehlert fra Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune udtrykker det i hvidbogen:

– Vi ser altid ressourcer og muligheder frem for barrierer og problemer. Vi ser på, hvad de enkelte borgere kan og gerne vil, og så snakker vi om, hvordan vi kan tilrettelægge aktiviteter og samværsformer, som passer til netop deres situation. På den måde anlægger vi altid et positivt syn på borgernes muligheder – og så skaber vi de rammer og aktiviteter, der kan understøtte det. Jeg tænker, at det er den måde, vi bruger vores socialpædagogik på.

Bud efter socialpædagogers faglighed

Baggrunden for at sætte fokus på netop den socialpædagogiske faglighed på demensområdet er bl.a., at demens for alvor er kommet øverst på den politiske dagsorden med Folketingets vedtagelse af den nationale demenshandlingsplan 2025. Handlingsplanen præsenterer indsatser og initiativer, der netop har afsæt i ønsket om en tidlig, helhedsorienteret og tværfaglig indsats.

– Vi tror på, at socialpædagoger kan være med til at give både mennesker med demens og deres familie og pårørende en bedre livskvalitet. Et liv, hvor de får medindflydelse og oplever sig inkluderet i et socialt fællesskab, siger næstformand i Socialpædagogerne Verne Pedersen.

Hvidbogen kommer også omkring det faglige paradigmeskifte, der sker i disse år på netop demensområdet – hvor socialpædagogers faglighed i stigende grad efterspørges ud fra et udbredt ønske om en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, der involverer flere faggrupper, og som sætter mennesker med demens og deres familier i centrum.

– Hermed siger vi ikke, at socialpædagoger skal erstatte andre kompetente faggrupper på området. Tværtimod. Socialpædagoger skal indgå i et tværfagligt samarbejde, der er afstemt efter borgerens konkrete behov. Dermed kan den socialpædagogiske faglighed være et betydningsfuldt supplement til den sundhedsfaglige indsats, lyder det fra Verne Pedersen.

Se mennesket bag sygdommen

I hvidbogen bidrager både mennesker med demens og deres pårørende og socialpædagoger, som arbejder inden for demensområdet, med eksempler og citater, der viser, hvorfor det giver god mening at tænke socialpædagogisk faglighed ind på demensområdet. Den røde tråd er, at det handler om at se mennesket bag sygdommen – og om at holde fokus på, at også mennesker med demens skal have mulighed for at bruge deres ressourcer og blive involveret i daglige gøremål og dermed få en aktiv hverdag på trods af sygdommen.

Daglig leder på Slotsgården i Horsens, Bente Falkenberg Juul, siger det sådan her i hvidbogen:

– Den største værdi ved vores socialpædagogiske tilgang er, at vi skaber øjeblikke af stjernestunder, hvor vi kan se smilet i øjnene og glæden boble hos det enkelte menneske med demens. Det er nok for os til at vide, at arbejdet med de socialpædagogiske metoder er den helt rigtige måde at arbejde med mennesker med demens på.


Hvidbogen præsenteres på Socialpædagogernes konference ‘Styrket livskvalitet for borgere med demens’ i Middelfart den 23. marts – og kan efterfølgende downloades fra www.sl.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis