Børn skal jo ikke være en handelsvare
Som familieplejer går det op og ned – men for Henrik Skov Hansen og Mette Pabijan er aflønningen den samme, uanset hvordan det går. Og det er en kæmpe gevinst, mener de
To forskellige episoder beskriver Henrik Skov Hansen og Mette Pabijans liv som familieplejere. Den ene er en eftermiddag, hvor Henrik Skov Hansen sidder på gulvet med høreværn. Ved siden af sidder hans halvandet-årige plejesøn og skriger. Skriger, skriger, skriger, skriger, skriger, skriger og skriger, som han har gjort i hvad der føles som uafbrudt i et helt år.
– Det er vildt, hvad det gør ved dit eget nervesystem, når et barn græder, græder og græder, mens det lukker af, så du ikke kan få kontakt, siger Henrik Skov Hansen, der i dag har fået en skulderskade, fordi han har båret så meget rundt på plejebarnet.
– Jeg var nødt til at bruge høreværn for selv at kunne være i det og være hos ham. Vi var også nødt til at bruge høreværn, når vi kørte i bil. Og på et tidspunkt var det så slemt, at vores naboer, der ikke vidste, at vi var plejeforældre, begyndte at tale om, hvad der skete hos os? Var der nogle børn, der blev slået, når de græd så meget? Skulle de kontakte de sociale myndigheder?
Lækkermåsen
Den anden episode er nyere og fra en morgenstund. Mette Pabijan smiler til plejesønnen, der på det tidspunkt er toogethalvt år.
– Du er en lækkermås, siger hun.
– Ja, nikker han.
– Og klog.
Livet som familieplejer for to små børn rummer både store opture og store nedture. Men for Mette Pabijan og Henrik Skov Hansen er der én ting, der ligger fast: Honoreringen.
Som kommunal familieplejer i de fem samarbejdende kommuner Gladsaxe, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Herlev og Rødovre får man 10 vederlag pr. barn pr. måned svarende til godt 40.000 kr.
Vederlagene bliver hverken reguleret op eller ned i løbet af plejeperioden, og det er en stor fordel, mener Henrik Skov Hansen.
– Børn skal jo ikke være en handelsvare som flåede tomater, hvor man kan diskutere, hvad prisen skal være, så det er dejligt, at vi slet ikke skal forholde os til det, siger han.
Mette Pabijan er helt enig.
– Der er ingen tvivl om, at det har været benhårdt – og også hårdere, end vi havde forventet – men nu går det bedre. Og det er altså ikke kommet af sig selv. Det er kommet, fordi vi har lagt et kæmpe arbejde i det med hele vores faglighed, og så er det dejligt, at kommunen ikke går ind og siger: ‘Nå, nu går det bedre. Så skal I gå ned i løn’.
Fakta om kommunale familieplejere
I 2011 blev det med Barnets Reform muligt at oprette kommunale plejefamilier, der er et alternativ til institutionsanbringelse og rummer børn med høj belastningsgrad. Det kan fx være børn med handicap eller tilknytningsforstyrrelser.
Det er socialtilsynene, der godkender de kommunale familieplejere, der skal have særlige kompetencer til at tage sig af behandlingskrævende børn – typisk i form af en pædagogisk uddannelse.
Kommunale familieplejere skal tilbydes mere støtte end almindelige familieplejere. Fx skal de som minimum have fire årlige undervisningsdage mod to til almindelige familieplejere, og de skal tilbydes mere supervision.
I 2015 var i alt 113 børn anbragt i kommunal familiepleje.
Mette Pabijan og Henrik Skov Hansen er kommunale familieplejere i det tværkommunale samarbejde mellem Gentofte, Rudersdal, Herlev, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk.
Her får de kommunale familieplejere gruppesupervision syv-otte gange om året i 3,5 time, hvor der i et fagfællesskabeligt og socialt forum er mulighed for at drøfte noget af det, de arbejder med og udfordres i. Endvidere får de individuel supervision, råd og vejledning fra familieplejekonsulenterne, der kommer på besøg hver 6.-8. uge.
Det er forskelligt, hvordan de kommunale familieplejere aflønnes. I ovennævnte fem kommuner sker det med en fast honorering på 10 vederlag (41.520 kr.) om måneden gennem hele plejeperioden. Der er tale om en fuldtidsbeskæftigelse.
De fem kommuner søger løbende nye kommunale familieplejere. Læs mere på www.kommunaleplejefamilier.dk
Faglighed i spil
På grund af tavshedspligten og hensynet til børnenes privatliv kan Mette Pabijan og Henrik Skov Hansen ikke fortælle om børnenes baggrund og årsagerne til, at det i dag er et fuldtidsjob for to at tage sig af dem.
– Men jeg kan i hvert fald sige, at jeg aldrig i mit liv har arbejdet så meget og så hårdt, som jeg gør nu, siger Henrik Skov Hansen, der er uddannet socialpædagog med knap 25 års erfaring på specialområdet, hvor han bl.a. har arbejdet på behandlings- og døgninstitutioner.
– Til gengæld har jeg heller aldrig været så stolt af mit arbejde, som jeg er nu. Jeg er stolt af de unger og den måde, de udvikler sig på, siger han.
Og den vurdering bakkes op af Jane Mannerop Wiid, der er tværkommunal projektkoordinator og supervisor i det kommunale familieplejeprojekt med fem samarbejdende kommuner (se faktaboks).
– Henrik og Mette har virkelig været på hårdt arbejde, men de har haft en mission om, at det skulle lykkes. Og nu kan vi se, hvordan det letter. Og det har faktisk været fantastisk at være vidne til den udvikling, der er sket.
Mette Pabijan er også uddannet pædagog med erfaring fra specialområdet og har derudover en kandidatgrad i pædagogisk psykologi og en diplomuddannelse i ledelse, som hun bl.a. har brugt som institutionsleder på Sundholm.
Hun og Henrik Skov Hansen er enige om, at de bruger deres faglighed for fuld kraft i arbejdet som kommunale familieplejere.
– Vi arbejder fx meget med tilknytning, konfliktnedtrapning, afledning og low arousal, forklarer Mette Pabijan.
– Men vi har også oplevet at komme til kort med hele vores pædagogiske værktøjskasse, og så har vi heldigvis kunne få hjælp af andre fagpersoner, tilføjer Henrik Skov Hansen.
Godt samarbejde
I forhold til samarbejdet med kommunen er de enige om, at det gør en positiv forskel, at honoreringen ligger fast.
– Fra min egen tid som leder ved jeg jo, at man typisk prøver at sælge sig selv, når man skal forhandle løn, og det er dejligt, at vi ikke skal sælge os selv til kommunen. Vi er trygge ved at fortælle om det, der er vanskeligt – og bede om hjælp, siger Mette Pabijan.
– Og omvendt slipper vi også for risikoen for, at man taler barnet ned, hvis man ved, at det kan få betydning for ens egen løn. Vi har også fokus på den positive udvikling, tilføjer Henrik Skov Hansen.
De ti vederlag, som Henrik Skov Hansen og Mette Pabijan hver får udbetalt for at være kommunal familieplejer, udgør i 2017 41.520 kr. – men de skal selv spare op til pensionen, så når man sammenligner med et job, hvor arbejdsgiveren betaler 10 pct. til pension, svarer det i runde tal til en månedsløn på 37.750 kroner. Dertil kommer et beløb, der skal dække udgifter til børnene som fx tøj, mad, legetøj og logi.
– I store træk er vores økonomi den samme som før, vi blev kommunale familieplejere, og jeg ville heller ikke være gået ind i det, hvis jeg skulle gå ned i løn. For hvorfor skulle jeg gøre det, spørger Henrik Skov Hansen.
Kort opsigelse
Mette Pabijan og Henrik Skov Hansen er enige om, at det giver en stor tryghed, at de ved, at vederlagene ligger fast, så de ikke skal spekulere på, om de bliver sat ned. Men de er utilfredse med, at de kun har en måneds opsigelse.
– Hvis børnene en dag skal væk fra os, vil det følelsesmæssigt være meget vanskeligt – og så er det ikke rimeligt, at man også skal blive økonomisk presset, siger Mette Pabijan.
– Nej, og det er også en mærkelig mangel på anerkendelse, for med vores erfaring er der jo normalt en helt anden opsigelsesfrist, supplerer Henrik Skov Hansen.
Som medlemmer af Socialpædagogerne har de dog en lønforsikring, der betyder, at de i op til seks måneder kan få dækket 80 pct. af lønnen (eller i deres tilfælde: vederlagene), hvis de bliver arbejdsløse.
– Og det hjælper selvfølgelig rigtig meget, men for mig er der også noget principielt i det, siger Henrik Skov Hansen.
I store træk mener Henrik Skov Hansen og Mette Pabijan dog, at de har gode vilkår – hvilket i deres øjne også er nødvendigt, hvis kommunerne vil tiltrække kvalificerede, kommunale familieplejere, der kan løfte en krævende opgave.
Henrik Skov Hansen og Mette Pabijan er enige om, at den helt store gevinst ved arbejdet slet ikke handler om vederlag – men om den kærlighed, de udvikler til børnene, og den glæde, de føler, når de trives.
– Der er ikke noget bedre end, når vores plejesøn kommer og siger: ‘Næsekys’. Og så får man sådan et ordentligt trutkys bagefter, siger Mette Pabijan.
Og netop fordi, der er så store følelser på spil, er det i hendes øjne særlig godt med en fast aftale om honoreringen:
– Som plejemor og plejefar bliver du følelsesmæssigt tæt knyttet til dit plejebarn – og så kan det være umuligt at sige nej, hvis kommunen vil sætte dig ned i vederlag, også hvis det fx betyder, at du er nødt til at have andet arbejde ved siden af, selvom plejebarnet faktisk er en fuldtidsopgave. Og det er ikke en rimelig situation at bringe familieplejerne i. Der skal være klare aftaler fra start, hvor du reelt har mulighed for at sige ja eller nej.