Fokus på de liv, de har haft
Vi kan jo noget med relationen, os socialpædagoger – og det skal vi sætte i spil, lød det fra en af deltagerne på demenskonferencen
Respekten for mennesket. Selvbestemmelsesretten og relationen til andre. Når socialpædagog Jim Rasmussen fra Plejecenter Snorrebakken i Rønne beskriver, hvad det er, han kan med sin faglighed i forhold til ældre og demensramte, dukker de klassiske socialpædagogiske værdier og redskaber op.
– Vi kan jo noget med relationen. Det handler om at gå til hinanden med ydmyghed, være nysgerrig på det andet menneske og kommunikere i øjenhøjde. Nogle gange er det kropssprog eller humor, der skal til. Man skal have tålmodighed, fx i en samtale hvor ordene nærmest er volapyk, der er det ikke altid ordene, der er det vigtigste, men samtalen i sig selv, siger han.
Jim Rasmussen er på plejecentret kendt som ‘ham, der laver alt det sjove’. Han spiller musik, tager beboerne med på ture rundt på øen, spiller petanque, tager ud at cykle m.m. Aktiviteter, hvor sanserne kommer i spil.
Nogle gange arrangerer han besøg fra Erindringscentret, som har såkaldte erindringskasser med samlinger af historiske genstande, som kan sætte billeder og form på begreberne.
– Når beboerne sidder der med et redskab fra gamle dage, fx et vaskebræt eller en skoletavle, så får de en aha-oplevelse, og vi får et udgangspunkt for en snak om det liv, de har haft. Aktiviteterne skaber livsglæde og samvær om noget fælles.
Flere fagligheder i spil
Jim Rasmussen arbejder også på at styrke beboerne i relationen til andre mennesker.
– Det kan godt være svært at få venner på et plejecenter. Jeg kigger på hvem blandt beboerne, der har øje for hinanden, forklarer Jim Rasmussen og fortæller om, hvordan han inviterede en gruppe på fem mand, som havde god kemi sammen, på kaffe.
– Det kom der en klub ud af – de kalder det en studiegruppe, hvor de mødes hver uge og har et tema på programmet, fx ‘Hvor tjente vi vores første krone henne?’ – og så går snakken, fortæller han.
Det er tre år siden, Jim Rasmussen blev ansat i et projekt, hvor kommunen satser på socialpædagoger i ældreplejen. Han har både en fungerende rolle i hverdagens aktiviteter og en koordinerende rolle som bindeled og pædagogisk supervisor for personalegruppen.
I det bornholmske projekt lægger de vægt på at skelne mellem plejeopgaven og den socialpædagogiske opgave.
– Vi får en anden relation til de ældre, når vi holder det adskilt. Jeg indgår ikke i plejeopgaverne, og det giver en anden kontakt og relation til borgerne, forklarer Jim Rasmussen og uddyber:
– Det siger jeg i stor respekt for de andres arbejdsområde – for vi er lige vigtige. Vi bidrager med forskellige dele, og sammen slutter vi ringen omkring beboeren – som er kerneydelsen. Jeg kan nogle gange bane vejen med en anden tilgang, fx hvis en beboer ikke vil i bad, så kommer jeg med et skævt smil, som nogle gange kan løse en fastlåst situation op.
Du kan læse eksempler på, hvordan tre andre deltagere forholder sig til socialpædagoger på ældreområdet på www.kortlink.dk/q63z