Har vi en socialpolitisk forpligtigelse?

• Email
• Print

Nu nærmer sig atter den tid, hvor der skal forhandles overenskomster for langt størstedelen af Socialpædagogernes medlemmer, nemlig de ansatte på hele det offentlige område. Mange vil nok sige, at lige netop dette er fagforeningens vigtigste opgave. Det er nu forbundet skal forhandle et ordentligt resultat, der kan berettige, at vi medlemmer betaler et relativt højt kontingent hver måned…

Men er det virkelig sådan, at vi primært er med i en fagforening for at få noget til os selv?

Jeg er fuldstændig med på, at Socialpædagogernes rolle er at forsvare og udvikle faget og den socialpædagogiske faglighed samtidig med, at vi er talerør for de mennesker, vi arbejder for og med. Og at Socialpædagogerne også skal varetage medlemmernes interesser og sørge for ordentlige løn- og ansættelsesvilkår på arbejdspladserne.

Men historisk set har fagbevægelsen jo vundet mange sejre på at kæmpe for rettigheder som overenskomstbestemt løn, betalt ferie, betalt sygdom og meget andet i solidaritetens ånd. Det har været arbejderklassen, der kæmpede for bedre og mere lige vilkår for alle. Hvis vi kigger på den nuværende situation, så er spørgsmålet måske, om vi socialpædagoger stadig er en del af arbejderklassen, der ønsker at kæmpe for bedre og mere lige vilkår for alle, eller om vi i virkeligheden er blevet en del af eliten i Danmark?

Har vi stadig en lyst til at tage de værdi- og socialpolitiske kampe, der kræves for et mere lige og bedre samfund for alle, eller er vi tilfredse med at være en del af den arbejdende og anerkendte del af etablissementet?

Selvfølgelig er Socialpædagogerne en fagforening og ikke et politisk parti. Jeg tænker dog, at der er politiske dagsordener såsom størrelsen på den offentlige sektor, privatisering, behandlingen af samfundets svageste m.m., hvor det ville klæde os socialpædagoger at kæmpe imod de herskende tendenser. Hvis vi fortsat ønsker at arbejde i et velfærdssamfund…

Men, vil mange nok spørge sig selv, hvordan kan vi etablere et modsvar til det politiske system, når fagbevægelsen ikke længere fremstår som en fælles enhed, hvor medlemmer tager aktivt del i kampen for et solidarisk samfund?

Ja, måske er solidariteten ikke længere så udtalt, og måske er tiden løbet fra de store demonstrationer, hvor folket samledes på gaden for at tilkendegive deres utilfredshed? Men netop derfor må vi så gentænke måden at aktivere medlemmerne på. Vi må opfordre til, at den enkelte tager ansvar og blander sig i debatten, vi må skabe meningsdannere. Og måske udbredes nutidens protester bedre igennem internettet og de sociale medier? Netop fordi vi via disse kanaler kan nå ud til rigtig mange mennesker på meget kort tid, og fordi de kan udføres hjemmefra og af enkeltindivider, og fordi det er ungdommens kommunikationsplatforme.

Ligegyldig hvilken form, der vælges, så er en ting sikkert: Jeg mener, at vi bør tage politisk stilling, og at vi aldrig må stoppe med at mene noget og ytre os!

Michel Kikkenborg er FTR på psykiatriområdet i Region Hovedstaden og medlem af bestyrelsen i Kreds Storkøbenhavn.