Da medierne skrev om det meget omtalte lovforslag om oprettelse af 150 socialpsykiatriske pladser som et quick fix for at undgå flere drab på personale på botilbud, så var det påfaldende, at de socialpædagogfaglige argumenter og pointer ofte blev udeladt. Forslaget rummede en række nye muligheder for at iværksætte tvangsforanstaltninger – fx anbringelse og tilbageholdelse uden samtykke samt undersøgelse af patientens hjem og ejendele uden om de procedurer, der ellers gælder for tvang i psykiatrien.
Derfor mødte forslaget stor og bred modstand blandt fagfolk og psykiatriorganisationer. Lovforslaget er heldigvis trukket tilbage, men der arbejdes på et revideret forslag, da satspuljeaftalen stadig står.
FOA er en af de skarpeste fortalere for det trukne lovforslag – eksemplificeret ved formandens tweet om, at når lovforslaget trækkes tilbage, så er det ‘at trække tæppet væk under forebyggelsen af flere drab på de socialpsykiatriske bosteder’. Alt imens flere fagfolk peger på, at flere tvangsforanstaltninger og begrænsninger i de sindslidendes udfoldelsesmuligheder netop ikke er løsningen. De bakkes bl.a. op af SFI, som for nylig har lavet en forskningsrapport, der viser, at det snarere er de pædagogiske metoder, der kan være med til at modvirke vold.
Forslaget om de specialiserede socialpsykiatriske afdelinger tager ikke fat på nogle af de mere grundlæggende problemer i psykiatrien, som også har været med til at føre til vold og drab på botilbud – herunder for tidlige udskrivninger og for ringe muligheder for at tilbyde behandling til mennesker med dobbeltdiagnoser. Lettere adgang til brug af tvang er et forsøg på et quick fix, fordi der netop ikke er taget hånd om de grundlæggende problemer i psykiatrien.
Der har været fem sager i perioden 2012-2016, hvor en beboer på et psykiatrisk botilbud har dræbt en medarbejder. Hver eneste af de sager er en sag for meget – selvfølgelig. Men hvad der ofte overses er, at sagerne også har store konsekvenser for alle med en psykisk sygdom. Når overskrifterne i dagbladene fx har lydt ‘det kan være livsfarligt at arbejde på socialpsykiatriske bosteder’, så giver det indtryk af, at alle mennesker med psykiske lidelser er potentielt livsfarlige. Det er heldigvis ikke tilfældet.
Noget må der gøres på psykiatriområdet. Det er alle enige om. Men i stedet for forsimplede løsninger som indførelse af nye magtbeføjelser over for mennesker med sindslidelser, bør man lytte til jer, de fagfolk på psykiatriområdet, der er uddannede til at udføre arbejdet i psykiatrien, og som hver eneste dag gør sig erfaringer på området.
Mange organisationer på området er i løbet af det seneste halve års tid – i forbindelse med den politiske proces om forebyggelse af vold på botilbud – kommet med gode og gennemarbejdede forslag, der reelt vil forbedre psykiatrien og mindske volden. Lad os lytte til dem og jer, og give de stemmer plads og vægt i debatten.
Der er snarere brug for en generel opprioritering af området og en mere passende allokering af ressourcer, end der er brug for ny lovgivning. Hvis de ansatte i psykiatrien har et godt arbejdsmiljø, gode muligheder for faglig udvikling og tilstrækkelige ressourcer, er det mere effektivt i forhold til at nedbringe vold og trusler, end muligheden for tvangsforanstaltninger er.
Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Deltag i debatten
- Har du talt med dine FOA-kolleger om det nye lovforslag, og spurgt dem, om de er enige i FOA’s udmeldinger – er det virkelig flere tvangsforanstaltninger, de anser som løsningen?
- Hvordan kan I, de pædagogisk uddannede fagfolk, få en klarere stemme og bringe mere faglig pondus med ind i debatten?