Tidligt på året sendte regeringen et lovforslag i høring, der skulle udmønte efterårets kaotiske forlig om nye tvangsprægede ‘socialpsykiatriske afdelinger’. Hvad angår varigheden af de tvungne ophold på de foreslåede nye afdelinger – en bastardagtig blanding af et bosted og en mere eller mindre lukket psykiatrisk afdeling – var selve forligsteksten selvmodsigende, hvilket da også skabte problemer for de ministerielle embedsmænd, der skulle udforme lovforslaget.
Forligstekstens antydning af at hjemle anbringelse af ikke sindssyge borgere på ubestemt tid bortfaldt og blev med nogle kryptiske formuleringer i lovforslaget reduceret til maks. 60 dage efter ophør af sidste ordinære tvangsindlæggelse og i anden udgave af lovforslaget også efter ophør af sidste indlæggelse i henhold til foranstaltningsdom.
Både ved første og anden høring af lovforslaget vakte det massiv modstand i samtlige bruger-, pårørende og faglige organisationer undtagen FOA, KL og Danske Regioner. En modstand, der i det tidlige forår førte til, at regeringen valgte ikke at fremsætte lovforslaget, og at forligskredsen nu har besluttet at bruge de afsatte satspuljemidler til i stedet at etablere et antal rehabiliteringsafdelinger med kommunal visitationsret, men under gældende lovgivning og uden de udvidede tvangsforanstaltninger, man i efteråret var blevet enige om at indføre. Så tillykke, kære venner i Socialpædagogerne og andre organisationer – nogle gange betaler det sig at protestere, især når vi er mange nok!
Forårets sejr i forhold til de reaktionære vinde, der vil øge den ensidige medicinske overvågning af og kontrol med besværligt klientel på utidssvarende bosteder, og de gentagne afsløringer af diverse psykofarmakas skadelige og ofte dødelige effekter kan for mig at se give grunde til en øget optimisme, om at den ensidige medicinsk/kemiske tilgang til mentale afvigelser og kriser er på retur. Der har i en årrække været usikkerhed om, hvilke paradigmer der fremover kommer til at præge området: en kemisk/neuropsykiatrisk eller en mere socialpsykologisk/evolutionspsykiatrisk tilgang.
Personligt har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg selv og andre nuværende og tidligere psykiatribrugere er fuldgyldige repræsentanter for menneskeheden og ikke bærere af genetiske defekter, der udløser den ene eller anden form for påstået ‘hjernesygdom’. Fremtrædende repræsentanter for den darwinistisk inspirerede evolutionspsykiatri (se fx Anthony Stevens & John Price: Evolutionary Psychiatry. A new Beginning) er netop af den opfattelse, at det biologiske element i de såkaldte psykiske sygdomme udgøres af arketypiske former for tilpasningsadfærd udviklet i menneskehedens hundredtusindårige tilblivelseshistorie, netop fordi disse adfærdsformer har haft betydning for artens overlevelse og udbredelse. Tilpasningsadfærd, som udløses i livsforløb og -situationer kendetegnet af manglende behovstilfredsstillelse, men som ofte i vores moderne civilisation er mere eller mindre uhensigtsmæssig.
En relevant hjælp eller behandling bør derfor i mindre grad fokusere på at ændre på individet eller dennes hjernekemi, men i højere grad på at skabe relationer og omgivelser, der indfrier den enkeltes fysiske, følelsesmæssige og intellektuelle behov.
Karl Bach Jensen er udviklingskonsulent i LAP, Landsforeningen af tidligere og nuværende Psykiatribrugere.
Deltag i debatten
- Hvordan kan du som socialpædagog blive bedre til at forstå uhensigtsmæssige former for adfærd som udtryk for overlevelsesstrategi og forsøg på at tilpasse sig ugunstige livsvilkår og situationer?
- Hvordan kan en sådan anderledes tilgang være med til at udvikle ikke-medicinske interventioner?