Forkert kurs mod forenkling
Det må være afgørende, at eksperimenter med beskæftigelsesindsatsen har positive effekter. Med andre ord: Hvis forsøget ikke bringer flere ledige i arbejde, kan det ikke være en effektiv løsning
Frikommuneforsøgsordningen har eksisteret siden 2012, og den er tænkt som en del af regeringens samarbejde med kommuner og regioner om afbureaukratisering, effektivisering og bedre styring i den kommunale og regionale sektor. Kommuner, der er godkendt som forsøgskommuner, kan prøve nye måder at tilrettelægge og gennemføre opgaver og indsatser på – forhåbentlig med det resultat, at man opdager mere effektive løsninger, som kan sikre mere kvalitet og bedre velfærd for borgerne.
Som udgangspunkt er intentionen god. På det beskæftigelsespolitiske område er indsatsen de seneste år blevet tiltagende kompleks og bureaukratisk. Så det er positivt, at der i frikommunerne er mulighed for at eksperimentere med opgaveløsningen.
Men det må være afgørende, at eksperimenter med beskæftigelsesindsatsen har positive effekter. Med andre ord: Hvis forsøget ikke bringer flere ledige i arbejde, kan det ikke være en effektiv løsning. Derfor er det problematisk, når regeringen nu vil forlænge de frikommuneforsøg, som allerede har været i gang i fem år, med yderligere to år, så det kommer til at flugte med et forventet udspil til en ændret beskæftigelsespolitik. En slutevaluering gennemført i efteråret af KORA har konkluderet, at der hverken er positive eller negative effekter af indsatsen i forsøgene. Der er heller ikke entydige resultater, der peger i retning af bedre processer. Samtidig igangsættes nye forsøg i andre kommuner pr. 1. juli i år – forsøg, som i substansen ligner de gældende forsøg.
Her kan det være svært at forstå, hvorfor man ønsker forlængelse og opstart af nye forsøg, når de igangværende ikke har effekt? Vi er bekymrede for, at hele ansvaret for beskæftigelsesindsatsen flyttes til kommunerne. Så kan regeringen på den ene side slippe ansvaret – og kommunerne vil på deres side være frie til at prioritere ressourcerne til deres samlede opgaver.
Samtidig giver forsøgene faktisk sværere vilkår. Virksomheder, som samarbejder med flere jobcentre, skal forholde sig til, at der gælder forskellige regler i forskellige kommuner. Og ledige, der flytter kommune, kan opleve, at det tilbud, de var i gang med, ikke kan videreføres. Det er ganske enkelt urimeligt. Kan man med rimelighed blive ved med at betegne en ændret indsats som et forsøg, når den kører så længe? Og er vi på vej mod en situation, hvor vi ender med 98 forskellige beskæftigelsesindsatser? Det mener vi ikke, at nogen, og slet ikke de ledige, kan være tjent med.