Større gennemslagskraft
Den 36-årige socialpædagog Jens Wernberg har med en efteruddannelse i neuropædagogik og neuropsykologi styrket sit faglige vokabularium, så hans anbefalinger får mere faglig tyngde
På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Ballerup behandler og udreder vi på min afdeling børn mellem 7 og 13 år med psykiatriske problemstillinger. Mange af børnene er gået i hi, når vi møder dem, så det ligner depression eller angst. Ofte viser den psykiatriske udredning, at det dækker over autisme eller autistiske træk.
Fordi det er et så lille specialområde inden for socialpædagogikken, er der nærmest ingen specifik efteruddannelse at få. Men jeg havde udset mig et modul i neuropædagogik og neuropsykologi. Når man arbejder med psykiatri og anderledes fungerende hjerner, så er det brugbart at vide, hvordan hjernen er bygget op, og hvorfor nogle børn fungerer anderledes end andre.
Min afdelingssygeplejerske klappede i hænderne af begejstring, da jeg kom og foreslog uddannelsen. Hun sidder jo ikke selv på pengekassen i regionen, så hun var meget glad for, at jeg selv var opsøgende. Kompetencefonden dækker mange af udgifterne, og min ledelse har bakket mig op.
Min opgave er hovedsagelig at danne en effektiv relation til nogle børn, som for det meste ikke er begejstrede for menneskelig kontakt. Jeg opbygger et skærmet miljø, hvor de kan slappe af og opleve, at de kan stole på mig, så de under observationerne kan være dem, de er. Det kan godt tage uger, før man ser, hvad børnene indeholder.
Det er en målgruppe, hvor man ikke får så meget igen – måske bortset fra de negative ting. De er ofte meget dårlige til at afkode kropssprog og ansigtsudtryk, så jeg skal være meget tydelig i mine grænser og konkret i mine krav, men samtidig være meget rolig.
Vi har alle spejlneuroner i hjernen, som spejler andre mennesker, og som sætter følelser i gang. Nogle menneskers spejlneuroner fungerer ikke særlig godt – det er dem med autistiske træk. Viden om neuropsykologi har givet mig et større og mere fyldestgørende billede af, hvad der rent neurologisk er årsagen til, at børnene er, som de er.
Den viden giver mig også skyts til fx netværksmøder med kommunerne i slutningen af børnenes indlæggelse. Jeg kan i højere grad fagligt kvalificere mine anbefalinger til kommunerne om, hvilke tilbud børnene skal have. Jeg er blevet skarpere til at forklare børnenes problemer og udfordringer og sige: Den her dreng kommer til at have sin autisme altid, fordi hans hjerne er sådan og sådan bygget, og der hjælper det ikke med en inklusionsklasse i folkeskolen.
Uddannelsen giver mig også i højere grad et fælles sprog med kollegaerne på afdelingen. Jeg vil gerne brede min viden ud og undervise kollegaerne, og viden om neuropædagogik er jo oplagt at tænke ind i deeskalerende kommunikation og ambitionen om nedbringelse af tvang, fordi man får en basal viden om, hvordan patienterne tænker og hvorfor de handler, som de gør.
En bedre forståelse af børnenes hjerne giver mig også på et personligt plan en større accept af børnene og af, at de sjældent giver noget følelsesmæssigt tilbage.
Det er hårdt at tage en efteruddannelse, mens jeg har fuldtidsarbejde, som vel og mærke er et arbejde, hvor jeg hele tiden skal præstere og være på. Og jeg kan godt mærke, det er lang tid siden, jeg har gået i skole. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig at bygge på med flere moduler. Der vil jeg helt sikkert søge kompetencefonden igen.
Skolebænken kaldte, fordi jeg har brug for nye input og perspektiver. Jeg har brug for at have en følelse af, at jeg udvikler mig, og at jeg prøver at blive klogere og dygtiggøre mig. At blive bedre til mit arbejde, simpelthen. Og det gør jeg i højeste grad, når jeg kommer væk fra afdelingen og kan se det hele udefra.