icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Undervisnings­ministerens åbenbaring

  • Af Ingvald á Kamarinum, specialskoleleder, Fjordskolen
  • 07-2017 /

Flere forældre vælger folkeskolen fra, og stigningen bekymrer undervisningsminister Merete Riisager (LA), der dog ikke aner, hvad der får forældrene til at droppe folkeskolen på deres børns vegne. Det sagde hun i et åbent samråd i Undervisningsudvalget for nylig.

Ved samme lejlighed kunne ministeren imidlertid fortælle, at hun ville finde ud af det. Og for én gangs skyld var løsningen tilsyneladende ikke at nedsætte et ekspertpanel, en kommission eller andre lignende Christiansborgske foranstaltninger. I stedet har Riisager fået den åbenbaring at spørge forældrene selv.

Som specialskoleleder har jeg i de seneste år ved selvsyn set, hvordan folkeskolen i et forfejlet forsøg på at rumme alle i stedet skubber flere og flere fra sig. De alt for ambitiøse inklusionsmål er blandt de største skurke, sådan som jeg ser det. Og samtidig også årsag til, at antallet af psykisk syge børn på fem år er steget 44 pct. – det viser tal fra Danske Regioner.

Hver dag sidder der børn i folkeskolen, som lærerne ikke ved, hvad de skal stille op med. Ganske enkelt fordi børnene kræver behandling frem for en rummelig undervisning, der alligevel ikke kan tage højde for alle. Det bliver børnene kun endnu sygere af. Og det smitter af på forældrene såvel som lærerne, der alle synes at kæmpe en umulig kamp.

I min optik er forældrene de sande eksperter i den her sammenhæng. Og de fortjener i den grad endelig at blive hørt af nogen, der ikke kun tænker i tal og firkantede kasser, som ingen børn alligevel passer ind i.

Derfor, Merete Riisager: Spørg endelig forældrene. Men forvent ikke at få et svar, du vil synes om. Og så er det i øvrigt ikke nok at lytte. Du er nødt til at handle. Ude i virkeligheden savner vi handling og løsninger. Så lad det ikke blive ved ­snakken.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat