Viden om demens åbner døre

• Email
• Print

Jeg har altid drømt om at tage en diplomuddannelse. Jeg kan lide at lære og at dygtiggøre mig, og jeg bliver altid nysgerrig på, hvorfor borgerne har perioder med ændringer i deres adfærd.

Specialområdet har altid kaldt på mig, og siden 2009 har jeg arbejdet med udviklingshæmmede både på et dagbeskæftigelsescenter og nu i bofællesskabet Krabben i Fjerritslev. Målgruppen er så dejligt livsglad, og jeg er altid godt tilpas blandt den type borgere. De er nogle helt specielle mennesker, der kan nogle specielle ting, og de har en form for ubetinget kærlighed, selvom de også har svære dage.

Da en borger fik demens, var vi uforberedte og anede ikke, at vores borgere er mere udsatte. Fordi vi i Danmark er lykkedes med at give udviklingshæmmede mennesker nogle bedre livsvilkår, lever de jo længere, og mange får demens allerede i 40-års alderen. Og da endnu en borger fik demens, så tænkte jeg, at vi simpelthen måtte gøre noget, for den udvikling kommer kun til at fortsætte.

Jeg googlede løs som en slags selvstudium, og senere fandt jeg diplomuddannelsen i aldring og demens. Næste skridt var at få overbevist min leder om, at det var vigtigt, at vi blev klædt på til at arbejde med udviklingshæmmede demente, selvom jeg også overvejede at betale af egen lomme. Men min leder kunne se fidusen, fordi det kan bruges af alle parter.

Min leder foreslog at søge Den Kommunale Kompetencefond. Jeg kendte den ikke. Men det er jo skønt, at man kan søge støtte til det.

Det var fantastisk at vende tilbage til skolen. Jeg elsker det simpelthen. At få ny viden og lære om nye metoder og teorierne bag dem. Det giver mig virkelig et løft at se, hvad der rører sig i faget – og det er meningsfuldt at kunne tage det med tilbage til arbejdet og dele ud af min nye viden.

Det var en sand øjenåbner for mig at lære om aldring og demens på første modul. Selvom vi har sosu’er, der supplerer os godt med sundhedsfaglig viden, så fik jeg pludselig tilgang til en viden, jeg ikke havde drømt om. Delir (akut psykisk lidelse som følge af en skadelig påvirkning af hjernen, red.) og en simpel blærebetændelse kan fx give symptomer, der minder om demens. Det er jo en hel ny verden, der åbner sig for mig som pædagog.

Jeg bliver lige fem centimeter højere, når jeg kan bidrage med noget og dele min viden med mine kollegaer. Jeg har undervist på fællesmøderne, og jeg synes, jeg kan bidrage med noget helt andet nu. Jeg har fået et løft.

Ikke alle deler min interesse for demens, men størstedelen af mine kolleger er kommet med positive tilbagemeldinger. For de får jo også aha-oplevelser og konkrete redskaber til, hvad man kan gøre med demente og udviklingshæmmede borgere. Jeg er blevet en slags ressourceperson, som mange kollegaer kommer og spørger til råds om, hvordan de kan arbejde med en borger.

Håbet er at få støtte fra Den Kommunale Kompetencefond til de tre sidste moduler, så jeg har en fuld diplomuddannelse. Og jeg håber, at vi på vores arbejdsplads på sigt kan tilbyde mine kompetencer og viden på tværs i hele organisationen og kommunen som en form for konsulentbistand. Der er jo helt sikkert andre bofællesskaber for udviklingshæmmede, der står med de samme udfordringer, som vi havde, og min viden skal da sættes mest muligt i spil.