De socialt udsatte bliver også presset

• Email
• Print

’Som mentor for ledige er det meget tydeligt for mig, at vi lever i et præstationssamfund, hvor det hele tiden gælder om at præstere, og hvor det kan være enormt svært, når man – bare i en kort periode – ikke føler, at man kan præstere, fordi man ikke har noget arbejde. For nylig var der fx en ung mand, der sagde til mig, at han simpelthen ikke kunne forstå, at hans kæreste ville være kæreste med ham, når han nu ikke havde noget arbejde.

– Jeg kender et forældrepar med en stærkt udviklingshæmmet voksen søn. De taler om, at han hver dag bliver kørt på arbejde – men det, han laver på arbejdet, er at rasle med en rangle. Hvorfor skal det kaldes arbejde? Og hvad fortæller det om forældrenes behov for, at han skal præstere noget?’

Sådan lød to kommentarer fra socialpædagoger, der var mødt op til Kreds Midt- og Vestjyllands arrangement om ‘Præstationssamfundet’, hvor sociolog Anders Petersen fortalte om sin bog af samme navn. En bog, der argumenterer for, at stigningen i antallet af depressioner hænger sammen med, at vi lever under et indre pres i et præstationssamfund, hvor det hele tiden gælder om at gøre sig gældende på jobbet og i privatlivet. Det er ikke vigtigt, hvad man er god til, men det er altafgørende, at man hele tiden præsterer optimalt inden for et eller andet – og at man er i evig og endeløs udvikling.

Ja, vi lever i et præstationssamfund

Anders Petersens teoretiske oplæg blev fulgt af en praksisorienteret diskussion mellem deltagerne. Kunne de genkende hans beskrivelser af præstationssamfundet fra deres eget socialpædagogiske arbejdsliv? Hvad betyder det for udsatte mennesker, at vi lever i et præstationssamfund? Og kan socialpædagogikken gøre noget for at dæmme op for de negative konsekvenser?

I alt var et halvt hundrede socialpædagoger fra vidt forskellige arbejdspladser mødt frem, og blandt dem var der ingen tvivl: Anders Petersen har en pointe, når han taler om et præstationssamfund. Og mange så en sammenhæng til deres socialpædagogiske arbejde.

– Da jeg var nyuddannet socialpædagog, handlede det i højere grad om mål, hvor borgerne kunne udvikle og realisere deres personlige og kreative potentialer. Det var det, der skulle til for at skabe kvalitet og glæde i borgernes liv. Nu mærker vi indimellem, at det i højere grad handler om at nå færdighedsmål, siger Jane Gejl, der arbejder i Ikast-Brande på et botilbud for mennesker med autisme.

Bagefter uddyber hun:

– Vi kan stadigvæk godt arbejde med mål som fx, at en beboer skal have mere livskvalitet, men man skal måske kæmpe mere for at komme igennem med det. Der bliver i højere grad lagt vægt på, at beboeren fx skal lære at vaske sit tøj selv, eller at beboeren selv skal kunne spise eller transportere sig. Det kan være fornuftigt nok, men fokus må bare ikke kun være på de mål, der kan være nyttige, fordi der så kan spares nogle penge, siger Jane Gejl. 

Og hun bliver suppleret af sin kollega Sonja Kristensen, der er enig:

– Det er jo ikke altid, at de ‘nyttige’ mål er de bedste for beboeren. Det kan være, at beboeren har meget mere glæde af at komme ud at gå i naturen frem for at bruge en masse ressourcer på at prøve at lære at vaske sit tøj.

Der er også fordele

I salen var der dog også socialpædagoger, der kunne se fordele ved præstationssamfundet. En mand tog ordet og sagde:

– Du har talt rigtig meget om skyggesiderne ved præstationssamfundet, men jeg tænker også, at der er nogle solsider. Vi har aldrig før haft så mange, der gennemfører en ungdomsuddannelse, og kriminaliteten falder. Og det, tænker jeg, hænger sammen med et fokus på, at man skal præstere på individniveau. Man kommer ud over det der med, at ‘det er samfundets skyld’. Du sagde før, at noget af det værste, man kan være i et præstationssamfund, er en ‘taber’. Og det tænker jeg, at du har ganske ret i. Men i mit arbejde med udsatte unge oplever jeg, at det er med til at rykke dem.

– Så du siger altså, at for en særlig gruppe af udsatte unge, kan det være godt, spurgte Anders Petersen.

– Ja, svarer manden – og den bemærkning fik straks en kvinde til at løfte en finger i vejret.

– Jeg arbejder også med udsatte unge, hvoraf mange har stress og depression, og nogle af dem har gennemført en ungdomsuddannelse, men de er dæleme også blevet syge af det. Så det, at de har gennemført en ungdomsuddannelse, er ikke ensbetydende med, at det er gået godt.

Fra salen blev det også påpeget, at der i et samfund med stort fokus på præstation og succes bliver et kæmpe gab mellem dem, der klarer sig i præstationsmøllen – og dem, der ikke gør. Og at nogle udsatte unge opgiver på forhånd, fordi det virker som om, man skal præstere så uoverkommeligt meget for at være med i ræset.

– I stedet bliver de initiativløse og føler sig forkerte med lavt selvværd, lød det fra en deltager.

Konstant udvikling

I sit oplæg lagde Anders Petersen også vægt på, at man i præstationssamfundet skal være i konstant udvikling. Hver gang et mål er nået, skal man sætte sig et nyt, og der er ingen øvre grænse.

– Man kan ikke rigtig forestille sig, at der en dag kommer en og siger: ‘Nu kan du godt stoppe. Nu behøver du ikke være mere omstillingsparat’. Eller at en medarbejder til en MUS-samtale siger til sin chef: ‘Nu er jeg 43 år. Nu har jeg udviklet mig så meget, som jeg kan, så nu må du sætte barren efter, at det er hertil og ikke længere’.

Den pointe høstede spredte grin fra salen, og flere kunne genkende kravet om konstant udvikling fra deres arbejde. En fortalte, hvordan der i hendes arbejde med udsatte familier hele tiden skal sættes nye mål, hver gang familien har nået et mål. Hvis forældrene fx har formået at få barnet til at gå i skole fire dage om ugen i stedet for en eller to, skal der straks fokus på, at barnet skal i skole fem dage om ugen. Ikke på det, familien har klaret.

– Og nogle gange har familien dæleme været på arbejde og knoklet for, at barnet overhovedet er begyndt at komme i skole. De har faktisk gjort det godt. Så jeg står nogle gange med spørgsmålet: Hvornår er godt godt nok?

Hvad nu?

Anders Petersen var meget interesseret i at høre, om de deltagende socialpædagoger havde nogle bud på, hvad man kan gøre for at modvirke de negative konsekvenser af præstationssamfundet.

– Når jeg er ude at holde oplæg på fx gymnasier, er der altid nogle, der kommer op til mig bagefter og spørger: Og hvad skal vi så gøre ved det? Og det har jeg ikke noget svar på – men i mit næste forskningsprojekt vil jeg gerne prøve at undersøge det nærmere. Og jeg tænker, at det er vigtigt, at det ikke bliver en individualiseret løsning, men en fælles løsning, sagde han.

Socialpædagogerne i salen havde ikke nogle entydige og bombastiske løsningsforslag – snarere nogle lidt eftertænksomme.

– Jeg tænker, at vi skal blive bedre til at sige fra, når der bliver stillet urimelige krav til vores borgere, sagde en.

Efter mødet blev synspunkterne udbygget i en mindre rundbordssnak med nærværende fagblad. Her kom der et klart budskab om, at det første skridt er at blive bevidst om, hvad det er for et samfund, vi lever i – og hvilket pres, det medfører.

– Så vi skal have flere medlemsmøder af denne type, hvor vi taler om det, foreslog Berit Eidesgaard Boesen.

– Og så må vi bruge vores faglighed til at sige fra, når vi oplever, at borgerne bliver udsat for et urimeligt pres om at præstere, sagde Birgitte Fisker.

– Og vi må prøve at sætte fokus på alt det værdifulde i livet, der ikke handler om præstation. På borgernes livskvalitet, sagde Sonja Kristensen.

Det præstationsfrie rum

Fra Job-Igen i Viborg deltog flere socialpædagoger, der alle på forskellig vis arbejder med ledige. Og de var også enige om, at det gælder om at sætte fokus på noget andet end den evige præsteren.

– Vores kerneopgave er jo at hjælpe mennesker i beskæftigelse, men for at nå det, skal vi nogle gange sætte fokus på noget andet end den manglende beskæftigelse, fortalte Ida Løvsø, der forklarede, hvordan de prøver at skabe et præstationsfrit rum for derved at opbygge selvværd.

– Hvis det at arbejde og præstere bliver det altafgørende vigtige for identiteten, får man det selvfølgelig skidt, når man ikke har noget arbejde, og så kan det faktisk blive endnu sværere at få et arbejde, fordi man fx trækker sig tilbage socialt. Derfor arbejder vi meget med identiteten og prøver at finde frem til alt det andet end arbejde, der giver værdi, sagde hun.

– Og vi prøver at skabe nogle modbilleder af, at man ikke behøver at opnå det perfekte for at have en meningsfyldt beskæftigelse, udbyggede Birgitte Magnus.

– Man behøver fx ikke at arbejde 37 timer. Man kan måske arbejde 20 timer.

Socialpædagogernes kredsformand i Kreds Midt og Vest, Peter Sandkvist, afsluttede diskussionen i salen med at opfordre til at tale videre om emnet:

– Jeg synes ikke helt, jeg fik svaret på, hvad vi så gør ved det? Men der sker i hvert fald ikke noget, hvis vi ikke tager det alvorligt. Og jeg tænker, at vi som fag og som socialpædagoger måske kan have en vigtig rolle at spille.