Ekspert: En meget svær øvelse
Udlicitering på det specialiserede socialområde er en meget kompliceret sag, vurderer ekspert – og de hidtidige erfaringer er mildest talt blandede. Økonomien må ikke være afgørende, mener Socialpædagogerne
Den er der allerede, men der kommer mere af den – konkurrenceudsættelsen eller udliciteringen på det offentlige område. I hvert fald, hvis den siddende regering får sin vilje. I den 2025-plan kaldet ’Vækst og velstand 2025’, Løkke-regeringen fremlagde i slutningen af maj, er der ganske vist ingen her og nu-tiltag om udlicitering. Men til efteråret følger det, der betegnes som ’et ambitiøst forslag til styrket konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver’. Og ’det er regeringens ambition, at flere offentlige opgaver skal konkurrenceudsættes’, hedder det.
Der er derfor al mulig god grund til, at Socialpædagogerne ved et af forbundets arrangementer på Folkemødet sætter fokus på konkurrenceudsættelse og udlicitering med spørgsmålet ’Kan man konkurrenceudsætte støtte til handicappede’.
Kommuner takkede nej
Udlicitering er da også begyndt at vise sig på det specialiserede socialområde og det socialpædagogiske felt. For seks måneder siden annoncerede 16 kommuner i FUS, Fællesudbud Sjælland, således, at de ville sende tilbud til udsatte unge 15-23-årige i udbud. Da det kom til stykket, var det dog kun seks kommuner, der ville være med.
Blandt dem, der i vinters takkede nej, var de to største kommuner i FUS-samarbejdet, Roskilde og Næstved samt Kalundborg, hvor KL-formand Martin Damm (S) er borgmester.
- Det her område er svært, for der er ikke så meget, der er det samme. Og det er svært at måle kvaliteten. Det er også derfor, der ikke er så meget udbud på området, sagde Martin Damm dengang til Dagbladet Information.
Svært at beskrive
At det specialiserede socialområde er en kompliceret størrelse, når det kommer til udlicitering, er der gode grunde til, siger Ole Helby Petersen.
Han er lektor og ph.d. på Roskilde Universitet, har igennem en årrække forsket i udlicitering - og står i spidsen for et stort forskningsprojekt, hvor forskere fra universitet sammen med KORA og Københavns Universitet netop ser på, hvad der sker, når man konkurrenceudsætter offentlige opgaver.
- Det specialiserede socialområde er det, vi bredt set betegner som et velfærdsområde. Velfærdsområderne er kendetegnet ved, at servicen leveres i mødet mellem medarbejder og borger, og at ydelsen er forholdsvis kompleks at måle. Det kan gøre det vanskeligt at lave et udbud, fordi ydelsen og kvaliteten kan være vanskelig at beskrive entydigt i et udbudsmateriale og i en kontrakt. På den måde har velfærdsopgaver, og det specialiserede socialområde i særdeleshed, nogle karakteristika, som gør området lidt vanskeligere at konkurrenceudsætte end eksempelvis rengøring eller affaldsindsamling, siger Ole Helby Petersen til Socialpædagogen.
I det store forskningsprojekt, han altså står i spidsen for, står det i øvrigt klart, at netop viden om, hvad sker med kvaliteten af ydelserne, er en stor mangelvare. De fleste studier af udliciteringen måler slet ikke på kvaliteten eller kun gør det overfladisk.
Viden er en manglevare
Et andet problem er, at der generelt ikke er meget erfaring at læne sig op af:
- Der er kun ganske få erfaringer med udlicitering og konkurrenceudsættelse på det specialiserede socialområde i Danmark. Kommunerne bruger i vid udstrækning private leverandører på området, men en undersøgelse, vi lavede for et par år siden, viste, at det primært sker gennem andre typer aftaler som eksempelvis driftsaftaler og køb af enkeltpladser hos private tilbud, siger Ole Helby Petersen.
Driftsaftaler og -overenskomster er fx dem, som selvejende institutioner på det socialpædagogiske område har med en kommune eller en region.
Heller ikke i de lande, vi normalt sammenligner os med, er der den store hjælp at hente:
- Kigger vi til eksempelvis Norge og Sverige, så er det i højere grad andre velfærdsområder, som er konkurrenceudsat. I Norge er der fx en forholdsvis høj andel af private daginstitutioner, mens der i Sverige er flere egentlige private skoler og plejehjem, end vi har i Danmark. Men så vidt jeg ved, er man heller ikke i vores skandinaviske nabolande begyndt at udlicitere og konkurrenceudsætte de mere specialiserede opgaver på socialområdet. I hvert fald ikke endnu, siger Ole Helby Petersen.
Pas på ustabilitet
Hos Socialpædagogerne siger næstformand Marie Sonne, at det ikke handler om privat eller offentlig, men om rammerne og forudsætningerne for tilbuddene til borgerne:
- Vi har ikke noget mod private tilbud – en god del af vores medlemmer arbejder i private tilbud og på selvejende institutioner. Der er rigtig mange gode private tilbud, og der er mange muligheder i samarbejdet mellem det offentlige og det private, hvor man kan sikre faglig kvalitet og kontinuitet gennem ordentlige aftale om rammerne. Men vi har noget mod ustabilitet og usikkerhed for nogle af de mest udsatte borgere. Og vi mangler altså bevis for, at kommunerne kan sikre kvaliteten i det socialpædagogiske arbejde, der i høj grad handler om arbejdet med relationer over tid.
Er økonomien afgørende?
Og det giver, siger Marie Sonne, grund til bekymring, når økonomien i udbudsmaterialet fra FUS fx vægtes lige så højt som det fagligt-kvalitative indhold:
- Kommunernes økonomi er stram – det er vi fuldt bevidste om. Men hvis økonomien er den dominerende tilgang til at konkurrenceudsætte det specialiserede socialområde – og det siger kommunerne jo ret lige ud – så frygter vi da, at økonomien også bliver udslagsgivende, når man skal vælge mellem de bud, der ligger på bordet, og at det kan ske på bekostning af den faglige kvalitet, siger hun.
Marie Sonne peger også på, at der mangler viden om, hvad udlicitering gør ved arbejdsforholdene for de ansatte på området. Socialpædagogerne er derfor med i en kreds af fagforbund og forskningsmiljøer, der er ved at kortlægge, hvordan udlicitering påvirker sundhed, indkomst og andre arbejdsforhold hos medarbejdere, hvis arbejdsplads bliver udliciteret.