Første skridt væk fra gaden
De kender kun til livet inden for boligblokkene i Vollsmose, hvor kriminalitet, misbrug og bandeliv præger deres hverdag. Men et skræddersyet forebyggende projekt, ‘En vej ind’, ruster unge kriminelle til selv at vælge et alternativ til bandemiljøet
Målgruppen er unge mænd i alderen 17 til 23 år. Alle bor i Odensebydelen Vollsmose, hvor de bevæger sig lige på kanten af bandemiljøet. Med i bagagen har de fleste af dem en plettet straffeattest, en hverdag med lidt for meget hash – og adskillige sagsakter hos de sociale myndigheder.
Men i dag sidder de bænket rundt om samme bord. De udgør et nyt hold, der netop har taget hul på et fire måneders forløb, ‘En vej ind’, der skal ruste dem til at vælge et liv væk fra bandemiljøet – og få dem et skridt nærmere job og uddannelse.
På skemaet venter emner som almen dannelse, medborgerskab, samfundsforhold, historie, vredes-hånd-tering og masser af hård fysisk træning.
– De her unge har alle selv søgt om at komme med i projektet. De har et stort ønske om at ville noget andet – de ved bare ikke, hvad de skal gøre. De er så vant til, at man løser problemer ved at begå noget kriminelt, eller at man bare flygter fra tingene ved at dykke ned i hashtågerne. Så vores mål med projektet er at vise dem, at der er en anden vej – og lære dem, hvordan man begår sig i det samfund, der findes uden for Vollsmose, fortæller Jesper Ibsen Larsen.
Han er socialpædagog og projektkoordinator i ‘En vej ind’, hvor han arbejder halvdelen af tiden, mens han bruger de øvrige timer på gaden i Odense Kommunes Tryghed og Gadeplansteam.
– Før sommerferien gennemførte vi det første hold i projekt ‘En vej ind’ og er netop gået i gang med hold to, der består af otte unge mænd. Ud fra erfaringerne med den første gruppe er vi slet ikke i tvivl om, at vi med forløbet her er med til at bryde fødekæden. Og det lykkes, fordi vi viser de her drenge, at vi tror på dem, og at vi er der for dem – også når de laver dumme ting. Vi viser dem, at de reelt har et valg, og at der er en alternativ til den belastede hverdag, de kender.
De har aldrig lært andet
‘Respekt for hinanden’. ‘Man lader hinanden tale ud’. ‘Man trækker ikke hinanden ned’. Og ‘Det, vi snakker om, bliver i dette rum’.
På døren ind til lokalet, hvor ‘En vej ind’-deltagerne holder til, hænger et opslag med nogle af de regler, der skal overholdes. Men ellers er der langt til løftede pegefingre, regler og straf, når de tre projektmedarbejdere går i gang med at opbygge selvværd, selvtillid og fællesskabsfølelse i gruppen.
– De her drenge er så socialt dårligt fungerende. De er mere eller mindre vant til at give systemet en fuck-finger, så snart de møder den mindste modstand – for de har aldrig lært andet. Så i stedet for at fortælle dem alt det, de ikke må og ikke kan, fokuserer vi på alle de muligheder, de har, og lærer dem i praksis, hvordan de kan begå sig. Hele tiden med fokus på, at det skal lykkes, lyder det fra Kristian Rasmussen, som er tryghedsskabende medarbejder og mentor for de unge.
Vi går med dem hele vejen. Tager med dem ind til sagsbehandleren, kigger dem dybt i øjnene, når de efter to minutter er ved at splitte det hele ad, fordi de ikke forstår, hvorfor der stilles krav til dem. Og når de ti gange har oplevet, at det rent faktisk virker, når de opfører sig ordentligt overfor andre mennesker, ja så begynder de altså at ændre adfærd
Mich Breith, tryghedsskabende medarbejder
I første omgang handler det meget om at få løst alle de presserende små og store problemer, de unge tumler med, så de hurtigt får et fast fundament i tilværelsen, supplerer Mich Breith, som også er tryghedsskabende medarbejder og mentor.
– Nogle gange kan en gardinstang, de ikke kan finde ud af at hænge op, vælte hele læsset. Men det kan også være problemer med huslejen, kontanthjælpen eller opholdstilladelsen. Lige gyldig hvad de unge tumler med, så forsøger vi at vise dem, at løsningen aldrig er at røve et pengeskab, svindle med et dankort eller ryge noget mere hash. Vi går med dem hele vejen. Tager med dem ind til sagsbehandleren, kigger dem dybt i øjnene, når de efter to minutter er ved at splitte det hele ad, fordi de ikke forstår, hvorfor der stilles krav til dem. Og når de ti gange har oplevet, at det rent faktisk virker, når de opfører sig ordentligt over for andre mennesker, ja, så begynder de altså at ændre adfærd, siger han.
Politi og kommunen er det værste
Der er mange faste rutiner i forløbet – lige fra fælles morgenmad og frokost til fysisk træning tre gange om ugen. Og for at bygge bro til ordensmagten foregår motionsaktiviteterne i selskab med betjente fra nærpolitiet i Vollsmose.
– Det er lidt af en overvindelse for mange af de unge i starten, for hvis der er nogen, de har som fjendebilleder, så er det kommunen og politiet. Og her i starten er der da også flere, som prøver at holde fast i deres fuck politiet-attitude, siger Mich Breith.
Men der er også dem, der vover sig ned i træningslokalet og sveder side og side med nærpolitiet, fortæller Jesper Ibsen Larsen.
– Vi har jo set i det første forløb, hvordan det gik fra, at man var stikker, hvis man overhovedet talte med politiet, til at de pludselig stod og løftede vægte sammen. Så i dag ser vi nogle helt andre relationer mellem de unge og nærpolitiet. Og det spreder sig som ringe i vandet, fordi andre unge i Vollsmose pludselig kan se, at man faktisk godt kan have et fornuftigt forhold til både myndigheder og ordensmagt. Det er med til at løse rigtig mange konflikter på gadeplan, siger han.
I projektet bliver de unge også undervist i danmarkshistorien – men på en anden måde end folkeskolens historietimer.
– Vi har haft dem med til 1. maj demonstration, og vi har set filmen Drengene fra Skt. Petri. Vi har også haft en historiker ude, som fortalte dem om livet på fattiggården og tog dem med på Forsorgsmuseet. Alt sammen er det med til at give de her drenge en forståelse for det danske samfund, som de selv skal være en del af, lyder det fra Jesper Ibsen Larsen.
Indsatser i Vollsmose
I Odensebydelen Vollsmose bor over 11.000 mennesker i ca. 1.500 boliger fordelt på to kvadratkilometer. Der bor ca. 80 forskellige nationaliteter i Vollsmose – og så er det her, banden Black Army holder til. Center for Familier og Unge i Odense Kommune har derfor flere forskellige kriminalitetsforbyggende tiltag i Vollsmose, herunder bl.a.:
- Tryghed og Gadeplan. Arbejder på gaden med fokus på at være dér, hvor de unge er, og hvor den helt almindelige borger føler sig utryg. Indsatsen er bydækkende – med udgangspunkt i Vollsmose.
- Hakuna Matata. Målrettet unge i skolealderen. De gennemfører et forløb med otte undervisningsmoduler, 100 timer på gaden og en personlig udviklingsplan lavet i samarbejde med en coach. De unge skal efterfølgende fungere som døråbnere for andre unge.
- En vej ind. Et program for unge, der har begået alvorlig og/eller banderelateret kriminalitet. De unge undervises i forskellige områder af livet, herunder sociale færdigheder, medborgerskab og vredeshåndtering – med sigte på, at de bliver aktive medborgere.
Skal lære de sociale koder
Men noget af det, der er allervigtigst at blive klogere på for de unge mænd, er det lidt luftige begreb ‘almen dannelse’. Alt det, der handler om, hvordan man opfører sig over for andre, hvordan man begår sig i samfundet, og hvilke konsekvenser ens adfærd har.
– Vi vil jo rigtig gerne have dem til at forstå, at deres handlinger har konsekvenser. At det altså betyder noget, hvad du gør – også for andre mennesker. Så når du fx stjæler en cykel, rammer du måske en enlig mor, som nu står uden mulighed for at transportere sig på arbejde – en måde at tænke på, som er helt ny for de fleste af de her drenge, fortæller Kristian Rasmussen.
De tre kolleger oplever mange gange, at den seje attitude, som drengene har udadtil, i bund og grund skyldes usikkerhed. Fordi de aldrig har prøvet at opføre sig på en anden måde.
– De har en speciel jargon i den her verden, for det er den måde, man begår sig på her. Men så snart vi bevæger os uden for boblen, væk fra Vollsmose, så ved de slet ikke, hvordan de skal opføre sig. Så er det, de tager hætten op og begynder at gå som gangstere – fordi de inderst inde er vildt bange og slet ikke ved, hvordan de skal henvende sig til andre mennesker. Så dannelse handler også om at vise dem, hvordan man opfører sig og begår sig derude i samfundet, siger Mich Breith.
Vi er der for dem – også efter kl. 15, når kommunekontoret lukker. Vi skal hele tiden være det alternativ, som bliver nemmere og nemmere at vælge i takt med, at de unge får et solidt fundament at stå på og bliver stærke nok til at tage det næste skridt væk fra gaden
Jesper Ibsen Larsen, projektleder og socialpædagog
Banderne har åbent 24/7
Mens hold to stille og roligt lærer hinanden at kende og får skabt en god gruppedynamik rundt om bordet, er det ikke sjældent, at man gennem de store glasruder lige ser medlemmer af banden Black Army rulle forbi ude på parkeringspladsen. Den bande, der konstant står på lur for at kapre nye rekrutter – gerne i den alder, hvor de endnu ikke kan straffes for at begå kriminalitet.
– Det er en kæmpe udfordring, at de unge møder bandemiljøet, så snart de træder ud af lejligheden. Og fordi der ofte er tale om unge, der har nogle massive sociale problemer, så søger de hele tiden et fællesskab, hvor de hører til. Her står banderne altså klar på gaden 24/7. De tilbyder altid nogen at tale med, og her er altid nogen, som lige kan give dig et lift eller en sodavand, forklarer Kristian Rasmussen.
Netop derfor er relationerne til de unge i projektet – og alle de unge, de møder på gaden – det helt afgørende værktøj for de tre tryghedsskabende kolleger.
– Vi er der for dem – også efter kl. 15, når kommunekontoret lukker. Vi skal hele tiden være det alternativ, som bliver nemmere og nemmere at vælge i takt med, at de unge får et solidt fundament at stå på og bliver stærke nok til at tage det næste skridt væk fra gaden, fortæller Jesper Ibsen Larsen.
Endelig tilbyder projektet også nye fællesskaber, som kan erstatte banderne.
– Ved at få de unge på andre tanker, gør vi banderne mere uinteressante. Vi skaber nye fællesskaber for dem, hvor de har hinanden – og vi giver dem værktøjer, der gør, at de kan indgå i andre fællesskaber som i fx den lokale fodboldklub. De lærer stille og roligt, at man godt kan være sammen og fælles om noget på en anden måde end det, de kender fra gaden og bandemiljøet. Og det er første og meget vigtige step i retning mod job og uddannelse, siger Jesper Ibsen Larsen.