icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK 2018

Hvad ville du gå efter?

Der er mange ønsker til den kommende overenskomst – nyt spil fra Socialpædagogerne sætter spot på den svære, men nødvendige øvelse: at prioritere

Hvad du ønsker, skal du få… Sådan lyder det i en strofe i en gammel julesang. Men det holder jo ikke i virkeligheden – og da slet ikke når det gælder overenskomstforhandlinger. Ønskesedlen kan være nok så lang, men ligesom i mange andre af livets forhold må man vælge og ikke mindst vælge fra. Man må prioritere.

Og netop det at prioritere er den svære øvelse, som forbundets politikere og forhandlere skal ud i den kommende tids overenskomstforhandlinger. Først med udtagelsen af de krav, der skal sendes til arbejdsgiverne og siden i selve forhandlingerne.

Nu kan du spille med. Forbundet har nemlig lanceret et prioriteringsspil, hvor du sammen med kollegerne – eller bare for dig selv – kan teste din egen evne til at vælge mellem og prioritere i de mange gode ønsker til den kommende overenskomst: Hvad ville du gå efter? Hvad er vigtigst? Hvad skal der holdes fast i – og hvad kan ofres?

Via spillet kan du være med til at skærpe forudsætningerne for de valg, forbundets politikere og forhandlere skal træffe i de kommende måneder.

Spillet findes i to versioner: Den ene er en online-udgave på forbundets OK-site, hvor du og dine kolleger kan gå ind og lægge loddet i vægtskålen på det OK-krav, I synes, der skal prioriteres højest. Når du selv har valgt, kan du se, hvordan dine fagkolleger har prioriteret.

Den anden er en print selv-udgave, hvor I sammen omkring et bord kan prøve at prioritere – og dermed både få en snak om, hvad der vigtigst for jer hver især og som fællesskab, og få en fornemmelse af, hvordan det er for forhandlerne at skulle prioritere mellem ønsker og krav, som man egentlig helst så imødekommet alle sammen.

Den 3. oktober udtager forbundets hovedbestyrelse de endelige krav, men også senere i OK-forløbet, når der skal forhandles, har du og kollegerne en mulighed for gennem online-spillet at give forbundsformand Benny Andersen og de øvrige forhandlere et praj om, hvad der skal holdes fast i under forhandlingerne – hvad du som medlem ville gå efter.


Find begge versioner af prioriteringsspillet her

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: OK 2018, Forbund og a-kasse, Overenskomster og aftaler