icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
GF Storkøbenhavn

Ok med både dialog og aktivisme

Enighed om det meste, men livligt kampvalg på kredsgeneralforsamlingen i Kreds Storkøbenhavn, hvor der også blev snakket OK-krav – og valgt en fanebærer…

Når man som kreds selv har foreslået, at OK-kravene skal udtages af forbundets øverste organ, kongressen, så skal kredsens OK-krav selvfølgelig også diskuteres på kredsens ditto, generalforsamlingen. Og det blev de så, da Kreds Storkøbenhavn samlede 113 medlemmer til 2017-udgaven.

Kredsen havde gennemtrawlet de OK-postkort, som de lokale medlemmer havde indsendt i forbundets store postkort-kampagne, og de 12 største ønsker var blevet hængt op på hver deres planche. ‘Afstemningen’ foregik efter en times samtale over aftensmaden og en efterfølgende debat, hvorefter hver deltager med en lille selvklæbende prik markerede de tre krav, man nu fandt vigtigst.

Efter generalforsamlingen var det så kredsens bestyrelse og OK-udvalg, der med afsæt i markeringerne fik opgaven med at formulere kredsens krav. Et hurtigt blik på plancherne viste, at lønkrav – først og fremmest kravet om flere løntrin – var alt dominerende i forsamlingen.

Vi kommer langt med den løsningsorienterede tilgang, det medgiver jeg. Men i kredsbestyrelsen er vi enige om, at vi både skal være løsningsorienterede og være mere handlingsorienterede og synlige

Lars Petersen, kredsformand

Synlig synlighed

Udtagelsen af OK-kravene udgjorde midterdelen af den næsten seks timer lange generalforsamling, som efter formalia blev indledt med kredsformand Lars Petersens beretning. 

Han pegede på, at indsatsen med at styrke synligheden af den socialpædagogiske faglighed har været og fortsat vil være central i kredsen arbejde bl.a. gennem arbejdet med ‘Den faglige værktøjskasse’, der kan bruges til at skarpslibe præsenta-tionen af sin faglighed. Han sagde også, at det er vigtigt at opruste de tillidsvalgtes rolle – og pegede på MED-repræsentanterne som centrale aktører.

Og så fremhævede han kredsens engagement i forskellige aktivistiske politiske velfærdsinitiativer som et vigtigt supplement til forbundets generelle linje:

– Vi kommer langt med den løsningsorienterede tilgang, det medgiver jeg. Men i kredsbestyrelsen er vi enige om, at vi både skal være løsningsorienterede og være mere handlingsorienterede og synlige i vores støtte til de initiativer, som kæmper for at rykke de politiske dagsordener, sagde Lars Petersen. 

Bemærkningerne til beretningen var få, og heller ikke kredsens regnskab fik gang i talerlysten. Dog slog kasserer Svend Troelsen fast, at overskuddet i 2016 var for stort, og at der over de næste år skal være fokus på at få pengene ud at arbejde. Både beretning og regnskab blev enstemmigt godkendt, det samme gjorde budget, bestyrelsens udspil til det fremtidige arbejde og den velfærdspolitiske udtalelse, bestyrelsen havde foreslået.

Kampvalg med drama

Mens kredsformanden efterfølgende blev genvalgt uden modkandidater, var der kampvalg med en vis dramatik til de to poster som faglig sekretær. De tre kandidater præsenterede først sig selv, hvorefter et par medlemmer nåede på talerstolen med anbefalinger af den ene kandidat, før en indsigelse til forretningsordenen og et flertal i forsamlingen stoppede talerlisten, og man gik til afstemning. 

Den gav nyvalg til Rita Slangerup og genvalg til Svend Troelsen, der også fortsat er kasserer, mens Britt Krik måtte takke af efter otte år på posten.

Og sidst, men ikke mindst indførte kredsen en nyskabelse med historiske rødder – nemlig valget af en fanebærer. Her blev det til en højlydt kåring af Morten Schuster, FTR i Gladsaxe.


Læs om valg til tillidsposter mv. på kredsens hjemmeside og facebookside

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbund og a-kasse