På college for psykisk sårbare
På nyt college underviser frivillige, som selv har oplevet at få en psykiatrisk diagnose, andre med psykisk sygdom
I disse uger går de første kurser i gang på ‘Recovery College Vejle’ – et college for psykisk sårbare. Her tilbydes kursisterne kurser, workshops og temadage, der tager afsæt i ønsker fra borgerne i socialpsykiatrien i Vejle Kommune.
Underviserne er en kombination af professionelle inden for socialpsykiatrien og frivillige med brugerbaggrund. Og ifølge uddannelsesleder Lisbeth Harkes Andreassen giver det rigtig god mening at inddrage undervisere, der selv har oplevet at få en psykiatrisk diagnose.
– At tale med et menneske, der kender til problemerne selv, men som er blevet rask eller har lært at mestre sin sygdom, gør en forskel for en person med psykisk sygdom, som mødet med professionelle i behandlingssystemet ikke kan, siger hun.
Blandt efterårets kurser på det nye college er: ‘Livshistoriefortællinger’, hvor psykisk sårbare fortæller om erfaringer, oplevelser og vendepunkter. ‘En god nats søvn’, hvor man lærer om søvnens betydning for fysisk og psykisk velvære. ‘Inderst inde’, hvor kursisterne får nye redskaber til at forstå psykiske og følelsesmæssige udfordringer samt ‘Samtaler om livet’, som er samtalegrupper.
Vil sætte en ny retning
Det nye college bygger bl.a. på erfaringer fra et treårigt mentorprojekt, ‘peer-to-peer’, hvor psykisk sårbare har støttet hinanden. Projektet, der var et samarbejde mellem Vejle Kommunes socialpsykiatri og Psykiatrifonden, viste, at deltagerne gennemgik en positiv udvikling. Bl.a. oplevede 45 pct. et styrket selvværd, og 71 pct. så flere muligheder. Flere bekræftede efter projektet, at de havde brudt isolationen og havde fået mod på udflytning, job og uddannelse.
– Derfor har vi også store forventninger til det nye college. Udover at øge trivsel og livskvalitet hos mennesker med psykisk sygdom håber vi også at være med til at sætte en ny retning for at arbejde med rehabilitering af psykisk sygdom i Danmark, siger Lisbeth Harkes Andreassen.